gyserstrangulation

Renny Harlins Eksorcisten: Begyndelsen var dødsdømt allerede fra opstarten af. Efter en notorisk kompliceret tilblivelse skrottede Warner Bros. studierne Paul Schraders mere psykologisk drevne version, omskrev manuskriptet betydeligt så det indeholdte flere crowd-pleasing splatsekvenser, og hyrede så Harlin, der ikke ligefrem er kendt for at mestre det subtile filmhåndværk, til at håndtere iscenesættelsen. Harlin har ikke leveret noget nævne- eller seværdigt siden den effektive Deep Blue Sea og hans inkompetence har tydeligvis taget overhånd. Adder dette med hans manglende erfaring indenfor den mere psykologiskprægede gyser-genre, og Eksorcisten: Begyndelsen er et uundgåeligt flop, der langtfra retter op på Harlins skamfulde renomme.

Denne prequel udforsker Pater Merrins tidligere bekendtskab og sammenstød med djævleuddrivelse, men den savner fuldstændig stemningen og den evidente uhygge fra Friedkins virkningsfulde originale film, der ofte er blevet erklæret som en af alle tiders mest skræmmende film og er en sand gyserklassiker. Eksistensgrundlaget for Harlins film kan sammensættes af fem bogstaver (p-e-n-g-e), og den underambitiøse tilgang kan tydeligt mærkes. Stellan Skarsgård er altid seværdig, men overraskende nok er han alligevel både velspillende og sympatisk i dette makværk af en film. Hvis det ikke var for Harlins umættelige trang til eksplicitte og unødvendige flashbacks, der uvirtuost forklarer Merrins plagede sind og manglende tro på Gud på grund af bestialske krigstraumer, ville man faktisk kunne ane en psykologisk dybde i karakteren, da Skarsgård på fornuftig vis visualiserer disse momentvis. Desværre er personskildringen gennemgående overfladisk og stillestående, hvor Harlin i tilgift strækker spilletiden alt for meget takket være ligegyldige sidehistorier, der ikke bidrager med andet end irritation til hovedhistorien. En del af skylden skal dog også gå til det fragmentariske og ufokuserede manuskript, der forudsigeligt anvender religiøst nonsens uden indsigt til at fortælle en klichefyldt og ultimativ stupid gyserfilm.

Eksorcisten: Begyndelsen besidder en bastant underholdning, der klart fungerer til dens fordel, men underholdningen kvæles desværre i billige chokeffekter og forslidte og ueffektive virkemidler. Her er der absolut ingen insinuerende uhygge, kun bombastisk plat-splat. CGI-effekterne er uholdbare og klodsede anvendt, langtfra en integreret del af filmen, hvor scenografien til gengæld er gennemført. Momentvis er Eksorcisten: Begyndelsen faktisk også en smule stemningsfyldt, om end noget spændingsforladt, men filmens største mangel er uden tvivl det lusede omdrejningspunkt, der ikke bringer nogen fornemmelse for den uhåndgribelige ondskab, som Friedkin så mesterligt iscenesatte suggestivt i den oprindelige Eksorcisten. Desuden virker det ikke som om Harlin er klar over, hvilken genre han egentlig befinder sig i. Vi får både hårdtpumpet action, ’storslåede’ (læs: minimalistiske) slagsscener og komiske sekvenser, hvor humoren dog er ganske ufrivillig.

Harlin har med denne film fortsat sit filmiske nedturskorstog, der meget snart rammer bunden (eller allerede har gjort det med et hult brag). Ydermere har han bragt kommerciel skam over en af filmhistoriens mest elskede/frygtede gyserfilm, og det er da nærmest en bedrift i sig selv. Jeg glæder mig til at se Schraders version, da den umuligt kan være ligeså ringe og pinlig som denne kiksede omgang juks.