my kind of movie
4.0
Charles Shyers Alfie er en genindspilning (eller nyfortolkning af det oprindelige teaterstykke) af Lewis Gilberts film fra 1966 med Michael Caine i hovedrollen. Shyers opdatering er dog ikke endt som rent plagiat, men er en vellykket seriøs komedie med eksistentielle undertoner og hjerte og mening, der sagtens kan stå på egne ben. Shyer har tidligere ikke ligefrem brilleret i filmbranchen (han har faktisk ikke begået andet end fordummende og udfordringsløse komedier før nu), men med ’05-versionen af Alfie har han fået sig hvad der ligner et kunstnerisk gennembrud og serverer en dannelsesfortælling af den mere klicheløse (forholdsvis) og seværdige slags, hvor associationer til Weitz-brødrenes fornemme About a Boy fremkommer, uden at Alfie dog når førnævntes højder.
Jeg har altid ment, at Jude Law var en fremragende skuespiller, der håndterer de komplekse roller med sikkerhed og ynde. Desværre er han på det seneste blevet overeksponeret betydeligt, og mindelserne omkring hans malplacerede rolle i den retro-fyldte, men kedelige Sky Captain… hjemsøger mig stadig. Hans præstation som den overfladiske, sexistiske og semi-metroseksuelle Alfie giver dog Law fuld æresoprejsning og respekten er atter genvundet. Law er storcharmør og meget selvbevidst, hvorved man som publikum hurtigt får en ambivalent følelse i forhold til ham. Han udlever ifølge egne udtalelser den amerikanske drøm (at han er brite indikerer den sjælsmæssige uoverensstemmelse), men mangler tydeligvis realitetssans og overblik over hvilke konsekvenser, hans handlinger medfører. Menneskelig integritet er et fremmedord for ham, og omdrejningspunktet i Alfie er så den mentale modningsproces, der ultimativt gerne skulle lede til selverkendelse og livsstilsforandring, hvor han åbenbares for livets sande værdier og frakaster sig fejlprioriteringen. Det lyder forudsigeligt, og et stykke hen ad vejen er filmen da også netop det. Shyer godtgøre dog dette (i nuværende tilfælde) milde kritikpunkt ved at delagtiggøre publikum i forrygende og velafbalanceret blanding mellem underfundig humor og rørende dramatik, hvor han aldrig forfalder til overfladisk sentimentalitet.
Virkemidlet med at lade Law betro sig til kameraet (og herved mere personligt til publikum) kan forekomme letkøbt, men i Alfie understøtter de løbende bekendelser dog fornemt portrætteringen af dette ansvarsløse og selvcentrerede menneske. Den uundgåelige selverkendelse katalyserer ikke den ubetingende lykkelige slutning, som man frygter, og selvom Alfie ender forløst, så sidder man tilbage med en åben og relationsvenlig slutning. Shyer rammer plet i moralenerven, hvor man i tilgift fixes med en omgang virkelighedsnær feel-good adrenalin, hvor den rørende smerte dog altid er nær (Laws sammenbrud i bilen er hjerteskærende og ægte).
Alfie er en virkelig underholdende film, der udover et velskrevet manuskript og en sikker iscenesat subtekst, byder på en elegant billedside med et visuelt overskud. Den smukke medfortællende musikside er komponeret i en yderst succesfuld kollaboration mellem Mick Jagger, David A. Stewart og John Powell. Alfie besidder mange kvaliteter og er helt klart en anbefalelsesværdig film.
Jeg har altid ment, at Jude Law var en fremragende skuespiller, der håndterer de komplekse roller med sikkerhed og ynde. Desværre er han på det seneste blevet overeksponeret betydeligt, og mindelserne omkring hans malplacerede rolle i den retro-fyldte, men kedelige Sky Captain… hjemsøger mig stadig. Hans præstation som den overfladiske, sexistiske og semi-metroseksuelle Alfie giver dog Law fuld æresoprejsning og respekten er atter genvundet. Law er storcharmør og meget selvbevidst, hvorved man som publikum hurtigt får en ambivalent følelse i forhold til ham. Han udlever ifølge egne udtalelser den amerikanske drøm (at han er brite indikerer den sjælsmæssige uoverensstemmelse), men mangler tydeligvis realitetssans og overblik over hvilke konsekvenser, hans handlinger medfører. Menneskelig integritet er et fremmedord for ham, og omdrejningspunktet i Alfie er så den mentale modningsproces, der ultimativt gerne skulle lede til selverkendelse og livsstilsforandring, hvor han åbenbares for livets sande værdier og frakaster sig fejlprioriteringen. Det lyder forudsigeligt, og et stykke hen ad vejen er filmen da også netop det. Shyer godtgøre dog dette (i nuværende tilfælde) milde kritikpunkt ved at delagtiggøre publikum i forrygende og velafbalanceret blanding mellem underfundig humor og rørende dramatik, hvor han aldrig forfalder til overfladisk sentimentalitet.
Virkemidlet med at lade Law betro sig til kameraet (og herved mere personligt til publikum) kan forekomme letkøbt, men i Alfie understøtter de løbende bekendelser dog fornemt portrætteringen af dette ansvarsløse og selvcentrerede menneske. Den uundgåelige selverkendelse katalyserer ikke den ubetingende lykkelige slutning, som man frygter, og selvom Alfie ender forløst, så sidder man tilbage med en åben og relationsvenlig slutning. Shyer rammer plet i moralenerven, hvor man i tilgift fixes med en omgang virkelighedsnær feel-good adrenalin, hvor den rørende smerte dog altid er nær (Laws sammenbrud i bilen er hjerteskærende og ægte).
Alfie er en virkelig underholdende film, der udover et velskrevet manuskript og en sikker iscenesat subtekst, byder på en elegant billedside med et visuelt overskud. Den smukke medfortællende musikside er komponeret i en yderst succesfuld kollaboration mellem Mick Jagger, David A. Stewart og John Powell. Alfie besidder mange kvaliteter og er helt klart en anbefalelsesværdig film.
09/06-2005
