..Et valg for livet..
5.0
Har altid været fascineret af denne film - en varm og flot miljøskildring, men også medrivende dramatik udspillet i et benhårdt gangsterunivers.
Jeg vil driste mig til at kalde Palminteri’s manuskript et sandt overflødighedshorn, som inddrager alt fra de obligatoriske gangster-elementer til arv og miljø, racisme, filosofi og kærlighed.
Derudover har De Niro visualiseret hele molevitten på mesterlig vis, og så endda med sin instruktørdebut – det er simpelthen kompetent udført på alle områder.
Filmen er centreret omkring vores fortæller ”C” (Lilo Brancato) som vokser op splittet mellem to verdner – modsætningsforholdet mellem arbejderen (repræsenteret af faderen/De Niro) og gangsteren (Sonny/Palminteri).
Som Sonny nævner i filmen, så får ”C” to uddannelser – én i skolen og én på gaden.
I starten lægges der op til, at ”C” må vælge mellem disse umiddelbart uforenelige livsstile, men efterhånden tydeliggøres det, at der i højere grad er tale om en form for komplementaritetsforhold.
Eksempelvis er Sonny faktisk den mindst fordomsfulde ang. ”C’s” kærlighed til en sort pige (hun skal bare bestå testen…) hvor faderen mener, at man bør holde sig til sine ”egne”.
Sonny har adskillige positive sider – faktisk så mange, at man næsten glemmer den iskolde likvidering i starten af filmen. Men illusionerne brister, da man oplever Sonny’s reaktion på bilbomben. Her tydeliggøres den ensomme tilværelse Sonny må leve, hvis han vil overleve – og samtidigt indser ”C”, at han aldrig vil kunne føre den livsstil.
Men denne indsigt er ikke et decideret valg, men nærmere udelukkelse af en mulighed. ”C” vokser ikke op og bliver en tro kopi af hverken Sonny eller faderen – han er sin egen.
Udover de mere alvorlige aspekter, indeholder ”A Bronx Tale” adskillige humoristiske sekvenser. Eksempelvis da ”C” kører klatten med terningerne, mens Sonny overfylder et toilet med folk, der er for uheldige eller simpelthen bare for grimme til at overvære spillet – ingen jinx tilladt der :-)
En anden sekvens jeg aldrig bliver træt af, er da de ualmindeligt stupide bikere forsøger at vandalisere Sonny’s bar, og pludselig bliver døren låst efterfulgt af replikken ” Now yous cant get out”… Smukt!
Det er også interessant, at Palminteri har valgt at inddrage en kort dialog om Machiavelli – den let kyniske filosofi om ”målet helliger midlet” og ”hellere frygtet end elsket” er rammende i politiske sammenhænge (og aktuel i "Kongekabale"), men bestemt også passende på Sonny’s livsstil i filmen.
Alt i alt er ”A Bronx Tale” en flot, solid og ekstremt medrivende gangsterfilm der kommer gennem hele følelsesspektret. Og filmen kan nok nærmere kategoriseres som et gangsterdrama – for som Emil nævner, er fokus ikke på gangstere, men derimod på menneskelige relationer og alt det gode og onde der hører med.
Måske er det derfor, den er så vellykket.
Jeg vil driste mig til at kalde Palminteri’s manuskript et sandt overflødighedshorn, som inddrager alt fra de obligatoriske gangster-elementer til arv og miljø, racisme, filosofi og kærlighed.
Derudover har De Niro visualiseret hele molevitten på mesterlig vis, og så endda med sin instruktørdebut – det er simpelthen kompetent udført på alle områder.
Filmen er centreret omkring vores fortæller ”C” (Lilo Brancato) som vokser op splittet mellem to verdner – modsætningsforholdet mellem arbejderen (repræsenteret af faderen/De Niro) og gangsteren (Sonny/Palminteri).
Som Sonny nævner i filmen, så får ”C” to uddannelser – én i skolen og én på gaden.
I starten lægges der op til, at ”C” må vælge mellem disse umiddelbart uforenelige livsstile, men efterhånden tydeliggøres det, at der i højere grad er tale om en form for komplementaritetsforhold.
Eksempelvis er Sonny faktisk den mindst fordomsfulde ang. ”C’s” kærlighed til en sort pige (hun skal bare bestå testen…) hvor faderen mener, at man bør holde sig til sine ”egne”.
Sonny har adskillige positive sider – faktisk så mange, at man næsten glemmer den iskolde likvidering i starten af filmen. Men illusionerne brister, da man oplever Sonny’s reaktion på bilbomben. Her tydeliggøres den ensomme tilværelse Sonny må leve, hvis han vil overleve – og samtidigt indser ”C”, at han aldrig vil kunne føre den livsstil.
Men denne indsigt er ikke et decideret valg, men nærmere udelukkelse af en mulighed. ”C” vokser ikke op og bliver en tro kopi af hverken Sonny eller faderen – han er sin egen.
Udover de mere alvorlige aspekter, indeholder ”A Bronx Tale” adskillige humoristiske sekvenser. Eksempelvis da ”C” kører klatten med terningerne, mens Sonny overfylder et toilet med folk, der er for uheldige eller simpelthen bare for grimme til at overvære spillet – ingen jinx tilladt der :-)
En anden sekvens jeg aldrig bliver træt af, er da de ualmindeligt stupide bikere forsøger at vandalisere Sonny’s bar, og pludselig bliver døren låst efterfulgt af replikken ” Now yous cant get out”… Smukt!
Det er også interessant, at Palminteri har valgt at inddrage en kort dialog om Machiavelli – den let kyniske filosofi om ”målet helliger midlet” og ”hellere frygtet end elsket” er rammende i politiske sammenhænge (og aktuel i "Kongekabale"), men bestemt også passende på Sonny’s livsstil i filmen.
Alt i alt er ”A Bronx Tale” en flot, solid og ekstremt medrivende gangsterfilm der kommer gennem hele følelsesspektret. Og filmen kan nok nærmere kategoriseres som et gangsterdrama – for som Emil nævner, er fokus ikke på gangstere, men derimod på menneskelige relationer og alt det gode og onde der hører med.
Måske er det derfor, den er så vellykket.
30/06-2005
