Jeg bed ikke på krogen

”Big Fish” er en omgang romantisk sødsuppe om en mand, der fortæller sin livshistorie til sin søn godt pyntet til med lidt fantasi. Ja, vi alle bilder os selv og hinanden løgne ind for at kunne holde livet ud, men det er jo ikke en ny pointe, og den bliver heller ikke serveret særligt spændende her. Tim Burton får til tider skruet nogle underholdende scener sammen i filmen, men den sukkersøde tone giver huller i tænderne. Ideen med, at vi bilder os selv nogle løgne ind for at gøre livet lettere eller sjovere, er relevant og spændende, og den kan bruges – og er blevet brugt – til mange gode historier. Men ”Big Fish” er ikke en god historie. Den er kedelig og konform. Ed Blooms liv sådan, som han fortæller det til sig selv og sin omverden, er ikke spændende eller fascinerende. Det er trivielt og kedeligt. For firkantet og simplificeret. Selv ”virkeligheden” i historien er poleret til. Og den ”virkelige” historie er forudsigelig. Man er jo ikke i tvivl om at sønnen bider på krogen og køber sin fars historie i sidste ende. ”Les Invasions Barbares” fra samme år er en langt mere spændende historie om en lystløgner og en livsnyder, der ligger for døden, mens hans søn tilsidesætter alt, hvad faren står for. Den film har langt flere niveauer og nuancer end ”Big Fish”. Jeg er måske lidt for hård ved fisken. Der er nogle underholdende elementer. Steve Buscemi er som sædvanlig god. Det samme er Helena Bonham Carter. Sidehistorien om hendes karakter(eller karakterer) var lidt mere interessant end resten af filmen. Nåja, musikken var også fremragende. Men ellers en noget overfladisk og hul fiskeskrøne.