doven hale
2.0
Den store succes indenfor computeranimationsfilm, både publikumsmæssigt såvel som kunstnerisk (der ifølge mig toppede med Shrek og Ice Age), stopper her med Shark Tale, en sløv og yderst banal affære, der i stedet for at charmere publikum ind i dens ukendte verden, fraskubber al interesse takket være den tåbelige humor, der distancerer publikum fra enhver form for indlevelse. Instruktørteamet Vicky Jenson (der ikke bibringer erfaringen med sofistikeret og tvetydig humor fra Shrek), Bibo Bergeron og Rob Letterman (sidstnævnte har også været med på manuskriptsiden, der er ekstrem mangelfuld) har opbygget en velkendt præmis, hvor vores velkendte kultur og livsførelse projekteres over i mere mystificerede omgivelser, og humoren kan herfra udspringe fra behandlingen af vores genkendelse i dette univers. Desværre er behandlingen i dette tilfælde både klichefyldt, forudsigelig og håbløst uoriginalt, og da hav-universet blev visualiseret fyldestgørende i Pixar-filmen Find Nemo, vover man at ytre ordet plagiat.
Shark Tale har af uforståelige grunde tiltrukket store stjerner, der velvilligt har udlånt deres stemmer til dette semi-makværk. Will Smith agerer hovedpersonen, en forslidt karikatur, den undervurderede og utilfredse helt, der gennem filmen selvfølgelig kommer til at bevise sit værd, men som også må indse, at drømmens sødme nemt kan blive bitter. Et sted mellem alle de søgte dialoger, der desperat prøver at være både hip og intelligent, aner man Smiths charme og humor, men dette fortabes desværre i latterlige ordsammensætninger og irriterende replikker. Hverken Angelina Jolie, Robert De Niro (der dog ikke kan undsiges at være en smule veloplagt) eller Renee Zellweger tiltrækker synderlig opmærksomhed, mens Jack Black tilsidesætter sin komiske excellence og pjatter sig barnagtigt gennem filmen. Mest mindeværdig er Martin Scorseses speeder-servering af replikkerne, her finder man god underholdning og momenter af grin.
Og dette er muligvis Shark Tale’s største mangel; humoren. Hovedsagligt er filmen klinisk renset for morsomme optrin og vitser, og kun enkelte gange trækker man stille på smilebåndet. Tempoet er højt, men aldrig velfungerende, og oftest sidder man tilbage med en anstrengende følelse, da filmen generelt er alt for overgearet. I tilgift savner man endda den stærke fortællerlyst, og når først den kvalmende (om end oprigtig i dens egen naivitet) morale serveres tommetykt, stiger man fuldstændig af. De irriterende popsange, og ueffektive anvendelse af dem, overbefolker filmen og kvæler det sidste gram af seværdighed.
Der er dog få gode ting at sige om A Shark Tale. De mange filmreferencer (åbenlyse, såvel som fordækte) er morsomt at spotte, og animationen er (ikke overraskende) flot og gennemført, dog uden nogensinde at blive overrumplende. Man kan så kun beklage, at der ikke er blevet lagt nær så meget energi, omtanke og intelligens på handlingsplanet, da denne trækker filmen ned i sølet.
Shark Tale har af uforståelige grunde tiltrukket store stjerner, der velvilligt har udlånt deres stemmer til dette semi-makværk. Will Smith agerer hovedpersonen, en forslidt karikatur, den undervurderede og utilfredse helt, der gennem filmen selvfølgelig kommer til at bevise sit værd, men som også må indse, at drømmens sødme nemt kan blive bitter. Et sted mellem alle de søgte dialoger, der desperat prøver at være både hip og intelligent, aner man Smiths charme og humor, men dette fortabes desværre i latterlige ordsammensætninger og irriterende replikker. Hverken Angelina Jolie, Robert De Niro (der dog ikke kan undsiges at være en smule veloplagt) eller Renee Zellweger tiltrækker synderlig opmærksomhed, mens Jack Black tilsidesætter sin komiske excellence og pjatter sig barnagtigt gennem filmen. Mest mindeværdig er Martin Scorseses speeder-servering af replikkerne, her finder man god underholdning og momenter af grin.
Og dette er muligvis Shark Tale’s største mangel; humoren. Hovedsagligt er filmen klinisk renset for morsomme optrin og vitser, og kun enkelte gange trækker man stille på smilebåndet. Tempoet er højt, men aldrig velfungerende, og oftest sidder man tilbage med en anstrengende følelse, da filmen generelt er alt for overgearet. I tilgift savner man endda den stærke fortællerlyst, og når først den kvalmende (om end oprigtig i dens egen naivitet) morale serveres tommetykt, stiger man fuldstændig af. De irriterende popsange, og ueffektive anvendelse af dem, overbefolker filmen og kvæler det sidste gram af seværdighed.
Der er dog få gode ting at sige om A Shark Tale. De mange filmreferencer (åbenlyse, såvel som fordækte) er morsomt at spotte, og animationen er (ikke overraskende) flot og gennemført, dog uden nogensinde at blive overrumplende. Man kan så kun beklage, at der ikke er blevet lagt nær så meget energi, omtanke og intelligens på handlingsplanet, da denne trækker filmen ned i sølet.
15/05-2005
