Ridley Scott topper igen!

Jeg har valgt at genskrive mit indlæg til denne film, da jeg i sin tid ikke fik sagt ret mange ord om denne film.

Ridley Scott har allieret sig med mægtige Jerry Bruckheimer, og man har fundet den legendariske komponist Hans Zimmer til at styre begivenhederne. Resultat: Et mesterværk.

BHD er ikke blot baseret på en virkelig hændelse. Filmen overgår virkeligheden. Scott er en fremragende fortæller og her fortæller han sin historie på den mest uhyggelige måde, at man virkelig mister pusten og bliver grebet af de rædsler der foregik under missionen i Mogadishu. En mission der skulle have været enkel, men udviklede sig til et blodigt opgør, som så ofte før i amerikansk historie. Der hvor Scott viser sit genialitet, det er faktisk på historiesiden. Han undgår simpelthen alle de amerikanske klicheer/propaganda, og derfor er vi frie for heltedyrkelse og andre former for glorificering. Kan man ikke tåle sandheden, jamen så burde man nok holde sig væk, for denne film er voldsom, uhyggelig og så realistisk i sin skildring, at man selv føler man er i krig. Scott har klaret opgaven med et 13 tal, og vi skal også huske på, at manden faktisk IKKE havde frie hænder til denne film. Det er godt nok et usædvanligt vellykket resultat, tillykke Scott. Det viser bare, at Scott er en magtfuld herre der kan holde selv en stor mand som Bruckheimer nede, det her er toppen folkens.

BHD er en krigsfilm med krudt og kugler, derfor skal man ikke forvente en dybere psykologisk portræt af soldaterne eller noget i den stil. Filmen skildrer et slag - derfor er det ren og skær en overlevelses film, set igennem amerikanske øjne, men heldigvis er Scott så dygtig en instruktør, at han aldrig forsøger at glorificere, og netop af den grund har vi idag et mere end vellykket resultat.

BHD er visuelt set et mesterværk. Det er den flotteste film jeg har set. Billederne er kaotiske, overvældende og overgår virkeligheden, det er simpelthen fremragende. Filmen er lavet i Marokko, da man ikke fik lov til at lave filmen i Mogadishu pga. uroligheder. Men der en ingen forskelle, for Scott har simpelthen fundet det rette sted, der minder om Mogadishu på mange måder, hvor man ser ødelæggende bygninger, stor fattigdom og alle de rædsler Somalien ellers er kendt for. Jeg har aldrig set en så realistisk og stemningsfuld film i mit liv. BHD er en film, hvor alt går flot op i en højere enhed. Lige fra filmens manuskript til filmens sidste effekt. Scott viser os, at krigen faktisk kan være smuk. Man fænges fra første til sidste minut og man sidder på kanten af stolen under hele forløbet. Filmens skræmmende og nærmest modbydelige indledning, hvor man får sig en lille smagsprøve, hvordan situationen er i Somalien. De rædsler befolkningen gennemgår, og Scotts budskab med filmen findes faktisk allerede i starten: At vi burde gribe ind og gør noget.

Alle ved, hvad Hans Zimmer står for. Her har han begået sin største score og min personlige favorit, som jeg selvfølgelig ejer. Musikken til BHD er simpelthen det bedste jeg nogensinde har hørt på film efterfulgt af soundtracket til The Rock og Gladiator. Zimmer inddrager simpelthen for det meste af tiden afrikansk baggrundsmusik, hvor vi virkelig fornemmer de rædsler og frem for alt, så afslører musikken, hvor vi egentlig er henne på planeten. Zimmer er både genial i de stille og voldsomme scener, hvor han ved nøjagtigt, hvordan man bliver grebet af det man ser på skærmen. Hvis man hører meget nøje efter det soundtrack, så vil man opdage mange herlige instrumenter, og det lyder bare så enestående, iørefaldende, smukt og poetisk. Det går aldrig hen og bliver amerikansk, og tak for det.

Jeg kan ikke sætte en finger på dette mesterværk. Men hvis jeg absolut skulle sige noget ondt om denne film, så skulle det være, at man faktisk ikke ved, hvem der har hovedroller eller biroler i filmen. Man følger mange forskellige personer under filmen, og derfor er det ikke meget man ser til Hartnett og andre af de unge. På den anden side kan det ”problem” forsvares, da denne film handler om en gruppe unge soldater, der blev kastet i et slag, hvor de kæmper for deres liv. Der er simpelthen ikke plads til alt muligt udenom snak, men kun ren overlevelse. Eric Bana er fremragende i sin lille bitte birolle og er filmens højdepunkt. Men Sizemore, Hartnett og alle andre er også gode, når de endelig kommer på skærmen. En ting må man rose skuespillerne for. De handler og opfører sig i hvert fald som rigtige soldater, og det skyldes jo, at de har tilbragt en del tid på bootcamp, som man ofte benytter sig af i forbindelse med krigsfilm.

BHD er gået hen og blevet en af de bedste film jeg har overværet. Det er også (visuelt set) en af de bedste film jeg har set. Spændingsmæssigt og tempomæssigt ligeledes. En film, der for mit vedkommende bliver bedre ved hvert gensyn, det er stort, det er overvældende, det er skræmmende, det er imponerende, det er toppen og fås næppe større efter min mening.