..This place is dead anyway..
5.0
Efterhånden synes jeg næsten, at man har set de fleste bemærkelsesværdige 90’er-film, men af uvisse årsager missede jeg fuldstændig “Swingers”, da den udkom i sin tid. Men faldt for nylig over filmen (endda til beskedne penge) og det var mildt sagt en positiv overraskelse.
Personligt har jeg aldrig været den store fan af Vince Vaughn, men i ”Swingers” må jeg ganske enkelt tag hatten af - for han er sgu herlig som den bekymringsfrie super-smartass Trent.
Jon Favreau er også særdeles skarp i sit lidt mere alvorlige portræt af den usikre, og temmelig kejtede Mike, der mildt sagt sidder fast i tilværelsen.
Udover det fine skuespil og en noget nær genial dialog, var jeg ret vild med filmens unikke stil – altså det at den formår, at formidle noget seriøst og interessant i en så gennemført humoristisk indpakning. Ofte er resultatet af et sådant forsøg, enten noget temmelig ukomisk eller noget direkte plat.
Og netop derfor er ”Swingers” en sjældenhed – jeg har i hvert fald sjældent oplevet en så vellykket kombination af komedie og drama. Nogle få umiddelbare paralleller, kunne være ”Heathers” og ”The Station Agent”, som i hvert fald havde lidt af den samme effekt på mig.
Der er en del mindeværdige scener i ”Swingers” – lige fra starten på kasinoet, til slutningen hvor Vaughn mildest talt misforstår nogle kvindelige signaler...
Men især én scene holdt mig fast, nemlig da Favreau ringer til en vis laber dames telefonsvarer – at krumme tæer er en uundgåelig reaktion! Men scenen er et godt eksempel på filmens stil - man griner af ham, men græder også med ham…
Som både Force og Don nævner, er ”Swingers” simpelthen en feel-good film af dimensioner (og det skal forstås i ordets mest positive forstand) Jeg var i hvert fald solgt, og Doug Liman røg en ekstra tak op blandt mine instruktør-præferencer – så hvis nogen (ligesom jeg havde) har misset filmen, så tjek den da lige ud :-)
Personligt har jeg aldrig været den store fan af Vince Vaughn, men i ”Swingers” må jeg ganske enkelt tag hatten af - for han er sgu herlig som den bekymringsfrie super-smartass Trent.
Jon Favreau er også særdeles skarp i sit lidt mere alvorlige portræt af den usikre, og temmelig kejtede Mike, der mildt sagt sidder fast i tilværelsen.
Udover det fine skuespil og en noget nær genial dialog, var jeg ret vild med filmens unikke stil – altså det at den formår, at formidle noget seriøst og interessant i en så gennemført humoristisk indpakning. Ofte er resultatet af et sådant forsøg, enten noget temmelig ukomisk eller noget direkte plat.
Og netop derfor er ”Swingers” en sjældenhed – jeg har i hvert fald sjældent oplevet en så vellykket kombination af komedie og drama. Nogle få umiddelbare paralleller, kunne være ”Heathers” og ”The Station Agent”, som i hvert fald havde lidt af den samme effekt på mig.
Der er en del mindeværdige scener i ”Swingers” – lige fra starten på kasinoet, til slutningen hvor Vaughn mildest talt misforstår nogle kvindelige signaler...
Men især én scene holdt mig fast, nemlig da Favreau ringer til en vis laber dames telefonsvarer – at krumme tæer er en uundgåelig reaktion! Men scenen er et godt eksempel på filmens stil - man griner af ham, men græder også med ham…
Som både Force og Don nævner, er ”Swingers” simpelthen en feel-good film af dimensioner (og det skal forstås i ordets mest positive forstand) Jeg var i hvert fald solgt, og Doug Liman røg en ekstra tak op blandt mine instruktør-præferencer – så hvis nogen (ligesom jeg havde) har misset filmen, så tjek den da lige ud :-)
22/06-2005
