Good with capital G
4.0
[Spoilers]
Alvorlig, kontemplativ og afdæmpet dramathriller, iscenesat af den filmisk undervurderede Paul Schrader (manuskriptforfatter på blandt Scorseses Taxi Driver). Schrader har på blændende vis omsat Russell Banks’ roman til en helstøbt film, der bevæger sig langt ud over Hollywoods skabelonskårede normer og leverer en udfordrende, men ikke 100 procent tilfredsstillende oplevelse.
Nick Nolte spiller hovedrollen som den tvivlsomme ordenshåndhæver, der indledningsvis opfattes som selvcentreret, og på en uegoistisk måde er han det da også (jeg ved det godt, at det lyder som en selvmodsigelse). Noltes figur er en ’typisk’ Schrader-karakter med et plaget sind og sjælekvaler (på grund af aggressive barndomstraumer), der søger mental forløsning, men som ikke opnår dette. Hans indædte godhed manifesteres under nærværet med datteren og en konstant forsikring om, at Nolte vil være verdens bedste far. Dette ønske er en forståelig reaktion udledt af Noltes egen faders nedværdigende opdragelsesmetoder. Faren spilles uhyggeligt fremragende af James Coburn, der fuldt ud fortjent vandt en Oscar for bedste birolle. Nolte har dog et anstrengt og følelsesmæssigt distanceret forhold med datteren, og herigennem afsløres intentionen med denne jordnære og psykologisk drevne fortælling. Nolte udviser beundringsværdigt spil og human indsigtsfuldhed, og man kan kun beklage sig over, at man sjældent ser denne karismatiske herre i filmverdenen mere. Skuespillerne gør det generelt fremragende over hele linien (selvom William Dafoe desværre er en smule underanvendt), og de bibringer en fascinerende karakterplausibilitet til filmen.
Affliction svinger ukongruent mellem tragisk familieskildring og et mordmysterium, der katalyserer Noltes uprioriterende selverkendelse. Det inkonsekvente handlingsforløb understøtter realismen sublimt, men forvirrer også til tider publikum, hvor tematikken kan føles en smule diffus. Schraders pointe visualiseres dog i den deprimerende, følelsesmæssig udfordrende og atypiske slutning, hvor Nolte endelig erkender egne problemer i stedet for at projekterer dem over på andre og udforske disse. Den tragiske konklusion er smertelig at overvære (på trods af uendelige forsøg på det modsatte ender Nolte et øjeblik overfladisk som en miniatureudgave af sin far, og karakteren myrder faderen for at undvige følelsen), og den underspillede dramatik og det rolige tempo leverer nogle uafrystelige følelser af opgivelse hos publikum. De detaljemættede billeder angiver kompleksiteten, mens musikken (af Michael Brook) både er intimiderende og rørende.
Schraders trøsteløse film er ikke misantropisk, men nærmere realistisk i dens verdensopfattelse og nådesløs i dens fortolkning af denne. Affliction kræver højst sandsynligt flere gensyn for fuldt udbytte, men den er en film, som bliver hos tilskueren lang tid efter rulleteksterne sender os tilbage til virkeligheden, der fremkommer lidt mørkere end tidligere.
Alvorlig, kontemplativ og afdæmpet dramathriller, iscenesat af den filmisk undervurderede Paul Schrader (manuskriptforfatter på blandt Scorseses Taxi Driver). Schrader har på blændende vis omsat Russell Banks’ roman til en helstøbt film, der bevæger sig langt ud over Hollywoods skabelonskårede normer og leverer en udfordrende, men ikke 100 procent tilfredsstillende oplevelse.
Nick Nolte spiller hovedrollen som den tvivlsomme ordenshåndhæver, der indledningsvis opfattes som selvcentreret, og på en uegoistisk måde er han det da også (jeg ved det godt, at det lyder som en selvmodsigelse). Noltes figur er en ’typisk’ Schrader-karakter med et plaget sind og sjælekvaler (på grund af aggressive barndomstraumer), der søger mental forløsning, men som ikke opnår dette. Hans indædte godhed manifesteres under nærværet med datteren og en konstant forsikring om, at Nolte vil være verdens bedste far. Dette ønske er en forståelig reaktion udledt af Noltes egen faders nedværdigende opdragelsesmetoder. Faren spilles uhyggeligt fremragende af James Coburn, der fuldt ud fortjent vandt en Oscar for bedste birolle. Nolte har dog et anstrengt og følelsesmæssigt distanceret forhold med datteren, og herigennem afsløres intentionen med denne jordnære og psykologisk drevne fortælling. Nolte udviser beundringsværdigt spil og human indsigtsfuldhed, og man kan kun beklage sig over, at man sjældent ser denne karismatiske herre i filmverdenen mere. Skuespillerne gør det generelt fremragende over hele linien (selvom William Dafoe desværre er en smule underanvendt), og de bibringer en fascinerende karakterplausibilitet til filmen.
Affliction svinger ukongruent mellem tragisk familieskildring og et mordmysterium, der katalyserer Noltes uprioriterende selverkendelse. Det inkonsekvente handlingsforløb understøtter realismen sublimt, men forvirrer også til tider publikum, hvor tematikken kan føles en smule diffus. Schraders pointe visualiseres dog i den deprimerende, følelsesmæssig udfordrende og atypiske slutning, hvor Nolte endelig erkender egne problemer i stedet for at projekterer dem over på andre og udforske disse. Den tragiske konklusion er smertelig at overvære (på trods af uendelige forsøg på det modsatte ender Nolte et øjeblik overfladisk som en miniatureudgave af sin far, og karakteren myrder faderen for at undvige følelsen), og den underspillede dramatik og det rolige tempo leverer nogle uafrystelige følelser af opgivelse hos publikum. De detaljemættede billeder angiver kompleksiteten, mens musikken (af Michael Brook) både er intimiderende og rørende.
Schraders trøsteløse film er ikke misantropisk, men nærmere realistisk i dens verdensopfattelse og nådesløs i dens fortolkning af denne. Affliction kræver højst sandsynligt flere gensyn for fuldt udbytte, men den er en film, som bliver hos tilskueren lang tid efter rulleteksterne sender os tilbage til virkeligheden, der fremkommer lidt mørkere end tidligere.
03/06-2005
