Universal Shit 2!
1.0
Universal Soldier: The Return som heldigvis undgik en bred biografdistribution, lider desværre ikke samme skæbne på video. For fjerde gang skal publikum pines med Dean Devlin, Christopher Devlin og Richard Rothsteins voldsæstetiske univers, som vi første gang stiftede bekendtskab med i Universal Soldier (92) og senere skulle trækkes med i en tv-serie - hvor udvalgte afsnit er udgivet på video som Universal Soldier II - Brothers in Arms (98) og Universal Soldier III - Unfinished Business (98). Og nu langt om længe er det desværre tid til at genetablere bekendtskabet med Luc Deveraux (Jean-Claude Van Damme) der nu fungerer som konsulent på UniSol projektet og lever som enlig fader (?!). Jean-Claudes skuespiller præstation er, jeg troede aldrig jeg skulle kunne sige det, noget af det mest positive ved Universal Soldier: The Return. Manuskriptet er tydeligvis henvendt til drengerøve og de få antydninger af ironi som filmen indeholder, da Deveraux f.eks. fortæller at han ikke bryder sig om at blive reduceret til en stereotyp, er tabt på lange, repeterende og udmattende kampsekvenser, hvor ting konstant eksploderer, skaber rum for nye plothuller af gigantiske proportioner og en evindelig trampen rundt i hvad der allerede er klichéer på klichéer - for til sidst at ende i et pinefuldt Terminator 2 rip-off.
Historien er set tusind gange før - gigant computeren SETH (vagt inspireret af Arthur C. Clarkes overlegne 2001: A Space Odyssey), udviklet af Dr. Dylan Cotner (Xander Berkeley), bliver selvbevidst og paranoid da militæret beslutter af lukke ned for deres UniSol projekt. Computeren tager kontrollen over alle UniSol dronerne og forsøger så at få fat i den eneste kode som kan føre til dens ødelæggelse. Deveraux har koden og da han har et barn er det naturligvis oplagt at barnet kidnappes. Hvorefter flere voldelige optrin følger, tilsat høj rockmusik af værste skuffe. Ikke overraskende har filmen den frækhed at repetere det idiotiske handlingsforløb fra første del - en kvindelig journalist vikles ind i begivenhederne og knyttes af ukendte årsager til Deveraux. Og som om filmens plausibilitet ikke var strukket nok i forvejen, elimineres resten af troværdigheden da SETH udvikler Super Universal Soldier (Michael Jai White) - til at bære sin hukommelsesbank, hvorefter filmens konstante talen ned til publikum, nærmer sig det fornærmende.
Universal Soldier: The return er et glimrende eksempel på "usund" filmvold. Protagonisten påtager sig det tvivlsomme hverv at egenhændigt nedlægge en hel hær af UniSols - med et par enkelte skyde våben - men primært med sine bare næver. En voldsutopi om at kunne klare hele verden egenhændigt, da man ikke kan stole på andre, er umiddelbart hvad kunne betegnes om psykosocialt undergravende. Her efter smadres antagonisterne og bipersoner i et væk, men volden har tydeligvis ingen umiddelbar konsekvens - folk tager det ene lag prygl after det andet, uden åbenlyse følger. Soldaten Romeo (Bill Goldberg) bliver smadret gang på gang, og skal som et morsomt element vende tilbage efter hvert 10. minut for at få endnu flere tæsk. Dette forløb tiltager idiotiske proportioner da Romero køres ned af en lastvogn for derefter at regenerere - hvilket i USA betyder en R-rating for "Nonstop strong violence".
Daniel Von Bargen og Xander Berkeley lyser lidt op på rollelisten, men da Berkeleys karakter aflives ca. et kvarter inde i filmen, må Von Bargen trækkes med en hel hær af overspillende muskelbundter. Et misforhold end ikke KNBs effekt hold kan rette op på med enkelte nydelige, men tro mod filmens koncept, totalt hjernedøde effekter. Desuden leverer Brent Hinkley en af årtiets mest hysteriske og utroværdige præstationer som computerprogrammøren Squid.
Omslaget fra Egmont sætter filmen spille længde til 96 minutter og San Francisco Cronicle citeres for: "Alle 90 minutter sprudler af livlighed og action". Det må være de sidste 10 minutter som ikke er inkluderet på den danske udgivelse der sprudler - for i min kopi var der absolut intet som sprudlede.
Historien er set tusind gange før - gigant computeren SETH (vagt inspireret af Arthur C. Clarkes overlegne 2001: A Space Odyssey), udviklet af Dr. Dylan Cotner (Xander Berkeley), bliver selvbevidst og paranoid da militæret beslutter af lukke ned for deres UniSol projekt. Computeren tager kontrollen over alle UniSol dronerne og forsøger så at få fat i den eneste kode som kan føre til dens ødelæggelse. Deveraux har koden og da han har et barn er det naturligvis oplagt at barnet kidnappes. Hvorefter flere voldelige optrin følger, tilsat høj rockmusik af værste skuffe. Ikke overraskende har filmen den frækhed at repetere det idiotiske handlingsforløb fra første del - en kvindelig journalist vikles ind i begivenhederne og knyttes af ukendte årsager til Deveraux. Og som om filmens plausibilitet ikke var strukket nok i forvejen, elimineres resten af troværdigheden da SETH udvikler Super Universal Soldier (Michael Jai White) - til at bære sin hukommelsesbank, hvorefter filmens konstante talen ned til publikum, nærmer sig det fornærmende.
Universal Soldier: The return er et glimrende eksempel på "usund" filmvold. Protagonisten påtager sig det tvivlsomme hverv at egenhændigt nedlægge en hel hær af UniSols - med et par enkelte skyde våben - men primært med sine bare næver. En voldsutopi om at kunne klare hele verden egenhændigt, da man ikke kan stole på andre, er umiddelbart hvad kunne betegnes om psykosocialt undergravende. Her efter smadres antagonisterne og bipersoner i et væk, men volden har tydeligvis ingen umiddelbar konsekvens - folk tager det ene lag prygl after det andet, uden åbenlyse følger. Soldaten Romeo (Bill Goldberg) bliver smadret gang på gang, og skal som et morsomt element vende tilbage efter hvert 10. minut for at få endnu flere tæsk. Dette forløb tiltager idiotiske proportioner da Romero køres ned af en lastvogn for derefter at regenerere - hvilket i USA betyder en R-rating for "Nonstop strong violence".
Daniel Von Bargen og Xander Berkeley lyser lidt op på rollelisten, men da Berkeleys karakter aflives ca. et kvarter inde i filmen, må Von Bargen trækkes med en hel hær af overspillende muskelbundter. Et misforhold end ikke KNBs effekt hold kan rette op på med enkelte nydelige, men tro mod filmens koncept, totalt hjernedøde effekter. Desuden leverer Brent Hinkley en af årtiets mest hysteriske og utroværdige præstationer som computerprogrammøren Squid.
Omslaget fra Egmont sætter filmen spille længde til 96 minutter og San Francisco Cronicle citeres for: "Alle 90 minutter sprudler af livlighed og action". Det må være de sidste 10 minutter som ikke er inkluderet på den danske udgivelse der sprudler - for i min kopi var der absolut intet som sprudlede.
03/06-2005
