skummel uhygge
3.0
Efter Gore Verbinskis genindspilning af Hideo Nakatas originale The Ring blev en massiv kommerciel succes (berettiget, ifølge mig), har amerikanske producenter jagtet rettighederne til nærmest alle nyere asiatiske gysere, der, kontrasterende de Hollywood-prægede produktioner, satser succesfuldt på det mere suggestive gys end makabre og eksplicitte effekter. Den brillante instruktør Sam Raimi (der med denne film kun agerer producent) har med genindspilningen af Ju-On Forbandelsen været så respektfuld at hente den originale instruktør tilbage til projektet, og man skulle ikke tro, at Takashi Shimizus vision er blevet korrumperet af pengegriske bagmænd, da The Grudge er en atypisk skræmmende og intelligent manipulerende gyser, der meget sjældent forfalder til det bombastiske.
Sarah Michelle Gellar (ikke det mest åbenlyse valg) er ikke verdens mest nuancerede og talentfulde skuespillerinde, men yder her en respektabel indsats som udvekslingsstudent, der kommer til at stå ansigt til ansigt med overnaturlige og uforståelige kræfter. Fortællingen foregår heldigvis stadig i Japan (der giver grobund for enkelte kultursammenstød), og selvom omdrejningspunktet omkring et hjemsøgt hus er både forslidt og uoriginalt, så er Shimizus overlegen sikre iscenesættelse ganske foruroligende.
Handlingen i The Grudge fortælles i brudstykker, og dette er et ganske virkningsfuldt træk fra Shimizus side. Indledningsvis er det lidt svært med personrelateringen, men i takt med at det store mysterium afsløres for øjnene af publikum, medrives man ubønhørligt og skræmmende effektivt. Det langsommelige tempo er en fremragende stemningsopbygger, og selvom dette til tider virker for velkendt (eskalerende musik og uafslørende kameravinkler), så serverer Shimizu alligevel nogle i sandhed chokerende momenter man sent vil glemme. Heriblandt kan nævnes de grynede billeder af de forfærdelige gerninger og drengens ’leg’ med faderens lig. Her har Shimizu virkelig været kompromisløs, men det er ikke kun den bestialske visualisering der skræmmer, men ligeså meget det psykologiske aspekt bagved, der bringer ubehaget frem i publikum. Det insinuerende gys er virkelig i særklasse myrekrybsfremkaldende i denne film.
Der er dog ikke kun superlativer, der hægtes til The Grudge. Dialogen er tung og overkonstrueret dramatisk, tangerende til det dilettantiske. Da filmen er en genindspilning kan den ikke kaldes original, og slutningen er decideret stupid! Man havde som publikum nok forventet, at Shimizu ikke ville afslutte filmen forløsende, men åben for at understøtte et sidste gys. Desværre ligger slutningen så tydeligt op til en efterfølger (der da også er på vej som reaktion på filmens overraskende store kassesucces), at man irriteres grænseløst og efterlades med en bitter smag af kommerciel indgreb; noget som filmen som sagt ellers har holdt sig behændigt fra. The Grudge er dog en forholdsvis vellykket genindspilning, der uden at blive alt for ambitiøs skræmmer publikum fingernemt og grundigt. Fire små stjerner fortjener den.
Sarah Michelle Gellar (ikke det mest åbenlyse valg) er ikke verdens mest nuancerede og talentfulde skuespillerinde, men yder her en respektabel indsats som udvekslingsstudent, der kommer til at stå ansigt til ansigt med overnaturlige og uforståelige kræfter. Fortællingen foregår heldigvis stadig i Japan (der giver grobund for enkelte kultursammenstød), og selvom omdrejningspunktet omkring et hjemsøgt hus er både forslidt og uoriginalt, så er Shimizus overlegen sikre iscenesættelse ganske foruroligende.
Handlingen i The Grudge fortælles i brudstykker, og dette er et ganske virkningsfuldt træk fra Shimizus side. Indledningsvis er det lidt svært med personrelateringen, men i takt med at det store mysterium afsløres for øjnene af publikum, medrives man ubønhørligt og skræmmende effektivt. Det langsommelige tempo er en fremragende stemningsopbygger, og selvom dette til tider virker for velkendt (eskalerende musik og uafslørende kameravinkler), så serverer Shimizu alligevel nogle i sandhed chokerende momenter man sent vil glemme. Heriblandt kan nævnes de grynede billeder af de forfærdelige gerninger og drengens ’leg’ med faderens lig. Her har Shimizu virkelig været kompromisløs, men det er ikke kun den bestialske visualisering der skræmmer, men ligeså meget det psykologiske aspekt bagved, der bringer ubehaget frem i publikum. Det insinuerende gys er virkelig i særklasse myrekrybsfremkaldende i denne film.
Der er dog ikke kun superlativer, der hægtes til The Grudge. Dialogen er tung og overkonstrueret dramatisk, tangerende til det dilettantiske. Da filmen er en genindspilning kan den ikke kaldes original, og slutningen er decideret stupid! Man havde som publikum nok forventet, at Shimizu ikke ville afslutte filmen forløsende, men åben for at understøtte et sidste gys. Desværre ligger slutningen så tydeligt op til en efterfølger (der da også er på vej som reaktion på filmens overraskende store kassesucces), at man irriteres grænseløst og efterlades med en bitter smag af kommerciel indgreb; noget som filmen som sagt ellers har holdt sig behændigt fra. The Grudge er dog en forholdsvis vellykket genindspilning, der uden at blive alt for ambitiøs skræmmer publikum fingernemt og grundigt. Fire små stjerner fortjener den.
09/06-2005
