Farven Rød For Fare

En lille isoleret landsby og dets borgere, lever tilsyneladende i fred med nogle sære kreaturer der gemme sig i de skove der omgiver byen. Men noget tyder på, at freden er ved at være forbi.

Efter at Shyamalan i 1999 fik så stor succes med den udspekulerede og dybt overraskende ”The Sixth Sense” (stadig hans bedste film), har der været en del hype omkring og store forventninger til hans film og det har han, i hvert fald med denne her ifølge mig, mere end svært ved at leve op til.

Nuvel, den er da smukt lavet, med gode billeder og forholdsvis solidt skuespil og den har da nogle fine pointer, men den er også så forudsigelig som de kommer, formår ikke at være overraskende i den grad den selv ligger op til og uhyggeligt er det ingenlunde som den ellers gerne vil prøve at virke.

Ofte er den sindige historie fortalt, så man føler den slæber sig af sted og indimellem bliver det direkte kedsommeligt, også selv om man skulle vælge at se bort fra at den faktisk skulle have været skræmmende, men ikke er det og kun kigger på den rent tematisk og dramaturgisk.

Rammerne omkring nogle ellers interessante og hvad der også kunne være blevet til nogle tankevækkende synspunkter på mennesker og deres mentalitet, er ganske enkelt for løse og ufokuserede og selve de underliggende temaer, især omkring menneskets frygt, fungerer ikke i dybden, men fremstår flygtige og inferiøre.

Som sådan kunne det være spændende nok at udforske menneskets natur og Shyamalan postulerer og sikkert sandt nok, at hvis man som vil skabe et bedre samfund, så er første fejl at bygge det på en løgn og holde folket nede med gru og terror. Hans påstande om at man ikke kan flygte fra menneskets væsen og især uvæsen, hvor grådighed, materialisme og jalousi fører til had, vold og måske mord, de vil altid stikke deres grimme ansigter frem før eller siden, er også vedkommende nok, det er ren gruppe-psykologi og rummer noget eksistentielt.

Men det er som om at det alt sammen er forgæves, det fungerer ganske simpelt ikke efter hensigten.

Man kunne også overføre Shyamalan’s synspunkter til religion og hvordan den er blevet brugt til at føre mennesker bag lyset og holde dem nede med, men heller ikke her gås der nok i dybden med emnet til at det bliver fængslende nok. Jeg er nu heller ikke sikker på, at Shyamalan har haft denne hensigt med sin film, selv om han vistnok skulle være meget religiøs selv og derfor kunne tænkes at udforske dens natur på en kritisk måde, for bedre at forstå den selv. Valget havde været, hvis ikke modigt, så da bravt, men for os andre hjælper det lige lidt, når filmen halter på så mange punkter og man allerede fra første billede stort set har gættet hele plottet, dens twist og drejninger og samtlige af dens synspunkter.

Smukke intentioner hjælper ikke på dårlige eller kedeligt udførte ideer, heller ikke inden for kunstens verden.