billige grin i stabil film
3.0
Yderst uoriginal, men harmløs romantisk komedie, der, på trods af at den lider under ekstrem forudsigelighed, underholder udmærket og uforpligtende. Instruktøren Frank Coraci udviser ikke ligefrem talent for denne udtørrede genre (han har senere begået den småt begavede The Waterboy og den kedelig Rundt om Jorden i 80 Dage), men har med stor succes pålagt filmen en tyk omgang 80’er nostalgi, der hviler gennemgående over hele produktionen.
Min opfattelse af Adam Sandlers komiske evner er ambivalent. På den ene side er hans tørre og sarkastiske kommentarer ganske morsomme, men hans roller er udistingverende, da de fundamentalt altid er de samme (P.T. Andersons særegne Punch Drunk Love ekskluderet). En vellidt og evig ejegod type, der enten er en del af minoriteterne eller relaterer til dem på en venlig basis. Hvis der sker uretfærdigheder imod Sandler, skal publikum ikke være i tvivl om, at dette virkelig er uretfærdigt! Det bliver kedeligt og trættende i længden, og da Sandlers uanstødelige humor tilsyneladende ikke udvikler sig betydeligt, er seværdigheden ligesom gået af hans karakterer. Drew Barrymore er uglamourøs, tangerende til naturlig sød, som hjertets udkårne, og man afslører vel intet uforventet ved at sige, at The Wedding Singer naturligvis ender lykkeligt og selvretfærdigt. Skabelonskåret, men i dette tilfælde også moderat charmerende.
Filmens ene stjerne går til en lille birolle til Steve Buscemi, en alsidig og yderst talentfuld herre. Her kan han føje fysisk (og meget lattervækkende!) komik til sit repertoire og man kunne ønske sig, at han var filmens hovedkarakter i stedet, da han på to minutter fylder så meget kød på en rolle, der tydeligvis er skrevet som komisk sidevending.
Min opfattelse af Adam Sandlers komiske evner er ambivalent. På den ene side er hans tørre og sarkastiske kommentarer ganske morsomme, men hans roller er udistingverende, da de fundamentalt altid er de samme (P.T. Andersons særegne Punch Drunk Love ekskluderet). En vellidt og evig ejegod type, der enten er en del af minoriteterne eller relaterer til dem på en venlig basis. Hvis der sker uretfærdigheder imod Sandler, skal publikum ikke være i tvivl om, at dette virkelig er uretfærdigt! Det bliver kedeligt og trættende i længden, og da Sandlers uanstødelige humor tilsyneladende ikke udvikler sig betydeligt, er seværdigheden ligesom gået af hans karakterer. Drew Barrymore er uglamourøs, tangerende til naturlig sød, som hjertets udkårne, og man afslører vel intet uforventet ved at sige, at The Wedding Singer naturligvis ender lykkeligt og selvretfærdigt. Skabelonskåret, men i dette tilfælde også moderat charmerende.
Filmens ene stjerne går til en lille birolle til Steve Buscemi, en alsidig og yderst talentfuld herre. Her kan han føje fysisk (og meget lattervækkende!) komik til sit repertoire og man kunne ønske sig, at han var filmens hovedkarakter i stedet, da han på to minutter fylder så meget kød på en rolle, der tydeligvis er skrevet som komisk sidevending.
06/06-2005
