En smuk men bitter pille
3.0
Værdimæssigt er filmen i tråd med forløberen "Danser med Ulve", om end pessimismen står betydeligt stærkere i billedet. Filmen er først og fremmest en påmindelse om de respektløse uhyrligheder, som jordspekulanter og industrikapitalister (måske bedre kendt som "fremskridtet") stod bag 1800tallets USA.
I så henseende er der tale om et særdeles alvorligt ment og langtfra kompromissøgende budskab: De rige svin får altid, hvad de vil ha'. Politikerne er deres lakajer, og den udøvende magt deres våben. Ofrene var først og fremmest indianerne. (Selv Gud (Yosin) svigtede dem!)
Som andre allerede har nævnt, så er billedsiden fremragende, hvilket efter min mening også må siges om Ry Cooders lydspor, som musikalsk spænder ganske vidt.
Det er en historisk (nogle vil sikkert sige politisk korrekt) beretning i langt højere grad end simpel underholdning. Mange dillemmaer er i spil og diskuteres indædt mellem filmens hovedfigurer. Det er ikke ligegyldigt, hvorledes man kommer frem til det uundgåelige kulturelle nederlag.
Historien er som sådan velfortalt (vi slipper for pladrede personlige sidehistorier), og varer for en gangs skyld ikke over to timer. Men noget originalt eller blot nogle uventede problematikker midt i al den nogenlunde forudsigelige handling og statisk-ferske persontegning findes desværre ikke. Og så kan forestillingen godt føles lidt lang alligevel.
I så henseende er der tale om et særdeles alvorligt ment og langtfra kompromissøgende budskab: De rige svin får altid, hvad de vil ha'. Politikerne er deres lakajer, og den udøvende magt deres våben. Ofrene var først og fremmest indianerne. (Selv Gud (Yosin) svigtede dem!)
Som andre allerede har nævnt, så er billedsiden fremragende, hvilket efter min mening også må siges om Ry Cooders lydspor, som musikalsk spænder ganske vidt.
Det er en historisk (nogle vil sikkert sige politisk korrekt) beretning i langt højere grad end simpel underholdning. Mange dillemmaer er i spil og diskuteres indædt mellem filmens hovedfigurer. Det er ikke ligegyldigt, hvorledes man kommer frem til det uundgåelige kulturelle nederlag.
Historien er som sådan velfortalt (vi slipper for pladrede personlige sidehistorier), og varer for en gangs skyld ikke over to timer. Men noget originalt eller blot nogle uventede problematikker midt i al den nogenlunde forudsigelige handling og statisk-ferske persontegning findes desværre ikke. Og så kan forestillingen godt føles lidt lang alligevel.
02/07-2005
