En 21 Gram Tungere Film
4.0
En række menneskers liv flettes sammen af en tragedie.
Hvis en menneskesjæl vejer 21 gram, som det påstås og som har givet filmen dens titel, så er den mexicanske instruktørs Inárritu’s anden spillefilm i hvert fald de 21 gram tungere end mange andre film, for den ejer sjæl og en vilje til at ville fortælle en stærk historier om skæbnens luner og menneskers karakterstyrke, selv om den ikke er uden svagheder.
Den giver en barsk og usødet skildring af hvordan vi som mennesker tror eller prøver på at styre tilværelsen, men gang på gang falder i og ofrer de gode ting i livet eller ikke forstår at værdsætte dem, og gør vi, så kan vi alligevel rammes af de ulykker vi altid tror tilkommer andre.
Filmens postulat om os menneskers indbildte og desavouerende personligheder er ikke ny, vi har set mange film om mennesker der ikke kan, tør eller vil kigge indad og være ærlig omkring det eller sig selv og vi har set mange film om mennesker der indimellem opsøger grænselandet, og emnet er sikkert præsenteret bedre (men så sandelig også værre), men ikke desto mindre er ”21 Grams” er fin og spændende en af slagsen og i hvert fald et kig værd.
Dens abrupte historier, der faktisk er optaget kronologisk, men klippet så den begynder med slutningen og springer rundt i handlingen, der fremstår som et puslespil, kan virke forvirrende og rodet, men giver mening og hænger fint sammen. Den slags til at begynde med, diskontinuerlige fortællestile er jo temmelig populære, hvis man vil lave en mere ”seriøs” film og virke interessant og det er så et af de punkter man kan kritisere filmen her for, for teoretisk kan denne film ikke påberåbe sig den store grund til denne stil, uden at det netop er for at fange publikums opmærksomhed, for det tilfører ikke filmen synderlig tyngde i dens tematik. Inárritu viser dog formidabelt overblik i hans brug af denne metode, så det ødelægger jo formelt intet.
På billedsiden har Inárritu sammen med kameramanden Rodrigo Prieto, der også har stået bag kameraet på så forskellige film som ”8 Mile” og ”Alexander”, næsten skabt et mesterværk, hvis man kan tåle filmen meget rå og rystende form, der blander den dokudramatiske realisme med et tvært (ment positivt) udtryk af noget der minder om en hallucinerende tilstand. Det er ekskvisit gjort og giver filmen en subjektiv og mental udtryksform, der på en gang får filmens skikkelser til at blive virkelighedsnære på en særegen måde, der rykker dem nærmere publikum, mens deres handlinger indimellem får os til at tage afstand.
I hovedrollerne ses noget af det bedste skuespil man kan ønske sig og det gælder stort set dem alle. Karaktererne bliver i den grad virkeliggjort på en sjældent set måde, så de på en gang virker forudsigelige som vi mennesker indimellem kan, men får så gjort så man alligevel får indtryk at de indeholder mere end øjet kan se.
”21 Grams” er ikke et mesterværk, dertil har den måske næsten for travlt med at være det og hvis det bliver målet, taber kunstneren integriteten, men den er alligevel blevet en god film, der skal ses.
Hvis en menneskesjæl vejer 21 gram, som det påstås og som har givet filmen dens titel, så er den mexicanske instruktørs Inárritu’s anden spillefilm i hvert fald de 21 gram tungere end mange andre film, for den ejer sjæl og en vilje til at ville fortælle en stærk historier om skæbnens luner og menneskers karakterstyrke, selv om den ikke er uden svagheder.
Den giver en barsk og usødet skildring af hvordan vi som mennesker tror eller prøver på at styre tilværelsen, men gang på gang falder i og ofrer de gode ting i livet eller ikke forstår at værdsætte dem, og gør vi, så kan vi alligevel rammes af de ulykker vi altid tror tilkommer andre.
Filmens postulat om os menneskers indbildte og desavouerende personligheder er ikke ny, vi har set mange film om mennesker der ikke kan, tør eller vil kigge indad og være ærlig omkring det eller sig selv og vi har set mange film om mennesker der indimellem opsøger grænselandet, og emnet er sikkert præsenteret bedre (men så sandelig også værre), men ikke desto mindre er ”21 Grams” er fin og spændende en af slagsen og i hvert fald et kig værd.
Dens abrupte historier, der faktisk er optaget kronologisk, men klippet så den begynder med slutningen og springer rundt i handlingen, der fremstår som et puslespil, kan virke forvirrende og rodet, men giver mening og hænger fint sammen. Den slags til at begynde med, diskontinuerlige fortællestile er jo temmelig populære, hvis man vil lave en mere ”seriøs” film og virke interessant og det er så et af de punkter man kan kritisere filmen her for, for teoretisk kan denne film ikke påberåbe sig den store grund til denne stil, uden at det netop er for at fange publikums opmærksomhed, for det tilfører ikke filmen synderlig tyngde i dens tematik. Inárritu viser dog formidabelt overblik i hans brug af denne metode, så det ødelægger jo formelt intet.
På billedsiden har Inárritu sammen med kameramanden Rodrigo Prieto, der også har stået bag kameraet på så forskellige film som ”8 Mile” og ”Alexander”, næsten skabt et mesterværk, hvis man kan tåle filmen meget rå og rystende form, der blander den dokudramatiske realisme med et tvært (ment positivt) udtryk af noget der minder om en hallucinerende tilstand. Det er ekskvisit gjort og giver filmen en subjektiv og mental udtryksform, der på en gang får filmens skikkelser til at blive virkelighedsnære på en særegen måde, der rykker dem nærmere publikum, mens deres handlinger indimellem får os til at tage afstand.
I hovedrollerne ses noget af det bedste skuespil man kan ønske sig og det gælder stort set dem alle. Karaktererne bliver i den grad virkeliggjort på en sjældent set måde, så de på en gang virker forudsigelige som vi mennesker indimellem kan, men får så gjort så man alligevel får indtryk at de indeholder mere end øjet kan se.
”21 Grams” er ikke et mesterværk, dertil har den måske næsten for travlt med at være det og hvis det bliver målet, taber kunstneren integriteten, men den er alligevel blevet en god film, der skal ses.
16/06-2005
