Til barbeque med Kurt Russell!
5.0
Er man ”in the mood for” et godt psykologisk gys suppleret med eminente special effects og fremragende skuespillere eller blot en kultfilm, der viste sig at være forud for sin tid da den kom frem, er den mesterlige ”The Thing” et oplagt valg! Ikke nok med at filmen indeholder nogle af datidens allerbedste og mest hårrejsende væmmelige effekter, så ligger den også inde med et psykologisk og velskrevet gys i sværvægterklassen! Kurt Russell ligger i front og sørger for at skuespillet ikke halter derefter og filmens cast er ualmindeligt velspillende og alle formår at fremstille den paranoide stemning på forskellig vis! Kort sagt er ”The Thing” en film man sent vil glemme…
Handlingen er et eller andet sted håbløs banal og som taget ud fra en klodset b-film; En ekspedition på Antarktis bliver præsenteret for et fæl rumvæsen der viser sig at kunne påtage sig andre væseners skikkelse og imitere dem på troværdig vis! Lejren bliver infiltreret af monsteret og langsomt går det op for de forskellige besætningsmedlemmer at de ikke kan stole på hinanden da alle i teorien kunne være en imitation af dette monster! I hænderne på mange instruktører ville dette med al sandsynlighed ende i skraldespanden med det hemmelige stempel ”sikke en gang pis”, men John Carpenter har andre planer og skaber i stedet en hårrejsende og fortættet gyser hvor det psykologiske gys, trods det kulørte udbud af vellavede special effects, er i hovedsædet! Sjældent har en så paranoid stemning fået fodfæste hjemme foran fjernsynet som tilfældet var med denne film! Spænding stiger for hvert sekund og man kan kun gisne i stilhed om hvem der stadig er menneske og hvem der så sandelig ikke er det…
Hvad der for alvor bidrager til den dystre og intense stemning er Ennio Morricones fabelagtige score! Det emmer af stemning, gys og gru, og selvom det langt fra bør sammenlignes med hans tidligere værker fungerer det upåklageligt! Den monotone basgang der kører næsten uafbrudt lyser op af fortættet spænding og den paranoide stemning forøges konstant takket være dette mesterligt, dog uhyre simpelt komponerede ”score”! Det lugter langt væk af kvalitet og selvom det i nutiden virker lidt ”kitchet” og en anelse ”cheesy” passer det forrygende godt til denne kultfilms trykkede og lettere futuristiske stemning! Muligvis ikke et mesterværk, men helt klart en mesters værk…
Selvom det psykologiske gys ikke skulle være nok understøttes dette af nogle i sin tid hidtil uset flotte special effects – eller skulle man sige skumle og dybt modbydelige? For filmens monster illustreres ved brug af gyselige effekter og filmens ofres forvandling fra jordboer til frådende monster bliver virkelig penslet ud! Man mister hurtigt appetitten under denne film så regn ikke med at nyde en pizza, burger eller whatever undervejs for chancen for at den kommer op igen er foruroligende stor! Man kunne frygte at disse splatter-lignende effekter ville ødelægge en del af det sprøde og fængslende gys, men til gengæld formår Carpenter at veksle med stort talent mellem en hæsblæsende scene hvor et rum bliver futtet af af en af filmens utallige flammekastere eller en person massakreret af et boblende og fnysende uhyre til scener som den hvor Kurt Russell undersøger mandskabets blod for ”possible alien activity”! Handlingen druknes med stort held ikke i ramasjang og blodsudgydelse, men Carpenter lader plottet udvikle sig og spændingen stige og supplerer blot de førnævnte udskejelser som en naturlig del af forestillingen og dette virker ganske enkelt efter hensigten…
Kurt Russell scorede sig med rollen som den hårdkogte og skæggede R.J. MacReady (now that’s a real badass name for ya!) den første ud af et utal af kultroller (af andre kan rollen som Snake Plisken i ”Escape from New York” og dennes efterfølger nævnes) og hans præstation står i dag som en af hans fineste i karrieren! Dog mener jeg at han toppede det hele med sit mesterlige portræt af den korrupte politimand i den fabelagtige og af undertegnede varmt anbefalede politithriller ”Dark Blue” fra 2002! Har man en hang til Kurt Russell, hvilket jeg ikke kan se mig snydt for, skal man på ingen måde lade ovennævnte film gå næsen forbi for den bør helt klart betegnes som den nyeste milepæl i hans karriere! Men præstationen i ”The Thing” indeholder også en brav indsats og sammen med filmens resterende cast, der blandt andet tæller Keith Davids (”Platoon”), der trods sin store birolle åbenbart ikke har fået en plads på rollelisten her på siden, og en række andre ukendte, men aldeles velspillende ansigter! Alle evner de at fremstille den paranoide stemning gennem hver deres karakter og takket være det fine skuespil virker det også endnu mere uigennemskueligt hvem monsteret nu har antaget form af…
Evt. Spoilers //
Slutningen er måske en anelse forhastet, men den sidste samtale mellem Kurt Russell og Keith David er formidabel: begge personers ansigter er bizarre og forvrængede, mens de sidder og snakker om situationen, og især forekommer Kurt Russell smil mig aldeles ”haunting and disturbing”! Det er en åben og enormt gådefuld slutning, da ingen ved hvor vidt monsteret er ”dead and gone” eller om det lever i bedste velgående i en af disse to personer og det vidner om noget der kunne have været anledning til en 2’er, hvilket så vidt jeg er orienteret heldigvis aldrig er blev realiseret! At lave en opfølger til denne film ville være det samme som at benægte Orlando Blooms ”devilishly handsome apperance” i den underholdende ridder ”epic”, ”Kingdom of Heaven”… ja, lige præcis; blasfemi ;-)
”The Thing” er med andre ord en kultklassiker og det er med god grund! Filmen er en gyselig fornøjelse fra først til sidst og man sidder fængslet foran skærmen til Carpenter endelig med god samvittighed kan lade rulleteksterne tage over! Filmen lever højt på nærmest hvert eneste område lige fra musik, skuespil og stemning til special effects, gys og sidst men ikke mindst; kitsch! For godt nok er filmen bragende flot lavet, uendelig spændende og gyselig, velspillet og alt i alt virkelig vellykket, men den er altså et eller andet sted noget ”cheesy” (især takket være den næsten uhæmmede brug af flammekasteren… Gotta luv that part!!), men dette taler blot til dens fordel, da seriøsiteten derfor ikke tager overhånd og bliver decideret pinlig! Filmen står nu engang for mig som en af de bedste gysere jeg længe har set og en klar anbefaling er her givet videre, hvis man har lyst til et overordentlig vellykket og vel næsten stilskabende bidrag til gysergenren…
”Ok, you big abe… Get a snoopful of this gasbomb!”
- Mr. Burns, “the Simpsons”
Handlingen er et eller andet sted håbløs banal og som taget ud fra en klodset b-film; En ekspedition på Antarktis bliver præsenteret for et fæl rumvæsen der viser sig at kunne påtage sig andre væseners skikkelse og imitere dem på troværdig vis! Lejren bliver infiltreret af monsteret og langsomt går det op for de forskellige besætningsmedlemmer at de ikke kan stole på hinanden da alle i teorien kunne være en imitation af dette monster! I hænderne på mange instruktører ville dette med al sandsynlighed ende i skraldespanden med det hemmelige stempel ”sikke en gang pis”, men John Carpenter har andre planer og skaber i stedet en hårrejsende og fortættet gyser hvor det psykologiske gys, trods det kulørte udbud af vellavede special effects, er i hovedsædet! Sjældent har en så paranoid stemning fået fodfæste hjemme foran fjernsynet som tilfældet var med denne film! Spænding stiger for hvert sekund og man kan kun gisne i stilhed om hvem der stadig er menneske og hvem der så sandelig ikke er det…
Hvad der for alvor bidrager til den dystre og intense stemning er Ennio Morricones fabelagtige score! Det emmer af stemning, gys og gru, og selvom det langt fra bør sammenlignes med hans tidligere værker fungerer det upåklageligt! Den monotone basgang der kører næsten uafbrudt lyser op af fortættet spænding og den paranoide stemning forøges konstant takket være dette mesterligt, dog uhyre simpelt komponerede ”score”! Det lugter langt væk af kvalitet og selvom det i nutiden virker lidt ”kitchet” og en anelse ”cheesy” passer det forrygende godt til denne kultfilms trykkede og lettere futuristiske stemning! Muligvis ikke et mesterværk, men helt klart en mesters værk…
Selvom det psykologiske gys ikke skulle være nok understøttes dette af nogle i sin tid hidtil uset flotte special effects – eller skulle man sige skumle og dybt modbydelige? For filmens monster illustreres ved brug af gyselige effekter og filmens ofres forvandling fra jordboer til frådende monster bliver virkelig penslet ud! Man mister hurtigt appetitten under denne film så regn ikke med at nyde en pizza, burger eller whatever undervejs for chancen for at den kommer op igen er foruroligende stor! Man kunne frygte at disse splatter-lignende effekter ville ødelægge en del af det sprøde og fængslende gys, men til gengæld formår Carpenter at veksle med stort talent mellem en hæsblæsende scene hvor et rum bliver futtet af af en af filmens utallige flammekastere eller en person massakreret af et boblende og fnysende uhyre til scener som den hvor Kurt Russell undersøger mandskabets blod for ”possible alien activity”! Handlingen druknes med stort held ikke i ramasjang og blodsudgydelse, men Carpenter lader plottet udvikle sig og spændingen stige og supplerer blot de førnævnte udskejelser som en naturlig del af forestillingen og dette virker ganske enkelt efter hensigten…
Kurt Russell scorede sig med rollen som den hårdkogte og skæggede R.J. MacReady (now that’s a real badass name for ya!) den første ud af et utal af kultroller (af andre kan rollen som Snake Plisken i ”Escape from New York” og dennes efterfølger nævnes) og hans præstation står i dag som en af hans fineste i karrieren! Dog mener jeg at han toppede det hele med sit mesterlige portræt af den korrupte politimand i den fabelagtige og af undertegnede varmt anbefalede politithriller ”Dark Blue” fra 2002! Har man en hang til Kurt Russell, hvilket jeg ikke kan se mig snydt for, skal man på ingen måde lade ovennævnte film gå næsen forbi for den bør helt klart betegnes som den nyeste milepæl i hans karriere! Men præstationen i ”The Thing” indeholder også en brav indsats og sammen med filmens resterende cast, der blandt andet tæller Keith Davids (”Platoon”), der trods sin store birolle åbenbart ikke har fået en plads på rollelisten her på siden, og en række andre ukendte, men aldeles velspillende ansigter! Alle evner de at fremstille den paranoide stemning gennem hver deres karakter og takket være det fine skuespil virker det også endnu mere uigennemskueligt hvem monsteret nu har antaget form af…
Evt. Spoilers //
Slutningen er måske en anelse forhastet, men den sidste samtale mellem Kurt Russell og Keith David er formidabel: begge personers ansigter er bizarre og forvrængede, mens de sidder og snakker om situationen, og især forekommer Kurt Russell smil mig aldeles ”haunting and disturbing”! Det er en åben og enormt gådefuld slutning, da ingen ved hvor vidt monsteret er ”dead and gone” eller om det lever i bedste velgående i en af disse to personer og det vidner om noget der kunne have været anledning til en 2’er, hvilket så vidt jeg er orienteret heldigvis aldrig er blev realiseret! At lave en opfølger til denne film ville være det samme som at benægte Orlando Blooms ”devilishly handsome apperance” i den underholdende ridder ”epic”, ”Kingdom of Heaven”… ja, lige præcis; blasfemi ;-)
”The Thing” er med andre ord en kultklassiker og det er med god grund! Filmen er en gyselig fornøjelse fra først til sidst og man sidder fængslet foran skærmen til Carpenter endelig med god samvittighed kan lade rulleteksterne tage over! Filmen lever højt på nærmest hvert eneste område lige fra musik, skuespil og stemning til special effects, gys og sidst men ikke mindst; kitsch! For godt nok er filmen bragende flot lavet, uendelig spændende og gyselig, velspillet og alt i alt virkelig vellykket, men den er altså et eller andet sted noget ”cheesy” (især takket være den næsten uhæmmede brug af flammekasteren… Gotta luv that part!!), men dette taler blot til dens fordel, da seriøsiteten derfor ikke tager overhånd og bliver decideret pinlig! Filmen står nu engang for mig som en af de bedste gysere jeg længe har set og en klar anbefaling er her givet videre, hvis man har lyst til et overordentlig vellykket og vel næsten stilskabende bidrag til gysergenren…
”Ok, you big abe… Get a snoopful of this gasbomb!”
- Mr. Burns, “the Simpsons”
01/06-2005
