Når Ægteskabet Knirker

Storby-familie flytter ud på landet og ind i en gammel herskabsvilla, der gemmer på en grusom hemmelighed.

Med en helt pæn rolle-liste med flere solide skuespillere, der indimellem endda har formåret at give pragtpræstationer og en agtet instruktør, der blandt andet har lavet film som det højt respekterede drama ”Leaving Las Vegas” om mennesker på kantet til og ud over den sociale afgrund, så kan man godt vel godt tillade sig at have en smule reelle forventninger til denne thriller.

Det skal være sagt med det samme, at har man det, så bliver man højst sandsynligt skuffet. Filmen er en gabende lang banal kliche, der ikke ejer skyggen af originalitet og er så forudsigelig, at man næsten ikke kan få sig selv til at tro det kan være rigtigt. Når det så ikke engang er særligt spændende, ganske enkelt fordi det er hamrende udramatisk for genren og der sker for lidt, så begynder det at blive en af den slags film man finder det svært at sidde igennem.

Filmen kan måske ses som en udmærkede metafor for de kriser der kan og vil opstå i et ægteskab, her stillet op som familien der prøver at flygte fra problemerne, men ender med at må se den i øjnene og prøve at løse den, da ”aben” som altid flytter med, hvorved Dorff’s ellers helt gode indsats som skurk (i en klichefyldt skrevet rolle), skal ses som et symbol på en realistisk konflikt, der ikke kan rendes fra, på samme måde som de ikke kan undgå ham i filmen, men må tage opgøret.

Men hvad hjælper det hele, når hver scene trækkes ud i det uendelige, uden at have nogen grund til det, uden det at skulle fylde spilletiden ud, til man kan komme frem til det grotesk forudsigelige og forslidte klimaks.

Filmen følger fuldstændigt den gængse spændingskurve, her blot trukket i langdrag, hvor vi følger vores familie, der vælger at flytte på landet, væk fra storbyræset, for at få mere tid til hinanden, da ægteskabet knirker. Så kommer der en række forlorne idylliske scener, der skal understrege og etablere vore hovedpersoner og deres tilsyneladende begyndende lykke, selvfølgelig med et par begyndende advarsler om at der er under overfladen ligger noget og ulmer, at noget uhyggeligt er på vej og kommer til at ske, karakteriseret i den klassiske ”stilhed før stormen”-stil. Her udebliver den ægte og medrivende storm blot, eller lader i hvert fald alt for længe vente på sig.

I hovedrollerne gør Stone en anonym figur af den temmelig intetsigende slags, mens den normalt gode Quaid’s præstation virker lovlig meget rutinepræget. Dorff der har sumpet hen i en del tvivlsomme produktioner de sidste par år, prøver ellers at tilføre en dårligt skrevet rolle som psykopat lidt kød og dybde, men har sandsynligvis ikke fået nok at bygge sin karakter på til at det bliver et spændende og indsigtsfuld portræt og rollen er tillige for stereotyp til at den bliver godt gammeldags uhyggelig. Bedst er faktisk gamle Plummer i rollen som Dorff’s far. Han skal spille et dumt svin og den tror man totalt på. Men det er en lille rolle og kan derfor ikke tilføre filmen ret meget samlet set.

”Cold Creek Manor” er en stor skuffelse, uanset hvordan man vender og drejer det.