ingen genuin kraft
3.0
Personligt har jeg aldrig været den store Star Wars-fan, og jeg har aldrig helt forstået hvorfor filmene er blevet dyrket med så semi-religiøse overtoner, som mange (undertegnede inkluderet) ligeså gør med Peter Jacksons ubeskrivelige Ringenes Herre-film. Min uforståenhed skal dog ikke anses som an ’anklage’ mod de inkarnerede fans af George Lucas’ futuristiske sagaer, men jeg har bare aldrig passeret det ordinære nyder-niveau. Filmene er utvivlsomt en smule uimodståelige gennem den bevidste og oprigtige naivitet (med en tydelig bagvedliggende intelligens) og har da også som få været med til at definere den mere optimistiske del i sci-fi genren.
Lucas’ intentioner med sin tilbagevenden til Star Wars-universet i instruktørstolen (efter den benhårde og udmattende optagelsesproces med Episode 4 svor han ellers, at han ikke ville påtage sig den byrde igen. Dog var han kreativ bagmand bag både Episode 5 og 6) har været at beskrive Anakin Skywalkers’ tragiske forfald til universets mest frygtindgydende skurk, Darth Vader. Om dette danner en fyldig baggrundsramme for hele 3 film er tvivlsomt, men Lucas’ har i tilgift kreeret en mere kompleks historie omkring dette. En historie, der indeholder magtdominerende globalisering, politisk korruption og bedrag, selvopofrelse, osv., der dog serveres alt for unødvendig over-kompliceret og uengagerende. Det er forståeligt, at Lucas’ ambitioner er steget markant siden ’the good old days’, men Episode 1 er en overambitiøs affære, hvor man hurtigt kommer til at savne den uprætentiøse og uhøjtidelige stemning, som de originale film besad. Oftest forvirres man en smule, og forvirringen bliver nemt til irritation, da Lucas tydeligvis mangler en konsekvent sorteringssans, muligvis udløst af hans barnlige fryd ved tilbagevendingen. Som eksempel kan nævnes podracer-løbet, der fylder uproportionalt meget i filmen. Jo, det er flot at overvære, og indimellem fænges man da også tilfredsstillende. Sekvensen besidder bare ikke den store filmiske signifikans (og ja, jeg ved godt, de ellers ikke kunne komme fra planeten), hvorved den aldrig bliver en integreret del af historien. Et problem, som ingen af de forrige film for alvor måtte døje med.
De nyankomne skuespillere, der behændigt må kæmpe med endimensionale figurer og tung dialog (med én enkelt genistreg), gør det faktisk overraskende godt. Liam Neeson udstråler respektindgydende og menneskelig autoritet, mens Ewan McGregor er lidt usikker, men hovedsagligt velspillende som en ung Obi-Wan Kenobi. Den underskønne Natalie Portman (det er uundgåeligt ikke at forelske sig i hende i Zach Braffs mesterlige Garden State) er indledningsvis anonym som den unge prinsesse, der må stå til ansvar for urimelige høje konsekvenser, men træder i karakter i løbet af filmen. Meget berettiget er tilførslen af den første digitale animerede karakter nogensinde (hvis min hukommelse ikke fejler) blevet udskældt og nedhaglet ubegrænset meget. Ikke på grund af animation (der virkelig er gennemført), men på grund af fremstillingen. Jar Jar Binks (med komikeren Ahmed Best som skabelon og irriterende stemme) er en rædselsfuld ny figur i Star Wars-universet, da han er så gennemgående pjattet og fornærmede pågående, at han suger al dramatikken og seriøsiteten ud af de scener, som han er med i (som desværre er mange). Og nu til hele omdrejningspunktet; opdagelsen af den potentialefyldte og talentfulde Anakin Skywalker, der har en høj og karismatisk plads i filmhistorien. Desværre bygger Lucas skrøbelige broer til de fremtidige episoder med hans skildring af Anakin. Relationerne er fjerne, og vores kendskab til hans bedrageriske tilstand senere hen gør skildringen unuanceret og alt for skarpt opdelt. I Episode 1 får han nærmest en helgen-status med en direkte Jesus-komparation (senere tilsat en åbenlys Darwinisme). Tilføj derudover den forfærdelige barneskuespiller Jake Lloyd og udsigterne er ikke gode. Heldigvis ved vi dog, at Lucas løftede kvalitetsniveauet betydeligt med Episode 2.
Lucas udviser med Episode 1 ikke en mindeværdig flair for dramatik. På trods af filmens høje tempo, medrives man sjældent, og spændingskurven er meget svingende. Tematisk set er Episode 1 tynd, overfladisk og fragmentarisk. Der gribes ud til højre og venstre uden fast stillingtagen, og tematikken fungerer kun som obligatorisk fyld mellem de storslåede effekter. Nu forventede jeg naturligvis ikke dybdegående observationer om menneskelig adfærd, men hvis en film skal celebreres som et mesterværk (jeg vil postulere, at de færreste betragter Episode 1 som dette), skulle den gerne besidde en konsekvent og muligvis filosoferende tematik. Filmens minimalistiske substans gør ligeledes, at der på intet tidspunkt kaldes på de store følelser.
CGI-mæssigt har George Lucas og hans kooperation ILM haft stor betydning via deres innoverende teknikker, og selvom Episode 1 ikke er en milepæl for digitale effekter, så besidder den utvivlsom en episk og monumental billedside, der er dybt betagende at overvære. Lucas er en stærk visionær (og en udmærket underholder), der ofte forfalder til skamløst effektjageri, men da disse er så beundringsværdige og flotte, irriteres man ikke synderligt. Scenografisk er filmen ligeledes enestående, men den savner de virkelig fascinerende og medrivende kampsekvenser, som Ringenes Herre besad i overflod. Darth Maul opgøret er dog vidunderlig iscenesat, helt klart filmens store højdepunkt. Her går spændingen, effekterne, intensiteten og musikken (John Williams’ forrygende kompositioner er både pragtfulde og intimiderende) op i en højere enhed, så man sidder tilbage med myrekryb og barnlig fryd. Desværre er opgæret forholdsvis kort, hvorved man fokuserer på, at Episode 1 sporadisk er ufrivillig komisk.
Lucas har med Episode 1-3 indladt sig selv i nogle ømtålelige prequels, der både skal skaffe nye fans og tilfredsstille gamle tilhængere. Det lykkedes ham ikke med Episode 1, der ofte er anstrengende og kedelig og ikke nær så epokegørende, som mange havde forventet. Karaktermæssigt ligger den et sted mellem 2 og 3 stjerner.
Lucas’ intentioner med sin tilbagevenden til Star Wars-universet i instruktørstolen (efter den benhårde og udmattende optagelsesproces med Episode 4 svor han ellers, at han ikke ville påtage sig den byrde igen. Dog var han kreativ bagmand bag både Episode 5 og 6) har været at beskrive Anakin Skywalkers’ tragiske forfald til universets mest frygtindgydende skurk, Darth Vader. Om dette danner en fyldig baggrundsramme for hele 3 film er tvivlsomt, men Lucas’ har i tilgift kreeret en mere kompleks historie omkring dette. En historie, der indeholder magtdominerende globalisering, politisk korruption og bedrag, selvopofrelse, osv., der dog serveres alt for unødvendig over-kompliceret og uengagerende. Det er forståeligt, at Lucas’ ambitioner er steget markant siden ’the good old days’, men Episode 1 er en overambitiøs affære, hvor man hurtigt kommer til at savne den uprætentiøse og uhøjtidelige stemning, som de originale film besad. Oftest forvirres man en smule, og forvirringen bliver nemt til irritation, da Lucas tydeligvis mangler en konsekvent sorteringssans, muligvis udløst af hans barnlige fryd ved tilbagevendingen. Som eksempel kan nævnes podracer-løbet, der fylder uproportionalt meget i filmen. Jo, det er flot at overvære, og indimellem fænges man da også tilfredsstillende. Sekvensen besidder bare ikke den store filmiske signifikans (og ja, jeg ved godt, de ellers ikke kunne komme fra planeten), hvorved den aldrig bliver en integreret del af historien. Et problem, som ingen af de forrige film for alvor måtte døje med.
De nyankomne skuespillere, der behændigt må kæmpe med endimensionale figurer og tung dialog (med én enkelt genistreg), gør det faktisk overraskende godt. Liam Neeson udstråler respektindgydende og menneskelig autoritet, mens Ewan McGregor er lidt usikker, men hovedsagligt velspillende som en ung Obi-Wan Kenobi. Den underskønne Natalie Portman (det er uundgåeligt ikke at forelske sig i hende i Zach Braffs mesterlige Garden State) er indledningsvis anonym som den unge prinsesse, der må stå til ansvar for urimelige høje konsekvenser, men træder i karakter i løbet af filmen. Meget berettiget er tilførslen af den første digitale animerede karakter nogensinde (hvis min hukommelse ikke fejler) blevet udskældt og nedhaglet ubegrænset meget. Ikke på grund af animation (der virkelig er gennemført), men på grund af fremstillingen. Jar Jar Binks (med komikeren Ahmed Best som skabelon og irriterende stemme) er en rædselsfuld ny figur i Star Wars-universet, da han er så gennemgående pjattet og fornærmede pågående, at han suger al dramatikken og seriøsiteten ud af de scener, som han er med i (som desværre er mange). Og nu til hele omdrejningspunktet; opdagelsen af den potentialefyldte og talentfulde Anakin Skywalker, der har en høj og karismatisk plads i filmhistorien. Desværre bygger Lucas skrøbelige broer til de fremtidige episoder med hans skildring af Anakin. Relationerne er fjerne, og vores kendskab til hans bedrageriske tilstand senere hen gør skildringen unuanceret og alt for skarpt opdelt. I Episode 1 får han nærmest en helgen-status med en direkte Jesus-komparation (senere tilsat en åbenlys Darwinisme). Tilføj derudover den forfærdelige barneskuespiller Jake Lloyd og udsigterne er ikke gode. Heldigvis ved vi dog, at Lucas løftede kvalitetsniveauet betydeligt med Episode 2.
Lucas udviser med Episode 1 ikke en mindeværdig flair for dramatik. På trods af filmens høje tempo, medrives man sjældent, og spændingskurven er meget svingende. Tematisk set er Episode 1 tynd, overfladisk og fragmentarisk. Der gribes ud til højre og venstre uden fast stillingtagen, og tematikken fungerer kun som obligatorisk fyld mellem de storslåede effekter. Nu forventede jeg naturligvis ikke dybdegående observationer om menneskelig adfærd, men hvis en film skal celebreres som et mesterværk (jeg vil postulere, at de færreste betragter Episode 1 som dette), skulle den gerne besidde en konsekvent og muligvis filosoferende tematik. Filmens minimalistiske substans gør ligeledes, at der på intet tidspunkt kaldes på de store følelser.
CGI-mæssigt har George Lucas og hans kooperation ILM haft stor betydning via deres innoverende teknikker, og selvom Episode 1 ikke er en milepæl for digitale effekter, så besidder den utvivlsom en episk og monumental billedside, der er dybt betagende at overvære. Lucas er en stærk visionær (og en udmærket underholder), der ofte forfalder til skamløst effektjageri, men da disse er så beundringsværdige og flotte, irriteres man ikke synderligt. Scenografisk er filmen ligeledes enestående, men den savner de virkelig fascinerende og medrivende kampsekvenser, som Ringenes Herre besad i overflod. Darth Maul opgøret er dog vidunderlig iscenesat, helt klart filmens store højdepunkt. Her går spændingen, effekterne, intensiteten og musikken (John Williams’ forrygende kompositioner er både pragtfulde og intimiderende) op i en højere enhed, så man sidder tilbage med myrekryb og barnlig fryd. Desværre er opgæret forholdsvis kort, hvorved man fokuserer på, at Episode 1 sporadisk er ufrivillig komisk.
Lucas har med Episode 1-3 indladt sig selv i nogle ømtålelige prequels, der både skal skaffe nye fans og tilfredsstille gamle tilhængere. Det lykkedes ham ikke med Episode 1, der ofte er anstrengende og kedelig og ikke nær så epokegørende, som mange havde forventet. Karaktermæssigt ligger den et sted mellem 2 og 3 stjerner.
25/05-2005
