- Hvem vil skære for? -

4.0
Ikke langt skal man ind i ”Saw”, før man finder ud af, at det er en gyser, der udmærker sig i forhold til så meget andet i sin genre.

Den er velskrevet, medrivende og frem for alt møguhyggelig. Filmen skaber en stemning, der er de færreste gysere forundt. Billederne er kolde og dystre, og den opslugende stemning sørger for seerens fulde opmærksomhed. En instruktørbedrift af de helt store.

Handlingen er sparsom, men det er netop dens ”nærighed” med hensyn til at give hints omkring mysteriet, der fastholder den, i øvrigt, glimrende spænding. Og til slut giver plottet sig til kende som værende særdeles snedigt og velkonstrueret.

Dog er selve forløbet af og til en smule forvirrende og ikke helt optimalt sat sammen, hvor de mange spring i tid godt kunne fungere bedre, end de gør. Alligevel er det ikke et problem, der er så stort, at det ødelægger oplevelsen, og filmens finale råder bestemt bod på meget.

”Saw” er noget så sjældent som en fornyende og effektiv gyser. Den er medrivende fra start til slut, og uhyggen kaster sig over en som en skygge. Det er uden tvivl en af årets bedste overraskelser, og i en genre hvor der er så langt mellem de gode gys, falder den derfor på et tørt sted.
Saw