bag of bones
5.0
Spoilers, mates
Mystikpræget, fascinerende og ret uforudsigelig atypisk thriller, der med en stilsikker og konsekvent linie suger det ubehjælpelige publikum ind i det konstant trykkende og dragende univers. Manuskriptforfatteren Scott Kosar har skrevet et overraskende sammenhængende manuskript, der i hænderne på den talentfulde og opsigtsvækkende instruktør Brad Anderson (der med sin begrænsede filmerfaring taget i betragtning, imponerer desto mere med sin bedrift med The Machinist) har udmundet sig til en seværdig og anbefalelsesværdig film, hvor alt er skåret ind til det essentielle og intet billede eller handling er overflødigt.
Christian Bale har længe været en af Amerikas mest interessante skuespillere at følge, da han både har vist diversitet og alsidighed i sine rollevalg, som han altid har udfyldt med prisværdigt bravur. De enkelte åbenlyst kommercielle roller er let tilgivelige, især efter man har overværet Bales foruroligende og rystende præstation i The Machinist. Man skal lede længe efter så ihærdig dedikation og engagement, som Bale udviser her. Hans enorme vægttab er respektindgydende nok i sig selv, men han tilfører ligeså den hærgende karakter en psykologisk troværdighed, der bliver noget nær uafrystelig. Bale spiller den papirtynde fabriksarbejder, der lider af heftig søvnløshed, katalyseret af en indledningsvis udefinerbar hændelse. Man aner hurtigt som publikum, at hans plagede sind har en årsag, og at søvnløsheden er en manifestation af dette. Anderson skifter dog ret hurtigt fokus over på det deciderede thriller-element, der omhandler en mystificeret medarbejder, der tilsyneladende er på et psykisk vendetta mod Bale, hvis fokusering på denne er skyld i et makabert uheld på arbejdspladsen. Hvad vi som publikum ikke indser i løbet af filmen, og som Anderson på superb vis åbenbarer for os i den overrumplende slutning, er, at Bales søgen efter modstanderen ikke bare er en ordinært jagt med medrivende spændingseskalationer, men nærmere en selverkendelsesproces for vores psykisk terroriserede hovedkarakter. Anderson er tilbageholden med at udlevere de subtile clues, men man indser alligevel Bales flugt fra sig selv og fortidens gerninger, både gennem brug af kraftige rengøringsmidler til at vakse hænder med (og synden væk) og hans tilstedeværelse i en lufthavnscafe, signeret med ord som ’escape’. For at bortdrive ensomheden hyrer Bale selskab, i skikkelse af en velspillende Jennifer Jason Leigh som middelklasseluder, hvis eksistens opløftes takket være Bales indladenhed i hendes liv. Hendes funktion er dog ikke synderlig signifikant, da Bales opvågning kun kan forefalde af ham selv.
Bales livsførelse kontrasterer fortiden; han har et rutinepræget arbejde, hvor det er let at gå i selvsving. Han prædiker om lovovertrædelse, som han ikke selv begår. Det første alvorlige trin i sandhedsopnåelsen forekommer i en meget ubehagelig sekvens, nemlig i den djævelske forlystelse. En fyrsteligt iscenesat odysse i plagede følelser, hvor Bale ubevidst visualiserer hans forbrydelse, samtidig med at hans sjælekvaler bliver til en håndgribelig allegori. Den scene er i særklasse myrekrybfremkaldende og står muligvis også som en af årets stærkeste, da drengen med epilepsi får et anfald og Bale står i baggrunden og erklærer, at han ikke anede hvad der skete og at det ikke var med vilje. Denne refleksion fordobles hundredefold ved tilbagetænkning efter slutningen, hvor der afsløres, at drengen er Bales offer under et utilsigtet biluheld, hvor Bale efterfølgende stikker af. Først her sparkes det menneskelige perspektiv ind, og Andersons intentioner står krystalklare. The Machinist er en fortælling om det mentaldestruerende ved fortrængning, og vigtigheden i at stå til ansvar for sine handlinger, hvorefter man kan håbe på tilgivelse, fra omverdenen og sig selv. Slutningen er ganske konkluderende, da Bale endelig finder tvetydig hvile i et hvidt og ubeskidt rum. Simpelt, muligvis, men virtuos og anderledes fortalt indenfor thriller-genrens konventioner.
Det psykologiske aspekt i The Machinist er yderst interessant, og det er forfriskende hvorledes Anderson tør udfordre sit publikum. Denne form for kompromisløshed vækker minder om Nolans ubeskrivelige Memento, hvis kunstneriske og overrumplende højder The Machinist dog aldrig når. Æstetisk set er filmen strålende, hvor billederne er både farveløse og trøstesløse. Heldigvis er The Machinist så velkonstrueret og udspekuleret en film, at talrige gensyn nærmest er en nødvendighed for at udforske filmens mange lag fyldestgørende, både spændingsmæssigt, men så sandelig også psykologisk. Brad Anderson har begået en fremragende film, hvor han sammen med en skræmmende dedikeret Bale udviser stor talent indenfor filmmediet.
Mystikpræget, fascinerende og ret uforudsigelig atypisk thriller, der med en stilsikker og konsekvent linie suger det ubehjælpelige publikum ind i det konstant trykkende og dragende univers. Manuskriptforfatteren Scott Kosar har skrevet et overraskende sammenhængende manuskript, der i hænderne på den talentfulde og opsigtsvækkende instruktør Brad Anderson (der med sin begrænsede filmerfaring taget i betragtning, imponerer desto mere med sin bedrift med The Machinist) har udmundet sig til en seværdig og anbefalelsesværdig film, hvor alt er skåret ind til det essentielle og intet billede eller handling er overflødigt.
Christian Bale har længe været en af Amerikas mest interessante skuespillere at følge, da han både har vist diversitet og alsidighed i sine rollevalg, som han altid har udfyldt med prisværdigt bravur. De enkelte åbenlyst kommercielle roller er let tilgivelige, især efter man har overværet Bales foruroligende og rystende præstation i The Machinist. Man skal lede længe efter så ihærdig dedikation og engagement, som Bale udviser her. Hans enorme vægttab er respektindgydende nok i sig selv, men han tilfører ligeså den hærgende karakter en psykologisk troværdighed, der bliver noget nær uafrystelig. Bale spiller den papirtynde fabriksarbejder, der lider af heftig søvnløshed, katalyseret af en indledningsvis udefinerbar hændelse. Man aner hurtigt som publikum, at hans plagede sind har en årsag, og at søvnløsheden er en manifestation af dette. Anderson skifter dog ret hurtigt fokus over på det deciderede thriller-element, der omhandler en mystificeret medarbejder, der tilsyneladende er på et psykisk vendetta mod Bale, hvis fokusering på denne er skyld i et makabert uheld på arbejdspladsen. Hvad vi som publikum ikke indser i løbet af filmen, og som Anderson på superb vis åbenbarer for os i den overrumplende slutning, er, at Bales søgen efter modstanderen ikke bare er en ordinært jagt med medrivende spændingseskalationer, men nærmere en selverkendelsesproces for vores psykisk terroriserede hovedkarakter. Anderson er tilbageholden med at udlevere de subtile clues, men man indser alligevel Bales flugt fra sig selv og fortidens gerninger, både gennem brug af kraftige rengøringsmidler til at vakse hænder med (og synden væk) og hans tilstedeværelse i en lufthavnscafe, signeret med ord som ’escape’. For at bortdrive ensomheden hyrer Bale selskab, i skikkelse af en velspillende Jennifer Jason Leigh som middelklasseluder, hvis eksistens opløftes takket være Bales indladenhed i hendes liv. Hendes funktion er dog ikke synderlig signifikant, da Bales opvågning kun kan forefalde af ham selv.
Bales livsførelse kontrasterer fortiden; han har et rutinepræget arbejde, hvor det er let at gå i selvsving. Han prædiker om lovovertrædelse, som han ikke selv begår. Det første alvorlige trin i sandhedsopnåelsen forekommer i en meget ubehagelig sekvens, nemlig i den djævelske forlystelse. En fyrsteligt iscenesat odysse i plagede følelser, hvor Bale ubevidst visualiserer hans forbrydelse, samtidig med at hans sjælekvaler bliver til en håndgribelig allegori. Den scene er i særklasse myrekrybfremkaldende og står muligvis også som en af årets stærkeste, da drengen med epilepsi får et anfald og Bale står i baggrunden og erklærer, at han ikke anede hvad der skete og at det ikke var med vilje. Denne refleksion fordobles hundredefold ved tilbagetænkning efter slutningen, hvor der afsløres, at drengen er Bales offer under et utilsigtet biluheld, hvor Bale efterfølgende stikker af. Først her sparkes det menneskelige perspektiv ind, og Andersons intentioner står krystalklare. The Machinist er en fortælling om det mentaldestruerende ved fortrængning, og vigtigheden i at stå til ansvar for sine handlinger, hvorefter man kan håbe på tilgivelse, fra omverdenen og sig selv. Slutningen er ganske konkluderende, da Bale endelig finder tvetydig hvile i et hvidt og ubeskidt rum. Simpelt, muligvis, men virtuos og anderledes fortalt indenfor thriller-genrens konventioner.
Det psykologiske aspekt i The Machinist er yderst interessant, og det er forfriskende hvorledes Anderson tør udfordre sit publikum. Denne form for kompromisløshed vækker minder om Nolans ubeskrivelige Memento, hvis kunstneriske og overrumplende højder The Machinist dog aldrig når. Æstetisk set er filmen strålende, hvor billederne er både farveløse og trøstesløse. Heldigvis er The Machinist så velkonstrueret og udspekuleret en film, at talrige gensyn nærmest er en nødvendighed for at udforske filmens mange lag fyldestgørende, både spændingsmæssigt, men så sandelig også psykologisk. Brad Anderson har begået en fremragende film, hvor han sammen med en skræmmende dedikeret Bale udviser stor talent indenfor filmmediet.
15/05-2005
