- Lille film, stor oplevelse -

4.0
“The Machinist” er bestemt ikke en af årets mest omtalte film for ingenting. Udover at være en af de mest originale thrillere set i lang tid, så er det også en ualmindelig nervepirrende en af slagsen.

En dyster og gådefuld handling er med til at skabe en særdeles spændende film, og alene stemningen er en oplevelse ud over det sædvanlige. Den besidder en bidende uhygge og et psykologisk omdrejningspunkt, der gør filmen medrivende fra start til slut.

En radmager Christian Bale er fremragende i hovedrollen som den plagede Trevor, og han tilfører sin rolle den smule empati, der er nødvendig for at have ondt af ham. Uden tvivl et midlertidigt højdepunkt i karrieren for den unge Bale, der med sit store talent forhåbentlig går en stor fremtid i møde med den ”døråbnende” rolle som Bruce Wayne i den næste Batman-film.

Selvom slutningen får brikkerne til at falde på plads, så har den ikke helt den ventede chokeffekt, og man kunne måske godt savne en slutning, der matchede det nervepirrende oplæg til fulde. Alligevel må det betragtes som hårde ord, da plottet absolut er godt udtænkt og udsøgt subtil i sin opbygning.

Desuden er filmen som stemningsoplevelse helt og holdent fænomenal, og fire store stjerner må derfor gives for en glimrende filmoplevelse og uden tvivl et af filmårets helt store overraskelser.
The Machinist