Når Alt Smadres.....
4.0
Jorden invaderes af aliens, der systematisk begynder at udrydde alt liv. Den uansvarlige og umodne skilsmissefar Ray (Cruise), tager sammen med sine to weekendbørn (Chatwin, Fanning) flugten.
Jeg kan undre mig over, at Spielberg der tidligere har lavet fremragende film som ”Close Encounters Of The Third Kind” og ”E.T.”, om fredelige møder mellem mennesket og ”de fremmed”, har kastet sig over H. G. Well’s gamle klassiske roman, der har været filmatiseret før og også har kørt som et succesfuldt radiospil af og med Orson Wells, hvor ”de fremmed” er en trussel der udelukkende er ude på at tilintetgøre menneskeheden.
Måske har det virket som en sikker og vel tiltrængt blockbuster-succes, eller måske har han blot haft lyst til at genoplive en af sine barndoms historier. Uanset om der skulle ligge en gunsten kommerciel tankegang bag eller ej (det siges jo at Spielberg ville have filmatiseret den flere år tidligere, så måske et ønske), så er en ting dog sikker og det er, at når han står bag, så er der ikke sparet på noget for at realisere værket, og han får da tillige med også smidt sine efterhånden velkendte filosofier om familien ind, som han de senere år har dyrket mere og mere i sine film, dog uden at det desværre bliver ægte dybt, når nu det skal berøres og det skal det vel. Ja, der har sågar sneget sit en kritisk bemærkning om Irak-krigen ind, da det bliver sagt i filmen, at historien viser at besættelsesmagten altid taber til sidst.
Med kameramanden Janusz Kaminski’s, der har fulgt Spielberg siden den mesterlige ”Schindler’s List”, ofte dystre og i øvrigt brillante billeder der giver filmen end mindre kulørt og mere pragmatisk tone end for eksempel ”ID4”’s mere tegneserieagtige stil, er der til gengæld lagt op til et visuelt orgie af gennemførte effekter og storladen ødelæggelser og det får man også en del af, filmen står ikke stille i mange øjeblikke og giver sig ikke meget tid til at reflektere over sit egent emne eller Spielberg’s egne temaer (det kommer jeg til).
Forventer man derimod action konstant, så leverer filmen dog ikke helt varen, for vores hovedpersoner bruger det meste af tiden på at flygte fra begivenhederne eller gemme sig, så der kæmpes ikke meget, krigen er ret ensidig, ”de fremmed” smadrer løs og menneskeheden er ofre langt hen ad vejen.
Det lykkes så Spielberg og her er han ofte bedst, at skabe en stemning af regulær og fængslende spænding, blandt andet når jorden invaderes, her kan han bygge en scene op som få andre og gøre den medrivende og forfærdende, trods det at vi ved hvad der kommer. Indimellem bliver det endda også uhyggeligt, som hen mod slutningen hvor vores hovedpersoner gemmer sig i kælderen på et ødelagt hus, her kan man som tilskuer føle angsten, der formidles formidabelt fra dem i filmen til os. Men også en scene tidligere i filmen, endnu engang i en kælder, hvor et par grene slår på ruden, så det går os på nerverne, før der sker noget. Det er ren Hitchcock når han var bedst (og nej, jeg tænker ikke på Tv-serien og det åbne vindue).
Jeg vil også rose Spielberg for, at han afholder sig fra at gøre filmen til en omgang amerikanske patriotisme om hvordan amerikanerne kan klare det hele, komplet med store taler og andet kvalmende, men vægter at fokusere på begivenhederne igennem almindelige menneskers øje og i særdeleshed igennem en lille skræmt familie, uden at gøre dem til grande amerikanske ”superhelte” og dyrke det nationalistiske i superlativisk stil.
Her kan man så kalde mig et, eller påstå jeg er blevet til et gammelt sentimentalt fjols, for jeg kan faktisk godt lide Spielberg’s sammenkobling af det store sci-fic brag og det underliggende tema der gemmer sig bag den spinkle handling, hvor påstanden er, at man skal passe på og tage sig af dem man holder af, som familien og dem tæt på en, for de er i sidste ende alt man har og hvad der betyder noget, når alt andet tages fra en og derfor er Cruise’s rolle/person også en erkendelsesrejse om at finde ind til det der er vigtigt, tage ansvar, både som far og menneske. Det kan måske virke lidt søgt og det præsenteres banalt, mens det indrømmet er en morale der oftere og oftere præger Spielbergs film finder jeg, og historien går ikke meget i dybden med emnet, viser det blot og har en lidt klichefyldt tilgang til det, men det fangede mig ikke desto mindre (må være min alder) og der var noget varmt og menneskeligt over det, i en ellers mørk og destruktiv forestilling.
Spielberg kommer også med en fin pointe da sønnen vælger at skilles fra faderen, om at her var det for sent, sønnen var blevet for gammel, faderen havde ikke handlet mens tid var og været den far han skulle, så sønnen er fortabt for ham. Desværre vælger Spielberg, den evige optimist og her opportunist, at ødelægge denne fine pointe i en kvalmende slutning (ikke klimaks, men efter klimaks), der skal gøre os alle glade og som derfor var tæt på at få mig til at give filmen en stjerne mindre end her og som i hvert fald trak ned i det samlede indtryk (jeg brokkede mig højlydt efter filmen).
Til slut kan det siges at der spilles absolut godt, Cruise gør så afgjort en god figur og spiller meget plausibelt og både Fanning, der er lettere at udholde end ellers, hvis man hører til dem der normalt ikke kan udholde hende, og Chatwin gør det solidt. Musikken af Spielberg’s legendariske hofkomponist John Williams er effektiv, men kunne i flere scener have forstærket frygten mere virkningsfuldt og han, altså Williams har været bedre end her, mange gange. Lydeffekterne er derimod sjældent hørt bedre og mere virkningsfulde. En sjov ting var, at når de store trebenede maskiner brølede, så mindede det om noget af den lyd man hørte i netop ”Close Encounters Of The Third Kind”, når de der skulle til at kommunikere ved hjælp af lyd og musik.
Filmen indledes og afrundes i øvrigt med en fin ”voice-over” af Morgan Freeman, i en gammeldags stilart.
Men vil man have uhyrlige effekter, fin spænding og medrivende underholdning, i en storfilm der måske ikke blev den helt store film den lagde op til, men stadig er stor nok, så er den her værd at anbefale. Den kan minde om ”ID4”, der jo var dybt inspireret af Well’s roman, i mange scener og på mange måder, men er langt mere seriøs og gennemgribende alvorlig både på indholds- og billedsiden, så kan man jo vælge hvad man i længden bedst kan lide.
Jeg kan undre mig over, at Spielberg der tidligere har lavet fremragende film som ”Close Encounters Of The Third Kind” og ”E.T.”, om fredelige møder mellem mennesket og ”de fremmed”, har kastet sig over H. G. Well’s gamle klassiske roman, der har været filmatiseret før og også har kørt som et succesfuldt radiospil af og med Orson Wells, hvor ”de fremmed” er en trussel der udelukkende er ude på at tilintetgøre menneskeheden.
Måske har det virket som en sikker og vel tiltrængt blockbuster-succes, eller måske har han blot haft lyst til at genoplive en af sine barndoms historier. Uanset om der skulle ligge en gunsten kommerciel tankegang bag eller ej (det siges jo at Spielberg ville have filmatiseret den flere år tidligere, så måske et ønske), så er en ting dog sikker og det er, at når han står bag, så er der ikke sparet på noget for at realisere værket, og han får da tillige med også smidt sine efterhånden velkendte filosofier om familien ind, som han de senere år har dyrket mere og mere i sine film, dog uden at det desværre bliver ægte dybt, når nu det skal berøres og det skal det vel. Ja, der har sågar sneget sit en kritisk bemærkning om Irak-krigen ind, da det bliver sagt i filmen, at historien viser at besættelsesmagten altid taber til sidst.
Med kameramanden Janusz Kaminski’s, der har fulgt Spielberg siden den mesterlige ”Schindler’s List”, ofte dystre og i øvrigt brillante billeder der giver filmen end mindre kulørt og mere pragmatisk tone end for eksempel ”ID4”’s mere tegneserieagtige stil, er der til gengæld lagt op til et visuelt orgie af gennemførte effekter og storladen ødelæggelser og det får man også en del af, filmen står ikke stille i mange øjeblikke og giver sig ikke meget tid til at reflektere over sit egent emne eller Spielberg’s egne temaer (det kommer jeg til).
Forventer man derimod action konstant, så leverer filmen dog ikke helt varen, for vores hovedpersoner bruger det meste af tiden på at flygte fra begivenhederne eller gemme sig, så der kæmpes ikke meget, krigen er ret ensidig, ”de fremmed” smadrer løs og menneskeheden er ofre langt hen ad vejen.
Det lykkes så Spielberg og her er han ofte bedst, at skabe en stemning af regulær og fængslende spænding, blandt andet når jorden invaderes, her kan han bygge en scene op som få andre og gøre den medrivende og forfærdende, trods det at vi ved hvad der kommer. Indimellem bliver det endda også uhyggeligt, som hen mod slutningen hvor vores hovedpersoner gemmer sig i kælderen på et ødelagt hus, her kan man som tilskuer føle angsten, der formidles formidabelt fra dem i filmen til os. Men også en scene tidligere i filmen, endnu engang i en kælder, hvor et par grene slår på ruden, så det går os på nerverne, før der sker noget. Det er ren Hitchcock når han var bedst (og nej, jeg tænker ikke på Tv-serien og det åbne vindue).
Jeg vil også rose Spielberg for, at han afholder sig fra at gøre filmen til en omgang amerikanske patriotisme om hvordan amerikanerne kan klare det hele, komplet med store taler og andet kvalmende, men vægter at fokusere på begivenhederne igennem almindelige menneskers øje og i særdeleshed igennem en lille skræmt familie, uden at gøre dem til grande amerikanske ”superhelte” og dyrke det nationalistiske i superlativisk stil.
Her kan man så kalde mig et, eller påstå jeg er blevet til et gammelt sentimentalt fjols, for jeg kan faktisk godt lide Spielberg’s sammenkobling af det store sci-fic brag og det underliggende tema der gemmer sig bag den spinkle handling, hvor påstanden er, at man skal passe på og tage sig af dem man holder af, som familien og dem tæt på en, for de er i sidste ende alt man har og hvad der betyder noget, når alt andet tages fra en og derfor er Cruise’s rolle/person også en erkendelsesrejse om at finde ind til det der er vigtigt, tage ansvar, både som far og menneske. Det kan måske virke lidt søgt og det præsenteres banalt, mens det indrømmet er en morale der oftere og oftere præger Spielbergs film finder jeg, og historien går ikke meget i dybden med emnet, viser det blot og har en lidt klichefyldt tilgang til det, men det fangede mig ikke desto mindre (må være min alder) og der var noget varmt og menneskeligt over det, i en ellers mørk og destruktiv forestilling.
Spielberg kommer også med en fin pointe da sønnen vælger at skilles fra faderen, om at her var det for sent, sønnen var blevet for gammel, faderen havde ikke handlet mens tid var og været den far han skulle, så sønnen er fortabt for ham. Desværre vælger Spielberg, den evige optimist og her opportunist, at ødelægge denne fine pointe i en kvalmende slutning (ikke klimaks, men efter klimaks), der skal gøre os alle glade og som derfor var tæt på at få mig til at give filmen en stjerne mindre end her og som i hvert fald trak ned i det samlede indtryk (jeg brokkede mig højlydt efter filmen).
Til slut kan det siges at der spilles absolut godt, Cruise gør så afgjort en god figur og spiller meget plausibelt og både Fanning, der er lettere at udholde end ellers, hvis man hører til dem der normalt ikke kan udholde hende, og Chatwin gør det solidt. Musikken af Spielberg’s legendariske hofkomponist John Williams er effektiv, men kunne i flere scener have forstærket frygten mere virkningsfuldt og han, altså Williams har været bedre end her, mange gange. Lydeffekterne er derimod sjældent hørt bedre og mere virkningsfulde. En sjov ting var, at når de store trebenede maskiner brølede, så mindede det om noget af den lyd man hørte i netop ”Close Encounters Of The Third Kind”, når de der skulle til at kommunikere ved hjælp af lyd og musik.
Filmen indledes og afrundes i øvrigt med en fin ”voice-over” af Morgan Freeman, i en gammeldags stilart.
Men vil man have uhyrlige effekter, fin spænding og medrivende underholdning, i en storfilm der måske ikke blev den helt store film den lagde op til, men stadig er stor nok, så er den her værd at anbefale. Den kan minde om ”ID4”, der jo var dybt inspireret af Well’s roman, i mange scener og på mange måder, men er langt mere seriøs og gennemgribende alvorlig både på indholds- og billedsiden, så kan man jo vælge hvad man i længden bedst kan lide.
30/06-2005
