behagesyg sentimentalitet

Harmløs, men ultimativ debil romantisk komedie, hvis underholdningsniveau er så lavt, at ikke engang tæerne bliver våde. Instruktøren Andy Tennant (hvis seneste film, den charmerende Hitch med Will Smith, er langt mere kvalitativ end dette stupide og fornærmende ringe makværk) har på nærmest beundringsværdigt vis formået at påfylde Sweet Home Alabama til kanten med genrens mest fortærskede og uoriginale klicheer, og i tilgift leveres disse med et skræmmende fravær af charme og humoristisk indsigt.

Reese Witherspoon har aldrig vist talenter for skuespillerfagets facetter (det nærmeste, hun kom på dette, var i Roger Kumbles overraskende gode Cruel Intentions), og hun er da både røvirriterende og håbløs typecastet i denne film. Karaktererne er nu heller ikke mere end endimensionale karikaturer uden skyggen af substans, men talentfulde skuespillere ville nu alligevel godt have kunnet opbygget en interesse og seværdighed. Josh Lucas, som jeg respekterer meget som skuespiller, udviser et engagement, der matcher filmens kvaliteter, og det er en stor skam at skulle overvære ham i en så kommerciel og uophidsende rolle. Handlingen er nærmest ikke-eksisterende, og de enkelte momenter af en faktuel historie, er proppet med irrationelle og ulogiske handlinger samt imbecile karakterer. Hvorfor er det altid, at manden, der efterlades ved alteret, tager det med oprejst pande uden tegn på hverken bebrejdelse eller bitterhed? Værre bliver det i Sweet Home Alabama, hvor Tennant har forsøgt at give en psykologisk forklaring på reaktionen (noget med at den forkælede forlovede endelig lærer og værdsætter følelsen af at blive vraget).

Nu er det ikke fordi jeg er indædt hader af denne overromantiserede og naive genre, der faktisk ofte har budt på underholdende film med lattervenlig eskapisme til følge (som førnævnte Hitch), men ikke engang på filmens egne forudsigelige præmisser, kan Sweet Home Alabama fraryste sig dens hovedrystende elendighed. En førsteklasses stinker!