Den Sande Kærlighed, Eller?
4.0
Pigen Alice (Portman) er forelsket i Dan (Law) og de indleder et forhold, men Dan forelsker sig snart i kvinden Anna (Roberts), der ellers er sammen med Larry (Owen).
Den anerkendte instruktør Nichols har ud af Patrick Marber’s, der også står for manuskriptet, skuespil, lavet en fin lille og særdeles velspillet film om og for voksne mennesker i et moderne samfund og hvordan vi bruger og i særdeleshed misbruger kærligheden i den tro, at den skal føles som en lang forelskelse.
Tonen i filmen er seriøs og uglamourøs, meget langt fra den typiske Hollywood-kærlighedsfilm, men har en diskret lille kant af melankolsk ironi, som den bruger flot, i en film om ægte mennesker bag facaden og deres (vores) trang til eskapisme, egoisme og her-og-nu tilfredsstillelse.
Dialogen er velskrevet, på en moden og realistisk måde, billederne er holdt i ofte matte farver, der er med til at slå tonen an og med et skarp snit, hvor der intet eller i hvert fald ikke er meget overflødigt med.
De fire hovedpersoner giver naturalistiske og nuancerede præstationer, hvor ingen fremstår som sort eller hvide. Særligt skal Portman fremhæves, hun ser ikke bare godt ud og virker naturlig sød, hun spiller også helt fantastisk i en rolle som den unge kvinde, som vi tror på som den ægte vare der søger oprigtig tryghed, indtil hendes hykleri afsløres som var hun en metafor for noget man drømmer om.
Det her er ikke en film for dem der søger den hvalpede og lyserøde kærlighedsfilm, det er netop dem den gør grin med eller kritiserer.
Den anerkendte instruktør Nichols har ud af Patrick Marber’s, der også står for manuskriptet, skuespil, lavet en fin lille og særdeles velspillet film om og for voksne mennesker i et moderne samfund og hvordan vi bruger og i særdeleshed misbruger kærligheden i den tro, at den skal føles som en lang forelskelse.
Tonen i filmen er seriøs og uglamourøs, meget langt fra den typiske Hollywood-kærlighedsfilm, men har en diskret lille kant af melankolsk ironi, som den bruger flot, i en film om ægte mennesker bag facaden og deres (vores) trang til eskapisme, egoisme og her-og-nu tilfredsstillelse.
Dialogen er velskrevet, på en moden og realistisk måde, billederne er holdt i ofte matte farver, der er med til at slå tonen an og med et skarp snit, hvor der intet eller i hvert fald ikke er meget overflødigt med.
De fire hovedpersoner giver naturalistiske og nuancerede præstationer, hvor ingen fremstår som sort eller hvide. Særligt skal Portman fremhæves, hun ser ikke bare godt ud og virker naturlig sød, hun spiller også helt fantastisk i en rolle som den unge kvinde, som vi tror på som den ægte vare der søger oprigtig tryghed, indtil hendes hykleri afsløres som var hun en metafor for noget man drømmer om.
Det her er ikke en film for dem der søger den hvalpede og lyserøde kærlighedsfilm, det er netop dem den gør grin med eller kritiserer.
21/06-2005
