Crazy is what crazy does

Succesrig, men noget søgt og uafbalanceret actiondrama, der er i besiddelse af et potentiale til et samfundskritisk mesterværk, men som ikke udvikler sig til andet end til en rendyrket underholdningsfilm, der er pakket ind i prætentiøs seriøsitet. Instruktøren Joel Schumacher er mildest talt en kvalitetsmæssig meget svingende herre, vis repertoire velsagtens er mere fyldt med middelmådige film og decideret flops end seværdige værker. For mit vedkommende har han kun leveret en film af følelsesmæssig, såvel som ægte kvalitativ betydning, og det er naturligvis den dokumentariskagtige Tigerland. Subtiliteten fra denne er ingen steder at finde i Falling Down, der er en larmende og utroværdig fortælling om et hverdagsmenneskes mentale sammenbrud.

Michael Douglas spiller den fatale hovedkarakter, der bevidst sender sig selv ud på en destrueringsrejse i en amerikansk storby, hvor anonymitet foretrækkes. Douglas formår aldrig rigtig at levendegøre de indre dæmoner, der eskalerer i hans handlinger, og dette sker på grund af et ultimativt meget mangelfuldt manuskript. Douglas’ situation er naturligvis relationsvenlig (frustrationen er tommetyk og føles meget nærværende), men psykologisk overgearet og uplausibel. Hans mange møder med samfundets tabu-belagte aspekter og menneskets værste dyder (racisme, narcissisme, manglende næstekærlighed) er på papiret spændende, men i filmiske sammenhænge savner historien en indre logik, og det dybt konstruerede handlingsforløb er til tider ret irriterende. Især Douglas’ møde med den bøssehadske, våbensælgende og generelt voldelige og psykopatiske nazist-tilhænger er pinefuld at overvære i dens overspillede udfoldelse. Her savner Schumacher tydeligvis realitetssans, og scenen står klart tilbage som filmens værste.

Karakterskildringen er til tider dog ikke helt ueffent, selvom Douglas’ forvandling fra hverdagsmenneske til handlende frustreret individ og så til decideret fraværende psykopat er noget abrupt og utroværdigt. I en større birolle spiller Robert Duvall den næsten-pensionerede betjent, der er under fruens neurotiske pisk. Hans diskrete psykiske udvikling understøtter fint Douglas’ mere bestialske, og Duvall bibringer en holdbar substans til en ellers endimensional stereotype.

Falling Down er blændende og meget nærgående filmet af Andrzej Bartkowiak, der giver filmen en lidt mere realistisk look. Spændingsniveauet er dog lavt på grund af filmens overfladiskhed. Kvaliteter er den alligevel ikke uden. Man savner naturligvis en mere dybdegående (eller bare tilstedeværende) nihilisme, men Douglas repræsenterer et offer (filmen indeholder mange symboler på uskyldighed), der føler sig tvunget til at destruere de naive idealer om amerikanske værdier. Der er momenter, hvor hele scenariet og Douglas’ karakter er tilstoppet med paradokser og evident hyklerisme, og det er her Falling Down henter sine point hjem. Som underholdningsfilm er der nemlig heller ikke rigtig noget seværdigt over den.