overvurderet, man stadig god
4.0
[spoilers]
Tag ikke fejl; Saw er en velfungerende, virkningsfuld og veliscenesat gyser, der på fremragende vis suger publikum ind i dens nådesløse og ret sadistiske univers. Et mesterværk er den dog langtfra, og enhver sammenligning med Seven er direkte blasfemisk for førnævnte. Finchers superbe og uopnåelige mesterværk har dog utvivlsomt fungeret som enorm inspirationskilde for instruktørdebutanten James Wang, der stilsikkert udviser lovende flair for genre. Saw er dog hverken innoverende, banebrydende eller på andre måder original, den besidder ’bare’ en gennemtænkt, om end noget søgt præmis.
To mænd vågner op i et rum, der tidligere har fungeret som badeværelse. De er lænket fast til rør i væggen, og de må nu gradvist afsløre, hvad i alverden der foregår og hvorfor netop de to er de uheldig udvalgte. Associationer til Natalis absolut fremragende og eksistentialistiske Cube tangerer til decideret plagiat, og Saw når da heller aldrig dennes kunstneriske højder. Den basale spænding og mystik er dog stadig til stede, og langsomt udfoldes historien mere bredtfavnende end forventet. Ulig Natali betror Wang sig ikke på simpliciteten i sin fortælling, og Saw udvikler sig fra at være en paranoiafyldt og klaustrofobisk psykologisk thriller/gyser til en konventionel seriemorder-film med en noget overraskende, men også fragmentarisk og abrupt slutning.
Wang ligger ikke fingre imellem i hans skildring af ’den opvækkende’ gerningsmands brutale og ret udspekulerede scenariums, og filmens første halvdel er en morbid, ubehagelig og sikker manipulerende gyser af den bedre og ubønhørlige slags, som vi på det seneste sjældent ser fra den amerikanske filmindustri, der virker mere og mere fokuseret på at være uanstødelige. Der er noget befriende over den bizarre og sadistiske stemning, der i filmens sidste halvdel desværre udskiftes med standard jagt på gerningsmanden. Den overraskende og decideret ondskabsfulde slutning, der indrømmet virkelig river benene væk under publikum, fungerer mere som en gimmick end en psykologisk integreret del af Wangs fortælling. Gerningsmandens bagvedliggende motiv er dog ret interessant (dens psykopatiske form ekskluderet) og, med en mere udforskende behandling, muligvis endda debatskabende og tankevækkende. Her udvises Wangs inkarnerede fascination for en Fincher-film igen, nemlig Fight Club, hvor Brad Pitt i en meget uforglemmelig scene truer et hverdagsmenneske, der endnu ikke har fået taget sig sammen til at opnå sin gennemførlige drøm. Tag dette brudstykke, blæs det op til halvanden time, så får du Saw.
Personskildringen er en smule tør og banal, men fungerer udmærket som et holdepunkt for publikum, og skuespillerne yder en god indsats. Visuelt set anvender Wang postmodernistiske virkemidler og en mtv-agtig klippestil, der meget overraskende understøtter gyset glimrende. Saw er utvivlsomt en god film, men savner en mere gennemført og dybdegående subtekst for at kunne celebreres som mesterværk og for alvor at blive mindeværdig. Den annoncerede fortsættelse virker dog som en meget dårlig idé, og ikke engang instruktøren er den samme. Præmissen kan vist ikke malkes mere, før det bliver tyndslidt.
Tag ikke fejl; Saw er en velfungerende, virkningsfuld og veliscenesat gyser, der på fremragende vis suger publikum ind i dens nådesløse og ret sadistiske univers. Et mesterværk er den dog langtfra, og enhver sammenligning med Seven er direkte blasfemisk for førnævnte. Finchers superbe og uopnåelige mesterværk har dog utvivlsomt fungeret som enorm inspirationskilde for instruktørdebutanten James Wang, der stilsikkert udviser lovende flair for genre. Saw er dog hverken innoverende, banebrydende eller på andre måder original, den besidder ’bare’ en gennemtænkt, om end noget søgt præmis.
To mænd vågner op i et rum, der tidligere har fungeret som badeværelse. De er lænket fast til rør i væggen, og de må nu gradvist afsløre, hvad i alverden der foregår og hvorfor netop de to er de uheldig udvalgte. Associationer til Natalis absolut fremragende og eksistentialistiske Cube tangerer til decideret plagiat, og Saw når da heller aldrig dennes kunstneriske højder. Den basale spænding og mystik er dog stadig til stede, og langsomt udfoldes historien mere bredtfavnende end forventet. Ulig Natali betror Wang sig ikke på simpliciteten i sin fortælling, og Saw udvikler sig fra at være en paranoiafyldt og klaustrofobisk psykologisk thriller/gyser til en konventionel seriemorder-film med en noget overraskende, men også fragmentarisk og abrupt slutning.
Wang ligger ikke fingre imellem i hans skildring af ’den opvækkende’ gerningsmands brutale og ret udspekulerede scenariums, og filmens første halvdel er en morbid, ubehagelig og sikker manipulerende gyser af den bedre og ubønhørlige slags, som vi på det seneste sjældent ser fra den amerikanske filmindustri, der virker mere og mere fokuseret på at være uanstødelige. Der er noget befriende over den bizarre og sadistiske stemning, der i filmens sidste halvdel desværre udskiftes med standard jagt på gerningsmanden. Den overraskende og decideret ondskabsfulde slutning, der indrømmet virkelig river benene væk under publikum, fungerer mere som en gimmick end en psykologisk integreret del af Wangs fortælling. Gerningsmandens bagvedliggende motiv er dog ret interessant (dens psykopatiske form ekskluderet) og, med en mere udforskende behandling, muligvis endda debatskabende og tankevækkende. Her udvises Wangs inkarnerede fascination for en Fincher-film igen, nemlig Fight Club, hvor Brad Pitt i en meget uforglemmelig scene truer et hverdagsmenneske, der endnu ikke har fået taget sig sammen til at opnå sin gennemførlige drøm. Tag dette brudstykke, blæs det op til halvanden time, så får du Saw.
Personskildringen er en smule tør og banal, men fungerer udmærket som et holdepunkt for publikum, og skuespillerne yder en god indsats. Visuelt set anvender Wang postmodernistiske virkemidler og en mtv-agtig klippestil, der meget overraskende understøtter gyset glimrende. Saw er utvivlsomt en god film, men savner en mere gennemført og dybdegående subtekst for at kunne celebreres som mesterværk og for alvor at blive mindeværdig. Den annoncerede fortsættelse virker dog som en meget dårlig idé, og ikke engang instruktøren er den samme. Præmissen kan vist ikke malkes mere, før det bliver tyndslidt.
26/06-2005
