intellektuel og ambitiøs
5.0
Den uerfarne, men usvigelig sikre instruktør Darren Aronofsky har med PI begået en dybt fascinerende og kompleks debutfilm, der har udmundet sig til et ubestridt og ubehagelig mesterværk, som virkelig kryber ind under huden på publikum. Aronofsky er en virkelig unik og i særklasse talentfuld instruktør, der på mageløs vis har innoveret filmmediet med hans nådesløse og psykedeliske indfaldsvinkel. Indtil videre har han kun kreeret to spillefilm, denne og den ubeskrivelige Requiem For a Dream, og det eneste klagepunkt jeg har med hensyn til Aronofskys karriere, er den lange ventetid mellem hans værker.
PI er indspillet på et meget skrabet budget, hvor filmholdet ikke altid havde tilladelse til at optage på de givne locations. Den problematiske indspilningsproces har dog ikke haft indflydelse på det endelige resultat, der må siges at være independent-film, når det er allerbedst. Sean Gullette er ret fremragende og flerlaget som den asociale matematiker, der leder efter en gennemgående sammenhæng, først i børsverdenen, og i takt med de stigende ambitioner, i livet. Hans søgen kan kategoriseres som matematisk eksistentialisme, hvor Gullette indledningsvis benægter, at livet styres af en guddommelig og skæbnebestemmende kraft. Den ubehagelige hjerne-scene visualiserer dette fyldestgørende, da Gullette forsøger at håndgribeliggøre noget abstrakt (vores komplicerede sjæl). Handlingen i PI er genial sammensat og ret så original, og den dramaturgiske struktur er noget nær perfekt. Som publikum er man ubehjælpsomt fanget i filmens kaotiske, uforudsigelige og yderst intelligente univers, hvor man konstant fænges af den psykologiske spænding.
Gullettes søgen efter den matematiske orden og sammenhæng har forblændet ham for både realiteterne og det smukke i livet. Dette understreges flere gange med en nostalgisk historie om bruddet på moderens advarsel om at stirre for længe på solen, hvorved Gullette var tæt på at miste synet. Han tilsidesætter perspektiveringen, det store billede, og nuancerne (filmen er optaget i sort/hvid) for de kolde facts. Dette symboliseres virtuost og nærmest poetisk med kamera-zoomet ind på træerne. Lig med karaktererne i Requiem… er Gullette en ubevidst selvdestruktiv menneske, der dog ultimativt finder opvågning (i slutningen zoomes der ud i stedet for ind). PI er dermed, modsat førnævnte, ikke en fortælling om menneskeligt forfald, men om et genis afmystificering. Som publikum ved man aldrig, hvor meget af hændelserne, der faktisk er virkelighed, da Gullette lider under heftige hallucinationer, og momentvis tror man, at hele filmen er en visualisering af en paranoid mands neuroser. Slutteligt findes der dog forløsning og forståelse.
Fotografen Matthew Libatique udnytter de begrænsede muligheder optimalt, og man kan kun beundre den opfindsomme og meget virkningsfulde kameraføring, der sammen med den gennemførte montage og Chris Mantells nervepirrende musik, løfter flere sekvenser til det uforglemmelige. Især scenen ved havet, hvor Gullette vasker sig ansigt og påbegynder opvækkelsen, ramte en både visuel og poetisk nerve.
PI er en overrumplende, sofistikeret, udfordrende og ultimativt uafrystelig oplevelse, der naturligvis ikke når Requiem…’s kunstneriske højder, men ligger grobund for Aronofskys meget personlige, filmisk overlegne og innoverende stil. Ventetiden til den kommende The Fountain er ulidelig.
PI er indspillet på et meget skrabet budget, hvor filmholdet ikke altid havde tilladelse til at optage på de givne locations. Den problematiske indspilningsproces har dog ikke haft indflydelse på det endelige resultat, der må siges at være independent-film, når det er allerbedst. Sean Gullette er ret fremragende og flerlaget som den asociale matematiker, der leder efter en gennemgående sammenhæng, først i børsverdenen, og i takt med de stigende ambitioner, i livet. Hans søgen kan kategoriseres som matematisk eksistentialisme, hvor Gullette indledningsvis benægter, at livet styres af en guddommelig og skæbnebestemmende kraft. Den ubehagelige hjerne-scene visualiserer dette fyldestgørende, da Gullette forsøger at håndgribeliggøre noget abstrakt (vores komplicerede sjæl). Handlingen i PI er genial sammensat og ret så original, og den dramaturgiske struktur er noget nær perfekt. Som publikum er man ubehjælpsomt fanget i filmens kaotiske, uforudsigelige og yderst intelligente univers, hvor man konstant fænges af den psykologiske spænding.
Gullettes søgen efter den matematiske orden og sammenhæng har forblændet ham for både realiteterne og det smukke i livet. Dette understreges flere gange med en nostalgisk historie om bruddet på moderens advarsel om at stirre for længe på solen, hvorved Gullette var tæt på at miste synet. Han tilsidesætter perspektiveringen, det store billede, og nuancerne (filmen er optaget i sort/hvid) for de kolde facts. Dette symboliseres virtuost og nærmest poetisk med kamera-zoomet ind på træerne. Lig med karaktererne i Requiem… er Gullette en ubevidst selvdestruktiv menneske, der dog ultimativt finder opvågning (i slutningen zoomes der ud i stedet for ind). PI er dermed, modsat førnævnte, ikke en fortælling om menneskeligt forfald, men om et genis afmystificering. Som publikum ved man aldrig, hvor meget af hændelserne, der faktisk er virkelighed, da Gullette lider under heftige hallucinationer, og momentvis tror man, at hele filmen er en visualisering af en paranoid mands neuroser. Slutteligt findes der dog forløsning og forståelse.
Fotografen Matthew Libatique udnytter de begrænsede muligheder optimalt, og man kan kun beundre den opfindsomme og meget virkningsfulde kameraføring, der sammen med den gennemførte montage og Chris Mantells nervepirrende musik, løfter flere sekvenser til det uforglemmelige. Især scenen ved havet, hvor Gullette vasker sig ansigt og påbegynder opvækkelsen, ramte en både visuel og poetisk nerve.
PI er en overrumplende, sofistikeret, udfordrende og ultimativt uafrystelig oplevelse, der naturligvis ikke når Requiem…’s kunstneriske højder, men ligger grobund for Aronofskys meget personlige, filmisk overlegne og innoverende stil. Ventetiden til den kommende The Fountain er ulidelig.
23/06-2005
