Mørke sider...
4.0
Den uigenkaldeligt sidste del af Star Wars filmene skulle ikke blot vise Anakins fald til den mørke af kraften, men også binde hele sagaen sammen. Og hvordan gik det så?
Tja, det er underholdende, og det hænger faktisk sammen, så det er lykkes for Lucas at få puslespillet til at gå op med hensyn til den kronologiske sammenhæng. Til gengæld er der stadig en del ærgerlige ting i den sidste film. Ærgerlige fordi resultatet ellers kunne have langt bedre end blot en action film noget over gennemsnittet.
Det største problem er selve hovedpersonen spillet af Hayden Christensen, der slet ikke er dygtig nok til at give Anakin den dybde og mørke, der skal til uden at virke anstrengt og teatralsk. Ved siden af en virkeligt dygtige skuespillere som Ewan McGregor, Samuel L. Jackson eller især Ian McDiarmid virker Hayden nærmest som om, han ikke aner hvilken fjern galakse han er i for lang, lang tid siden...
Men han får hun heller ikke meget hjælp af plottet, der nærmest krampagtigt støtter sig alene til en lidt påklistret kærlighedshistorie som grundlag for Anakins skæbne. Det kunne der sagtens have været gjort en del mere ud af. Ikke fordi plottet ikke hænger sammen - tvært imod - men fordi det bare ikke lykkes at fortælle historien overbevisende nok. Hvis Anakin gør det hele for kærligheden, så virker det ærligt talt noget utroværdigt, at han forventer, at Padmé bliver ved med at elske ham - for piger holder jo så meget af fyre, der myrder små, uskyldige børn...
At han holder ting hemmelige for hende siger også meget om, at han godt ved, hvad hun vil tro, men alligevel påstår plottet, at han udelukkende gør det for hendes skyld. Det er altså lidt svær at sluge det, når Anakin forsøger at overbevise Padmé om, at de skal regere galaksen sammen, når Lucas nu har brugt så meget tid på at vise præsis hvor hårdt Padmé er villig til at slås for demokratiets idealer...
Det kærlighedsmotiv støtter filmen sig helt og holdent til, og det er en krykke, der knager noget under byrden... Det kunne sagtens have være supplementeret langt bedre med andre overbevisende motiver.
Nu vil nogen så indvende, at det gør den også. Det er sådan set sandt nok, men det kommer bare ikke klart til udtryk, og det er den slags, der gør, at man ville ønske, at Lucas lod nogle andre få indflydelse på, hvordan replikkerne skal være i filmen. Misforstå mig nu ikke - selve plottet håndterer Lucas helt glimrende, men replikkerne er sandt at sige noget fortærskede undervejs. Dog ikke hele tiden - Padmés kommentarer til, hvordan demokratiet dør, er f.eks. helt fremragende.
Ian McDiarmids replikker er faktisk ikke så spændende, men han viser til gengæld så stort skuespil, at det også er helt unødvendigt - Ian McDiarmids Palpatine er uden sammenligning filmens helt store skuespillerpræstation, og han ejer i den grad lærredet, hver gang han dukker op. Kun Samuel L. Jackson formår at give ham en lille smule modspil på den front. Det er dog interessant, at Lucas næsten ordret lader Palpatine citere George W. Bush - tættere kan man vist ikke komme på en politisk kommentar i amerikansk mainstream film uden at nogen kommer frem med den store saks. Det skal blive interessant at se, om det får nogen konsekvenser, når alle præsidentens mænd engang opdager, hvad der egentlig bliver antydet her... Men måske kan Lucas slippe fra det uden påtale, fordi Star Wars ikke vurderes til at være "seriøst" nok på de "alvorlige" planer. Det plejer jo trods alt at være fordelen i at lave science fiction (tænk bare på Star Trek i 60'erne, der dog gik for langt, da man lod en hvid mand kysse en sort kvinde - uha!). Havde dog ikke ventet at se det i Star Wars, men hatten af til Lucas for, at han tør. Om Palpatines korruption af republikken og demokratiets efterfølgende undergang er en kommentar om nutidens politiske udvikling i instruktørens hjemland må den enkelte så selv vurdere. Det er dog interessant at bemærke sig, at Palpatines manipulationer først for alvor ses i Episode II, der kom i 2002 og dermed pænt efter 11. september. Det ville dog ikke ligne Lucas så bevidst at kommentere politisk, men hvem ved?
En helt anden ting omkring replikkerne er de nye Star Wars films noget irriterende tendens til at skulle citere sig selv. Gang på gang skal vi høre nogen repetere tidligere citater fra den oprindelige (og kronologisk senere) trilogi. Pointen er nok at trække på det kendte og dermed skabe forbindelse til de tidligere film, men meget af tiden virker det faktisk bare irriterende uoriginalt og billigt.
Det er også frustrende at vi IGEN skal høre Wookier lave Tarzan-skrig, når de svinger sig gennem luften - det var altså tyndt nok allerede første gang i "Return of the Jedi", men da kunne vi i det mindste smile en lille smule over det. Det er sådan en gag, man kun skal lave en gang. Hvis man absolut skal lave sådan en igen, så referer dog i det mindste i en anden retning end til Tarzan igen. Det kan selvfølgelig være svært at finde noget, der er lige så klassisk genkendeligt som Tarzans brøl, men så er det faktisk bedre helt at lade være. Ja, den scene varer kun få sekunder, men jeg ved, at det er en, der igen og igen vil pine mig. Øv altså!
Darth Vaders skrig i slutningen af filmen virker også malplaceret. At lade Vader iført den sorte maske og hele uniformen skrige i frustration og sorg virker ikke - det skulle man have ladet være det sidste Anakin gør, før den sidste rest af hans menneskelighed dør og derefter "begraves" under masken. Det havde fungeret meget bedre symbolsk.
Her er der også lidt af et hul i plottet. Hele pointen med Anakins fald er, at han har ambitioner om, at han skal blive den mægtigste jedi nogensinde, og Palpatine tilbyder ham netop den største kraft og masser af magt. Okay, men hvor de henne? Hvad er det for en altoverskyggende og fantastisk magt, som Anakin skal lære? Tja, den er vist blevet glemt undervejs... Som om hele Anakins potentiale, som der er blevet bygget op til i hele den nye trilogi bare bliver glemt, fordi det ikke er belejligt at vise den. Jeg kan stadig ikke se, hvorfor det er så tvingende nødvendigt for Palpatine at få Anakin som sin nye lærling, når det eneste han åbenbart duer til er at myrde forsvarsløse børn, diplomater og handelsfolk... Det får vi aldrig noget svar på nu.
Men ellers fungerer det hele fint. Der er masser af action og drabelige rumkampe, især i begyndelsen af filmen, og senere før de uden sammenligning heftigste lyssværds-dueller hidtil set! Tro mig, duellen mod Darth Maul i Episode er ingenting mod de afgørende dueller her! Selve det overordnede plot fungerer fint nok. Det mangler den snert af manipulation, som var så interessant i Episode II, fordi Palpatine nu blot fører sin plan videre til dens kolde, logiske konklusion, men underholdende er det.
Solide præstationer af Ewan McGregor, Samuel L. Jackson, Natalie Portman og især Ian McDiarmid. Hayden Christensen er dog desværre lige så fortabt som i Episode II, og truer med at synke helt sammen under rollen.
Undervejs krydres det hele også med John Williams' klassiske Star Wars temaer. Man kunne frygte, at de efterhånden er spillet så mange gange, at de falder fra hinanden, men man må henrykkes over, hvordan det lykkes for Williams at tilføje nyt fantatisk materiale og dermed gøre det hele værd at høre igen og igen. Nogle af de nye temaer er faktisk lige så fantastiske og originale, som dem vi kender så godt i forvejen, og det er egentlig noget af en præstation.
Hvis jeg kunne ville jeg give den sidste Star Wars film 4½ stjerner, men fem kan det ikke blive til. Den er omtrent på højde med Episode II, men måske lige en anelse under. Episode V er dog stadig uden sammenligning den bedste af Star Wars filmene men den oprindelige Episode IV som den næstbedste.
Tja, det er underholdende, og det hænger faktisk sammen, så det er lykkes for Lucas at få puslespillet til at gå op med hensyn til den kronologiske sammenhæng. Til gengæld er der stadig en del ærgerlige ting i den sidste film. Ærgerlige fordi resultatet ellers kunne have langt bedre end blot en action film noget over gennemsnittet.
Det største problem er selve hovedpersonen spillet af Hayden Christensen, der slet ikke er dygtig nok til at give Anakin den dybde og mørke, der skal til uden at virke anstrengt og teatralsk. Ved siden af en virkeligt dygtige skuespillere som Ewan McGregor, Samuel L. Jackson eller især Ian McDiarmid virker Hayden nærmest som om, han ikke aner hvilken fjern galakse han er i for lang, lang tid siden...
Men han får hun heller ikke meget hjælp af plottet, der nærmest krampagtigt støtter sig alene til en lidt påklistret kærlighedshistorie som grundlag for Anakins skæbne. Det kunne der sagtens have været gjort en del mere ud af. Ikke fordi plottet ikke hænger sammen - tvært imod - men fordi det bare ikke lykkes at fortælle historien overbevisende nok. Hvis Anakin gør det hele for kærligheden, så virker det ærligt talt noget utroværdigt, at han forventer, at Padmé bliver ved med at elske ham - for piger holder jo så meget af fyre, der myrder små, uskyldige børn...
At han holder ting hemmelige for hende siger også meget om, at han godt ved, hvad hun vil tro, men alligevel påstår plottet, at han udelukkende gør det for hendes skyld. Det er altså lidt svær at sluge det, når Anakin forsøger at overbevise Padmé om, at de skal regere galaksen sammen, når Lucas nu har brugt så meget tid på at vise præsis hvor hårdt Padmé er villig til at slås for demokratiets idealer...
Det kærlighedsmotiv støtter filmen sig helt og holdent til, og det er en krykke, der knager noget under byrden... Det kunne sagtens have være supplementeret langt bedre med andre overbevisende motiver.
Nu vil nogen så indvende, at det gør den også. Det er sådan set sandt nok, men det kommer bare ikke klart til udtryk, og det er den slags, der gør, at man ville ønske, at Lucas lod nogle andre få indflydelse på, hvordan replikkerne skal være i filmen. Misforstå mig nu ikke - selve plottet håndterer Lucas helt glimrende, men replikkerne er sandt at sige noget fortærskede undervejs. Dog ikke hele tiden - Padmés kommentarer til, hvordan demokratiet dør, er f.eks. helt fremragende.
Ian McDiarmids replikker er faktisk ikke så spændende, men han viser til gengæld så stort skuespil, at det også er helt unødvendigt - Ian McDiarmids Palpatine er uden sammenligning filmens helt store skuespillerpræstation, og han ejer i den grad lærredet, hver gang han dukker op. Kun Samuel L. Jackson formår at give ham en lille smule modspil på den front. Det er dog interessant, at Lucas næsten ordret lader Palpatine citere George W. Bush - tættere kan man vist ikke komme på en politisk kommentar i amerikansk mainstream film uden at nogen kommer frem med den store saks. Det skal blive interessant at se, om det får nogen konsekvenser, når alle præsidentens mænd engang opdager, hvad der egentlig bliver antydet her... Men måske kan Lucas slippe fra det uden påtale, fordi Star Wars ikke vurderes til at være "seriøst" nok på de "alvorlige" planer. Det plejer jo trods alt at være fordelen i at lave science fiction (tænk bare på Star Trek i 60'erne, der dog gik for langt, da man lod en hvid mand kysse en sort kvinde - uha!). Havde dog ikke ventet at se det i Star Wars, men hatten af til Lucas for, at han tør. Om Palpatines korruption af republikken og demokratiets efterfølgende undergang er en kommentar om nutidens politiske udvikling i instruktørens hjemland må den enkelte så selv vurdere. Det er dog interessant at bemærke sig, at Palpatines manipulationer først for alvor ses i Episode II, der kom i 2002 og dermed pænt efter 11. september. Det ville dog ikke ligne Lucas så bevidst at kommentere politisk, men hvem ved?
En helt anden ting omkring replikkerne er de nye Star Wars films noget irriterende tendens til at skulle citere sig selv. Gang på gang skal vi høre nogen repetere tidligere citater fra den oprindelige (og kronologisk senere) trilogi. Pointen er nok at trække på det kendte og dermed skabe forbindelse til de tidligere film, men meget af tiden virker det faktisk bare irriterende uoriginalt og billigt.
Det er også frustrende at vi IGEN skal høre Wookier lave Tarzan-skrig, når de svinger sig gennem luften - det var altså tyndt nok allerede første gang i "Return of the Jedi", men da kunne vi i det mindste smile en lille smule over det. Det er sådan en gag, man kun skal lave en gang. Hvis man absolut skal lave sådan en igen, så referer dog i det mindste i en anden retning end til Tarzan igen. Det kan selvfølgelig være svært at finde noget, der er lige så klassisk genkendeligt som Tarzans brøl, men så er det faktisk bedre helt at lade være. Ja, den scene varer kun få sekunder, men jeg ved, at det er en, der igen og igen vil pine mig. Øv altså!
Darth Vaders skrig i slutningen af filmen virker også malplaceret. At lade Vader iført den sorte maske og hele uniformen skrige i frustration og sorg virker ikke - det skulle man have ladet være det sidste Anakin gør, før den sidste rest af hans menneskelighed dør og derefter "begraves" under masken. Det havde fungeret meget bedre symbolsk.
Her er der også lidt af et hul i plottet. Hele pointen med Anakins fald er, at han har ambitioner om, at han skal blive den mægtigste jedi nogensinde, og Palpatine tilbyder ham netop den største kraft og masser af magt. Okay, men hvor de henne? Hvad er det for en altoverskyggende og fantastisk magt, som Anakin skal lære? Tja, den er vist blevet glemt undervejs... Som om hele Anakins potentiale, som der er blevet bygget op til i hele den nye trilogi bare bliver glemt, fordi det ikke er belejligt at vise den. Jeg kan stadig ikke se, hvorfor det er så tvingende nødvendigt for Palpatine at få Anakin som sin nye lærling, når det eneste han åbenbart duer til er at myrde forsvarsløse børn, diplomater og handelsfolk... Det får vi aldrig noget svar på nu.
Men ellers fungerer det hele fint. Der er masser af action og drabelige rumkampe, især i begyndelsen af filmen, og senere før de uden sammenligning heftigste lyssværds-dueller hidtil set! Tro mig, duellen mod Darth Maul i Episode er ingenting mod de afgørende dueller her! Selve det overordnede plot fungerer fint nok. Det mangler den snert af manipulation, som var så interessant i Episode II, fordi Palpatine nu blot fører sin plan videre til dens kolde, logiske konklusion, men underholdende er det.
Solide præstationer af Ewan McGregor, Samuel L. Jackson, Natalie Portman og især Ian McDiarmid. Hayden Christensen er dog desværre lige så fortabt som i Episode II, og truer med at synke helt sammen under rollen.
Undervejs krydres det hele også med John Williams' klassiske Star Wars temaer. Man kunne frygte, at de efterhånden er spillet så mange gange, at de falder fra hinanden, men man må henrykkes over, hvordan det lykkes for Williams at tilføje nyt fantatisk materiale og dermed gøre det hele værd at høre igen og igen. Nogle af de nye temaer er faktisk lige så fantastiske og originale, som dem vi kender så godt i forvejen, og det er egentlig noget af en præstation.
Hvis jeg kunne ville jeg give den sidste Star Wars film 4½ stjerner, men fem kan det ikke blive til. Den er omtrent på højde med Episode II, men måske lige en anelse under. Episode V er dog stadig uden sammenligning den bedste af Star Wars filmene men den oprindelige Episode IV som den næstbedste.
19/05-2005
