Standard Stephen King

4.0
Det er desværre lidt af en sjældenhed, at det er lykkedes at filmatisere en bog af Stephen King og instruktøren George Romero’s forsøg med Mørkets Halvdel/ The Dark Half er da også kun til dels vellykket.

En af de væsentligste succeskriterier som Mørkets Halvdel faktisk formår at overholde er, at man som seer midlertidigt udsætter sin tvivl ved selve fortællingens præmisser og derfor lader sig suge ind i filmens univers.
Desværre er den ikke dygtigt nok lavet til at understøtte denne kvalitet gennem hele filmens varighed.

Filmens opbygning er nemlig så normal og på sin vis virkelighedstro, at da antydningen af at noget overnaturligt finder sted, er dette skift i opbygning lidt svært at tro på.
Måske hvis filmen havde haft en mere syret og sær fremtoning i sin opbygning, lidt som i Blue Velvet, ville denne overgang måske have været mere troværdig.

Timothy Hutton spiller forfatteren Thad Beaumont, der under sit pseudonym George Stark har succes med at skrive kriminal litteratur.

Såvel Thad som hans kone er dog ved at være trætte af dette alter ego og dennes primitive historier. Derfor falder det heller ikke dem svært at "aflive" ham i al offentlighed, da der trues med en afsløring af ham.

Med krimi-karrieren ude af verden planlægger Thad Beaumont at forbedre sin haltende karriere indenfor mere anerkendt litteratur, men han må snart erkende, at Stark slet ikke bryder sig om at være blevet lagt til ro i graven.
Beaumont er snart dybt involveret i en dødelig duel med sit onde alter ego eller er det Beaumont selv, der lever sin mørke halvdel ud.

I sidste ende er der flere af filmens aspekter, der hæver sig over andre lignende film indenfor denne genre.
Til trods for at slutningen er en rimelig standard gyser-konklusion, så er de hændelser der fører frem til den det ikke.
Den første times tid er Mørkets Halvdel en ganske fiks lille psykologisk thriller, mens resten bliver standard slasherfilm.

Alt i alt en nogenlunde filmoplevelse, men langt fra en klassisk Stephen King adaption.
Mørkets halvdel