..Melankoli..
6.0
Jeg må indrømme, at jeg er relativt begejstret for M. Night Shyamalan, men ikke ubetinget fan.
”Den Sjette Sans” var en velfungerende og original gyser, og bl.a. Haley Joel Osment’s præstation var ekstremt imponerende. Men når det så er sagt, har jeg nu svært ved opfatte filmen som et decideret mesterværk. Noget mere skeptisk er jeg overfor ”Signs”. Uden tvivl en speciel film, og hele invasionsperspektivet var så minimalistisk, at man må kun kan gi’ Shyamalan credit for originalitet. Ligeledes indeholdt filmen nogle få hårrejsende sekvenser, som fungerede rigtig godt - men resten (især slutningen) kørte helt af sporet efter min mening.
Til gengæld vil jeg driste mig til, at kalde “Unbreakable” for et undervurderet mesterværk, som (efter min mening) ganske enkelt blev bedømt på forkerte præmisser i kraft af “Den Sjette Sans”-succesen. Jeg har endnu ikke fået set “The Village”, men jeg tvivler nu på, at den vil forskyde min holdning ang. Shyamalans bedste film, nemlig “Unbreakable” - den moderne fortolkning af superhelte-universet.
Udover en fuldstændig forrygende billedside i afkølede blå nuancer samt spændende kameraføring, byder “Unbreakable” også på en stoisk rolig og uhyggeligt afdæmpet Bruce Willis. Som Force nævner, vil nogen måske ha’ svært ved at acceptere Mr. Action himself i denne rolle, men hvor meget jeg end elsker “Die Hard” og “The Last Boyscout”, så synes jeg bestemt, at denne præstation hører til blandt Willis’ absolut mest imponerende.
Udover det flotte skuespil og den originale fortolkning af superheltefilmen, er “Unbreakable” også et temmelig ukonventionelt studie i eksistentialisme. Som Elijah Price (Jackson) siger til sidst i filmen: “You know what the scariest thing is? To not know your place in this world…”
Årsagen til David Dunn’s (Willis) distancering og fremmedgørelse, er jo at han - ligesom Elijah - ikke har fundet sin eksistensberettigelse. Den følelse af sorg der rammer ham hver eneste morgen, skyldes netop hans manglende selvrealisering - at han ikke har fundet sin plads i verden.
Ligesom Elijah, er Dunn opslugt af apati og resignation, og denne frustration fører Dunn over på kone og barn, hvilket giver filmen en meget jordnær og menneskelig vinkel. Jeg blev i hvert fald suget helt ind i næsten hver eneste scene, hvor Dunn og familien forsøger at genfinde glæden. Hele familie-aspektet bevirker desuden, at filmen er endnu sværere at klassificere - drama, thriller, superheltefilm...? Det er et fascinerende mix.
Jeg synes ofte, at “Unbreakable” er blevet kritiseret pga. slutningen, og det at “twistet“ ikke var nær så overrumplende som i “Den Sjette Sans“. Jeg synes egentlig heller ikke, at twistet er ligeså gennemført, men jeg tror til gengæld heller ikke, at det har været Shyamalans intention. Tværtimod står “Unbreakable” i min bog, som en solid og original film - der slet ikke satser ligeså meget på plottwistet som “den Sjette Sans”. Det er nok også grunden til, at jeg bedre kan lide “Unbreakable” - den er hamrende fascinerende og omkranset af en spændende mystik, men hviler slet ikke i samme grad på afslutningen (som “Den Sjette Sans” gjorde i lidt for høj grad efter min mening).
Men det er da opløftende at læse, at jeg ikke er helt alene med begejstringen for denne film, og jeg vil i hvert fald anbefale den til alle, der er klar på en ukonventionel og interessant historie - med en usædvanlig afdæmpet mr. Willis…
”Den Sjette Sans” var en velfungerende og original gyser, og bl.a. Haley Joel Osment’s præstation var ekstremt imponerende. Men når det så er sagt, har jeg nu svært ved opfatte filmen som et decideret mesterværk. Noget mere skeptisk er jeg overfor ”Signs”. Uden tvivl en speciel film, og hele invasionsperspektivet var så minimalistisk, at man må kun kan gi’ Shyamalan credit for originalitet. Ligeledes indeholdt filmen nogle få hårrejsende sekvenser, som fungerede rigtig godt - men resten (især slutningen) kørte helt af sporet efter min mening.
Til gengæld vil jeg driste mig til, at kalde “Unbreakable” for et undervurderet mesterværk, som (efter min mening) ganske enkelt blev bedømt på forkerte præmisser i kraft af “Den Sjette Sans”-succesen. Jeg har endnu ikke fået set “The Village”, men jeg tvivler nu på, at den vil forskyde min holdning ang. Shyamalans bedste film, nemlig “Unbreakable” - den moderne fortolkning af superhelte-universet.
Udover en fuldstændig forrygende billedside i afkølede blå nuancer samt spændende kameraføring, byder “Unbreakable” også på en stoisk rolig og uhyggeligt afdæmpet Bruce Willis. Som Force nævner, vil nogen måske ha’ svært ved at acceptere Mr. Action himself i denne rolle, men hvor meget jeg end elsker “Die Hard” og “The Last Boyscout”, så synes jeg bestemt, at denne præstation hører til blandt Willis’ absolut mest imponerende.
Udover det flotte skuespil og den originale fortolkning af superheltefilmen, er “Unbreakable” også et temmelig ukonventionelt studie i eksistentialisme. Som Elijah Price (Jackson) siger til sidst i filmen: “You know what the scariest thing is? To not know your place in this world…”
Årsagen til David Dunn’s (Willis) distancering og fremmedgørelse, er jo at han - ligesom Elijah - ikke har fundet sin eksistensberettigelse. Den følelse af sorg der rammer ham hver eneste morgen, skyldes netop hans manglende selvrealisering - at han ikke har fundet sin plads i verden.
Ligesom Elijah, er Dunn opslugt af apati og resignation, og denne frustration fører Dunn over på kone og barn, hvilket giver filmen en meget jordnær og menneskelig vinkel. Jeg blev i hvert fald suget helt ind i næsten hver eneste scene, hvor Dunn og familien forsøger at genfinde glæden. Hele familie-aspektet bevirker desuden, at filmen er endnu sværere at klassificere - drama, thriller, superheltefilm...? Det er et fascinerende mix.
Jeg synes ofte, at “Unbreakable” er blevet kritiseret pga. slutningen, og det at “twistet“ ikke var nær så overrumplende som i “Den Sjette Sans“. Jeg synes egentlig heller ikke, at twistet er ligeså gennemført, men jeg tror til gengæld heller ikke, at det har været Shyamalans intention. Tværtimod står “Unbreakable” i min bog, som en solid og original film - der slet ikke satser ligeså meget på plottwistet som “den Sjette Sans”. Det er nok også grunden til, at jeg bedre kan lide “Unbreakable” - den er hamrende fascinerende og omkranset af en spændende mystik, men hviler slet ikke i samme grad på afslutningen (som “Den Sjette Sans” gjorde i lidt for høj grad efter min mening).
Men det er da opløftende at læse, at jeg ikke er helt alene med begejstringen for denne film, og jeg vil i hvert fald anbefale den til alle, der er klar på en ukonventionel og interessant historie - med en usædvanlig afdæmpet mr. Willis…
19/05-2005
