Wenders- the American way
3.0
Tamt og klichefyldt romantisk drama, der genbruger præmissen fra tyskeren Wim Wenders Himlen Over Berlin til at skildre en søgt kærlighedsromance, der dog ikke er nær så sentimental og sukkersød skildret som forventet. Instruktøren Brad Silberling er ikke det mest oplagte valg til dette bredappellerende voksendrama (tidligere film inkluderer familiefilmen Casper – Det Venlige Spøgelse), men iscenesætter City of Angels med en overraskende sikker hånd, dog uden at filmen ultimativt hæver sig over det middelmådige.
Den største attraktion i City of Angels er utvivlsomt en afdæmpet Nicolas Cage som englen, der bevidst menneskeliggøre sig selv for at være sammen med en sin hurtig opståede elskede. Cage er intet mindre end fremragende i en rolle, der ellers kalder på endimensional dramatik. Takket være Cage både fænges og røres man over hans første møde med de banale ting, som vi i hverdagen ikke kaster opmærksomhed på og bare tager for givet. Dette er filmens mest succesrige aspekt og dens simple, men smukke pointe, der visualiseres til bravur; at vi skal værdsætte de selv de mindste ting. Desværre oprinder dette kun i den sidste halvdel i dette lige lovlig langtrukne drama (hvor kedsomheden momentvis banker på), og der ligges alt for meget fokus på den overromantiserede, uoriginale og forudsigelige kærlighedshistorie. Meg Ryan er noget tør som den fortvivlende læge, som Cage projekterer sin kærlighed over på, men sammenspillet mellem de to er godt og bibeholder plausibiliteten.
City of Angels har potentialet til at være en rigtig god og gribende film. Allegoriseringen af engle-’mytologien’ er både spændende og fascinerende i dens optimistiske mystik, men desværre balanceres der ueffent mellem denne del (der ellers burde understøtte larger-than-life kærlighedshistorien) og romancen mellem Cage og Ryan. Her skinner manuskriptets mangler igennem og trækker filmen ned. Produktionsmæssigt er der nemlig ikke en finger at sætte på projektet. Musikken af Gabriel Yared er (som altid) rigtig god og rørende (valget af Goo Goo Dolls’ bedste sang er overraskende velplaceret), og billedsiden er lækker, gennemført og til tider helt poetisk. Silberlings visuelle øje er fantastisk.
Præmissen udnyttes desværre ikke optimalt, og City of Angels ender derfor desværre med at være endnu en lettilgængelig, amerikaniseret romantisk affære. Silberling har dog som filmskaber (og auteur) bevist sit værd med den semi-selvbiografiske og derved meget personlige og indfølte Moonlight Mile, en yderst undervurderet (undertegnede inkluderet) og velspillet film, der ydermere er en af mine yndlings feel-good dramaer.
Den største attraktion i City of Angels er utvivlsomt en afdæmpet Nicolas Cage som englen, der bevidst menneskeliggøre sig selv for at være sammen med en sin hurtig opståede elskede. Cage er intet mindre end fremragende i en rolle, der ellers kalder på endimensional dramatik. Takket være Cage både fænges og røres man over hans første møde med de banale ting, som vi i hverdagen ikke kaster opmærksomhed på og bare tager for givet. Dette er filmens mest succesrige aspekt og dens simple, men smukke pointe, der visualiseres til bravur; at vi skal værdsætte de selv de mindste ting. Desværre oprinder dette kun i den sidste halvdel i dette lige lovlig langtrukne drama (hvor kedsomheden momentvis banker på), og der ligges alt for meget fokus på den overromantiserede, uoriginale og forudsigelige kærlighedshistorie. Meg Ryan er noget tør som den fortvivlende læge, som Cage projekterer sin kærlighed over på, men sammenspillet mellem de to er godt og bibeholder plausibiliteten.
City of Angels har potentialet til at være en rigtig god og gribende film. Allegoriseringen af engle-’mytologien’ er både spændende og fascinerende i dens optimistiske mystik, men desværre balanceres der ueffent mellem denne del (der ellers burde understøtte larger-than-life kærlighedshistorien) og romancen mellem Cage og Ryan. Her skinner manuskriptets mangler igennem og trækker filmen ned. Produktionsmæssigt er der nemlig ikke en finger at sætte på projektet. Musikken af Gabriel Yared er (som altid) rigtig god og rørende (valget af Goo Goo Dolls’ bedste sang er overraskende velplaceret), og billedsiden er lækker, gennemført og til tider helt poetisk. Silberlings visuelle øje er fantastisk.
Præmissen udnyttes desværre ikke optimalt, og City of Angels ender derfor desværre med at være endnu en lettilgængelig, amerikaniseret romantisk affære. Silberling har dog som filmskaber (og auteur) bevist sit værd med den semi-selvbiografiske og derved meget personlige og indfølte Moonlight Mile, en yderst undervurderet (undertegnede inkluderet) og velspillet film, der ydermere er en af mine yndlings feel-good dramaer.
29/06-2005
