blødende hjerte
5.0
Nicolas Winding Refns opfølger til den kommercielle, såvel som kunstneriske kæmpesucces Pusher (en uhyggelig og usvigelig veliscenesat debutfilm) måtte naturligvis stå mål for tårnhøje forventninger, og selvom ambitionerne er steget i takt med opmærksomheden, så opfylder Bleeder forventningerne til fulde. Filmen er faktisk så kvalitativ og fremragende, at jeg ville postulere (diskutabelt, naturligvis), at den overgår Pusher i dens smertelige skildring af menneskelig kompleksitet og er herved også en bedre film.
De indledende credits og karakterintroduktionen er fascinerende og ganske beskrivende i dens sociale status argument (fokusering på fødderne). Vi er i et mere familiært miljø i Bleeder (et lille trin over underklassen), hvor personerne stadig er relationsvenlige takket være de naturalistiske skuespilpræstationer og Refns superbe øje for detaljer. Dialogen er befriende renset for dramatiksøgende replikker, og oftest fremmanes følelserne mere gennem ansigtsudtryk og kropsmimik. Kim Bodnia spiller den langsomt plagende hovedkarakter, der per samfundsdefinition har opnået lykke med en kærlig kæreste, fast job og et barn på vej. Selvom han ikke lider af store ambitioner om fremtiden, så finder han ikke tilfredsstillelse i hans simple hverdag, der blandt andet indbefatter obligatoriske filmaftener med nogle virkelighedsfjerne venner. Bodnia er ubeskrivelig velspillende i Bleeder, og han leverer spil i absolut verdensklasse og med et engagement, man sjældent finder i dansk film. I takt med at Bodnia oplever nogle af livets grusomme realiteter (vold, selvfornægtelse, hyklerisk menneskebehandling, racisme, etc.) mister han kontakt med virkeligheden, samtidig med at han prøver at bevare sin egen menneskelighed. Som publikum ved man aldrig helt om hans raserianfald og overfald mod kæresten, der ultimativt leder til ufrivillig abort, katalyseres på grund af frustration over ikke at ville udsætte et uskyldigt barn for disse ubehageligheder, eller om det sker fordi Bodnia ikke vil påtage sig denne ansvarlighed det at være far kræver. Der er en pointe fra Refns side, når de fleste af hovedpersonerne fremstilles som virkelighedsfjerne/fornægtende filmentusiaster, da vi i et brutalt øjeblik bevidner Bodnias selvfremstilling og manglende evne til at distingvere mellem film og virkelighed, endda foran et filmlærred for at fuldende splittelsen. Bodnia er så dygtig en skuespiller (der dog på det seneste falder helt igennem i hvilken som helst rolle), at han med begrænsede bevægelser kan visualisere al smerten og frustrationen uden eksplicitte og nedladende forklaringer. Det er simpelthen fantastisk at overvære, og respekt og ros til både Bodnia og Refn.
Bleeder er milevidt fra den optimistiske socialrealisme, vi i den seneste tid er blevet stopfodret med i dansk film. Realismen er dog klart til stede, faktisk så nærværende, at filmen i sandhed er både nådesløs og uafrystelig. Refn overeksponerer heldigvis aldrig hverken den rå æstetik (der simpelthen er beundringsværdig i dens simplicitet og anvendelse af dette) eller anmassende musik, da Bleeder ikke er den sædvanlige film-film, hvor virkemidlerne er både velkendte og forudsigelige. Louis’ hævnakt over Bodnia er i særdeleshed en hjemsøgende sekvens og muligvis en af filmhistoriens mest skræmmende og brutal uforglemmelige øjeblikke. Her udviser Refn sjælden mod og originalitet.
Bleeder er dog ikke kun en pessimistisk og deprimerende affære (selvom man tit og ofte føler en tyk nedslåenhed), da Refn præsenterer os for en meget delikat og hudløs ærlig kærlighedssidehistorie. Mads Mikkelsen (i muligvis karrierens bedste rolle) spiller den social hæmmede filmfreak, der gentagne gange fravælger virkeligheden og søger eskapismen i filmens verden. Refn symboliserer ganske fremragende Mikkelsens psykologiske indelukkethed gennem den altid påsatte kasket, hvor han kan skjule sig for sine medmennesker, når virkeligheden for alvor trænger sig på. Hans ensomme status er hjerteskærende at overvære, men det bliver næsten uudholdeligt for publikum, når kærligheden (og forhåbningen om et andet liv) forekommer muligt, og Mikkelsen så fravælger den. Liv Corfixen spiller meget nedtonet servitricen, der søger anden form for eskapisme i bøgernes verden. Som en sidenotits; bemærk hendes forespørgsel i biblioteket, hvor hun søger en bog af Hubert Selby (Jr.), der blandt andet har skrevet forlægget til Requiem for a Dream. Selv samme forfatter arbejdede Refn sammen med under hans næste projekt, den uretfærdigt uskældte og fascinerende Fear X, så benævnelsen af Selby, Jr. har nok ikke været tilfældig. Refn slutter dog kærlighedshistorien (og selve filmen) optimistisk, og egentlig ganske provokerende, af. Mikkelsen og Corfixen er kommet i skrøbelig kontakt (skildringen af deres generte samtaler er simpelthen unikke), og Refn visualiserer samhørigheden i en bevidst filmisk konklusion, der ironisk (eller oprigtigt?) lefler for publikums ønske om lykkelig forløsning.
Overgangen mellem flere sekvenser indikeres med en tydelig rød fading. Farven rød symboliserer enten kærlighed eller død, afhængig af konteksten, og dette kunstneriske islæt finder jeg absolut genialt.
Bleeder er en stærk, skræmmende, personlig og i sandhed uafrysteligt mesterværk, der fortjener alt den ros, som man kan give. Om filmen er anbefalelsesværdig er svært at sige, da den gennemtærsker publikum gennem hele følelsesregistret og efterlader en både deprimeret og opløftende, men i alle tilfælde sjælemærket. Film når det er allermest kraftfuldt. Refn er utvivlsomt en af Danmarks førende og mest udfordrende instruktører, og hans film er ubeskrivelig sublime.
De indledende credits og karakterintroduktionen er fascinerende og ganske beskrivende i dens sociale status argument (fokusering på fødderne). Vi er i et mere familiært miljø i Bleeder (et lille trin over underklassen), hvor personerne stadig er relationsvenlige takket være de naturalistiske skuespilpræstationer og Refns superbe øje for detaljer. Dialogen er befriende renset for dramatiksøgende replikker, og oftest fremmanes følelserne mere gennem ansigtsudtryk og kropsmimik. Kim Bodnia spiller den langsomt plagende hovedkarakter, der per samfundsdefinition har opnået lykke med en kærlig kæreste, fast job og et barn på vej. Selvom han ikke lider af store ambitioner om fremtiden, så finder han ikke tilfredsstillelse i hans simple hverdag, der blandt andet indbefatter obligatoriske filmaftener med nogle virkelighedsfjerne venner. Bodnia er ubeskrivelig velspillende i Bleeder, og han leverer spil i absolut verdensklasse og med et engagement, man sjældent finder i dansk film. I takt med at Bodnia oplever nogle af livets grusomme realiteter (vold, selvfornægtelse, hyklerisk menneskebehandling, racisme, etc.) mister han kontakt med virkeligheden, samtidig med at han prøver at bevare sin egen menneskelighed. Som publikum ved man aldrig helt om hans raserianfald og overfald mod kæresten, der ultimativt leder til ufrivillig abort, katalyseres på grund af frustration over ikke at ville udsætte et uskyldigt barn for disse ubehageligheder, eller om det sker fordi Bodnia ikke vil påtage sig denne ansvarlighed det at være far kræver. Der er en pointe fra Refns side, når de fleste af hovedpersonerne fremstilles som virkelighedsfjerne/fornægtende filmentusiaster, da vi i et brutalt øjeblik bevidner Bodnias selvfremstilling og manglende evne til at distingvere mellem film og virkelighed, endda foran et filmlærred for at fuldende splittelsen. Bodnia er så dygtig en skuespiller (der dog på det seneste falder helt igennem i hvilken som helst rolle), at han med begrænsede bevægelser kan visualisere al smerten og frustrationen uden eksplicitte og nedladende forklaringer. Det er simpelthen fantastisk at overvære, og respekt og ros til både Bodnia og Refn.
Bleeder er milevidt fra den optimistiske socialrealisme, vi i den seneste tid er blevet stopfodret med i dansk film. Realismen er dog klart til stede, faktisk så nærværende, at filmen i sandhed er både nådesløs og uafrystelig. Refn overeksponerer heldigvis aldrig hverken den rå æstetik (der simpelthen er beundringsværdig i dens simplicitet og anvendelse af dette) eller anmassende musik, da Bleeder ikke er den sædvanlige film-film, hvor virkemidlerne er både velkendte og forudsigelige. Louis’ hævnakt over Bodnia er i særdeleshed en hjemsøgende sekvens og muligvis en af filmhistoriens mest skræmmende og brutal uforglemmelige øjeblikke. Her udviser Refn sjælden mod og originalitet.
Bleeder er dog ikke kun en pessimistisk og deprimerende affære (selvom man tit og ofte føler en tyk nedslåenhed), da Refn præsenterer os for en meget delikat og hudløs ærlig kærlighedssidehistorie. Mads Mikkelsen (i muligvis karrierens bedste rolle) spiller den social hæmmede filmfreak, der gentagne gange fravælger virkeligheden og søger eskapismen i filmens verden. Refn symboliserer ganske fremragende Mikkelsens psykologiske indelukkethed gennem den altid påsatte kasket, hvor han kan skjule sig for sine medmennesker, når virkeligheden for alvor trænger sig på. Hans ensomme status er hjerteskærende at overvære, men det bliver næsten uudholdeligt for publikum, når kærligheden (og forhåbningen om et andet liv) forekommer muligt, og Mikkelsen så fravælger den. Liv Corfixen spiller meget nedtonet servitricen, der søger anden form for eskapisme i bøgernes verden. Som en sidenotits; bemærk hendes forespørgsel i biblioteket, hvor hun søger en bog af Hubert Selby (Jr.), der blandt andet har skrevet forlægget til Requiem for a Dream. Selv samme forfatter arbejdede Refn sammen med under hans næste projekt, den uretfærdigt uskældte og fascinerende Fear X, så benævnelsen af Selby, Jr. har nok ikke været tilfældig. Refn slutter dog kærlighedshistorien (og selve filmen) optimistisk, og egentlig ganske provokerende, af. Mikkelsen og Corfixen er kommet i skrøbelig kontakt (skildringen af deres generte samtaler er simpelthen unikke), og Refn visualiserer samhørigheden i en bevidst filmisk konklusion, der ironisk (eller oprigtigt?) lefler for publikums ønske om lykkelig forløsning.
Overgangen mellem flere sekvenser indikeres med en tydelig rød fading. Farven rød symboliserer enten kærlighed eller død, afhængig af konteksten, og dette kunstneriske islæt finder jeg absolut genialt.
Bleeder er en stærk, skræmmende, personlig og i sandhed uafrysteligt mesterværk, der fortjener alt den ros, som man kan give. Om filmen er anbefalelsesværdig er svært at sige, da den gennemtærsker publikum gennem hele følelsesregistret og efterlader en både deprimeret og opløftende, men i alle tilfælde sjælemærket. Film når det er allermest kraftfuldt. Refn er utvivlsomt en af Danmarks førende og mest udfordrende instruktører, og hans film er ubeskrivelig sublime.
03/06-2005
