Alt Hun Ville Var At Elskes

Kvinden Aileen (Theron) der ernærer sig som prostitueret, begynder efter at have haft en særlig brutal kunde, at myrde sine kunder.

”Monster” er et overraskende uglamourøst amerikansk drama af den spillefilmsdebuterende kvindelige instruktør Jenkins, der som den eneste fik adgang til en masse af den rigtige Aileen’s personlige breve, og hun har skabt en ofte ubehagelig og deprimerende filmoplevelse, der ikke leverer meget at smile ad, hvis noget, hvad der gør indtrykket og udtrykket, altså filmsproget der ellers intet særligt er, så meget stærkere og mere ægte, da filmen omhandler et menneske på skyggesiden af livet og er bygget på en sand historie.

Jeg kan undre mig over, at man vælger en af verdens smukkeste skuespillerinder, nemlig Theron til hovedrollen, for så ved hjælp af make-up og andet at gøre hende grim og utiltrækkende, frem for blot at vælge en mindre attraktiv en fra starten, men ikke desto mindre levende- og menneskeliggør Theron rollen i en sådan grad, at man både får sympati og forståelse for det mennesker der må gemme sig bag det monster der præsenteres i medierne og som kunne begå en række tilsyneladende koldblodige mord.

Ja man forstår hende endda når hun myrder løs, selv om man tager afstand fra det, så ønsker man hende næsten det som hun så synligt længes efter, nemlig at blive elsket, få omsorg og blive holdt af, at hun skal få tilkendt den menneskelige behandling og den kærlighed som i så inderligt fortjener og savner.

I Theron’s portræt får man et godt indtryk af, at selv om Aileen er en voksen kvinde, der skal stå til regnskab for hendes forbrydelser, så er hun følelsesmæssigt på mange måder ikke andet end et naivt og skræmt barn med nogle urealistiske drømme og handler som sådan, men med katastrofale følger på grund af sin egen grusomme opvækst, hvor overgreb af forskellige slags har været mere regelen end undtagelsen. Det er svært ikke at tænke, at hvor var hjælpen da hun havde brug for den og på den måde kommer filmen smukt igennem med sit budskab, uden at moralisere over sit egent tema.

Også Ricci gør en god og nuanceret indsats som den unge pige, der bliver Aileen’s elsker, selv om Aileen ikke er lesbisk, hun vil blot elskes. Rollen er indrømmet lidt mindre klar og man aner ikke altid hvad eller hvem hun er eller hvad hun står for, men man får indtrykket af, at hun ”blot” er en grænsesøgende og spoleret teenager (der selvfølgelig også har sit at kæmpe med), der bude bære et moralsk ansvar for Aileen’s handlinger, da det er hende som Aileen prøver at imponere og leve op til (Aileen myrder jo til dels for at kunne bruge pengene på hende). Ricci’s rolle kan i sidste ende, da hun i virkeligheden slet ikke gider Aileen og vender hende ryggen da det gælder, ses som katalysator for grusomhederne og det er tæt på, at hun indirekte gøres til skurken i hele affæren.

Filmisk er det solidt og godt håndværk, men heller ikke meget mere og man kan kritisere historien for at drive for løst rundt og ikke fortælles med et skarpere fokus på årsag og virkning, men det fungerer og reddes på grund af Theron’s fornemme spil (hun vandt da også en Oscar og ikke ufortjent), der giver det den dybde som resten af handlingen ikke formår. Musikken af Brian Transeau, der blot kalder sig BT, understøtter fint filmen og så er den spækket med massere af datidens musik, så den pænt rammer tiden den foregår i, selv om fortællingen er tidløs.