Ingenting i flot papir
2.0
Forestil dig juleaften at få øje på den største og flottest indpakkede gave under træet. Du finder ud af at den er til dig. Forventningsfuld pakker du den op, men opdager til din overraskelse at, der er en lidt mindre pakke inde i pakken. Og sådan fortsætter det. Du pakker ud. Lag for lag, men ingenting er der. Kun flot papir.
Mere præcist kan jeg ikke beskrive min følelse efter at have set Vanilla Sky. Den er spændende i starten. Billederne er smukke og musikken er fremragende. Historien er også interessant. Der kan komme meget godt ud af et trekantsdrama. Egentlig er det spændende at følge med i forholdet mellem David og hans piger.
Men hvorfor klipper filmen af og til en samtale mellem David og en psykolog, og hvorfor bærer David maske. Forventningsfuld ser jeg frem til at få afklaret mysteriet, og da David's misundelige veninde kører, ud over en bro, slår sig selv i hjel, og vansirer David's ansigt er der lagt i ovnen tril en rigtig spændende thriller.
Men så er det at det går galt. Pludselig går der David Lynch i den, og det har filmen bare ikke en historie, der kan holde til. Efterhånden som sandhederne kommer frem, vokser ens skuffelse. Det kan simpelthen ikke være rigtigt det her. Jo mere indviklet historien bliver, jo mere overfladisk og ligegyldig bliver den også.
Helt galt går det i filmens, indrømmet, overraskende "brag" af en slutning. I forhold til historien er det alt for langt ude. Alt hvad der blev bygget op i filmens første halvdel bliver ganske enkelt smidt væk. Filmen gør simpelthen sig selv til grin med den slutning. Det er meningen med overraskende slutninger, at man siger "ja selvfølgelig" og undrer sig over man ikke regnede den ud. Hér ryster man på hovedet og griner for sig selv.
Trist at så mange gode idéer blive misbrugt så grusomt. Det gode potentiale i filmens første halvdel, flotte billeder, god musik, og rimelig godt(dog lidt for karrikeret) skuespil, redder filmen fra bundkarakteren, og kunne jeg give pil op, ville jeg gøre det. Men absolut heller ikke mere.
Mere præcist kan jeg ikke beskrive min følelse efter at have set Vanilla Sky. Den er spændende i starten. Billederne er smukke og musikken er fremragende. Historien er også interessant. Der kan komme meget godt ud af et trekantsdrama. Egentlig er det spændende at følge med i forholdet mellem David og hans piger.
Men hvorfor klipper filmen af og til en samtale mellem David og en psykolog, og hvorfor bærer David maske. Forventningsfuld ser jeg frem til at få afklaret mysteriet, og da David's misundelige veninde kører, ud over en bro, slår sig selv i hjel, og vansirer David's ansigt er der lagt i ovnen tril en rigtig spændende thriller.
Men så er det at det går galt. Pludselig går der David Lynch i den, og det har filmen bare ikke en historie, der kan holde til. Efterhånden som sandhederne kommer frem, vokser ens skuffelse. Det kan simpelthen ikke være rigtigt det her. Jo mere indviklet historien bliver, jo mere overfladisk og ligegyldig bliver den også.
Helt galt går det i filmens, indrømmet, overraskende "brag" af en slutning. I forhold til historien er det alt for langt ude. Alt hvad der blev bygget op i filmens første halvdel bliver ganske enkelt smidt væk. Filmen gør simpelthen sig selv til grin med den slutning. Det er meningen med overraskende slutninger, at man siger "ja selvfølgelig" og undrer sig over man ikke regnede den ud. Hér ryster man på hovedet og griner for sig selv.
Trist at så mange gode idéer blive misbrugt så grusomt. Det gode potentiale i filmens første halvdel, flotte billeder, god musik, og rimelig godt(dog lidt for karrikeret) skuespil, redder filmen fra bundkarakteren, og kunne jeg give pil op, ville jeg gøre det. Men absolut heller ikke mere.
14/06-2005
