Værdig toer

4.0
Det er svært at lave en film der rammer både samme stemning, men også samme punch og troværdig, som det var tilfældet med Nicolas Winding Refn's debutfilm Pusher. I Pusher II har Refn fat i noget af det rigtige, stemningen er der ihvertfald, troværdigheden også i en vis grad. Men mht. punchen, der har Refn ramt helt forkert, noget som filmen lider under.

Historien udspiller sig et par år efter den første Pusher, hvor vi denne gang ikke følger den handlekraftige og macho Frank, men derimod den underkuede og (i hans øjne), smarte Tonny. Han er netop blevet løsladt efter 13 måneder i fængsel, hvor han kommer ud med en mindre gæld, til en anden indsat i fængslet. Uden at have nogen rigtig ide om hvor han skal skaffe pengene fra, opsøger han sin far, Smeden (portrætteret af en velspillende Leif Sylvester Pedersen), for at få et job. Smeden er en respekteret mand i Københavns kriminelle verden, der er kendt for at sælge stjålne biler. Smeden virker ikke særlig begejstret for at se Tonny, men han er nu en gang hans søn, så han indvilliger i at give ham et job.

Tonny har dog flere problemer end først antaget, da han bliver opsøgt af en tidligere luder, der påstår at han er faderen til hendes, et par måneder gamle søn. Hun kræver derfor, at han får taget en faderskabstest, for at se om han virkelig er faderen, og hvis det er tilfældet, så kræve børnepenge af ham.

Tonny får yderligere rodet sig ud i nogen problemer med ukendte bagmænd, pga. hans ven Kusse-Kurt, der (ligesom Tonny) ikke er specielt kløgtig. Dette danner ramme om forgrundshistorien for Pusher II, men filmen er ikke nær så vellykket som sin forgænger.

Hovedpersonen Tonny, er som sagt en meget underkuet person, hvilket kan ses i folks opfattelse af ham. Alle undtagen hans venner behandler ham som lort, og anser ham for en taber. Han foregiver at være ligeglad med dette, men det går inderst inde hårdt udover hans selvværd. På den måde, har han en stor trang til at vise sig, og har desuden et stort behov for anerkendelse. Dette er grunden til, at han gør næsten alt hvad man beder ham om, og at han finder sig i at folk kalder ham div. skældsord næsten konstant. Han virker mest af alt som en hund, der gennem hele livet har fået tæsk, og nu bare parerer ordrer, for at komme højrere op i hierarkiet.

Dette gør, at filmen bliver meget svingende, i forhold til Pusher, hvor der var et mål, og det blev styret imod af en manipulerende og kontrollerende person. på den måde, fungerer Pusher II ikke specielt godt som en helhed. De lidt løse ender i historien, skal til sidst fremstå som ét stort problem, hvilket ikke virker efter hensigten. Filmen blev lavet pga. at Refn var i pengeproblemer, hvilket kan ses. Mange af nøgletingene i historien, føles lidt som nødløsninger, der blev klappet sammen så hurtigt som muligt. Nu tænker jeg mest på Tonny's ven Kurt's problemer med de ukendte bagmænd, der på ingen måde virker efter hensigten.

Men på trods af filmens svagheder, så har den stadigvæk dens positive elementer. Karaktererne er ikke noget at råbe hurra for, men mht. til Tonny's liv, så får man virkelig indtrykket af hvordan han har det. En af de sidste scener, hvor han sidder i en lejlighed og bliver svinet til, er meget overbevisende. Man kan føle præcis hvordan han har det, hvilket er Mads Mikkelsen's fortjeneste. Han får (på trods af de få arbejdsbetingelser), virkelig sat sit præg på denne film. Efter lidt komiske roller i film som Blinkende Lygter og De Grønne Slagtere, så beviser han her endnu engang, hvilken fremragende karakterskuespiller han er. Man kommer virkelig ind under huden på Tonny, og oplever hvordan livet for en kriminel, der ikke kan finde sin plads i verden, er.

Som efterfølger til Pusher, er filmen ikke ret meget værd. Men som enkeltstående film, der drager et portræt af det kriminelle miljø, der skiller den sig dog alligevel ud. Den realisme som forgængeren havde følges der op på i 2'eren, noget som ikke opleves så tit i en verden, hvor Hollywood spytter den ene urealistiske actionfilm film ud den anden. Så thumbs up til Refn og skuespillerne for et udmærket drama i den kriminelle verden, og lad os håbe at Pusher 3 kan holde niveauet når den engang ser dagens lys.
Pusher II