- Spielberg forsvarer tronen -

Med genindspilningen af “War Of The Worlds” er Steven Spielberg tilbage, hvor han hør hjemme – ved storfilmen.

Storfilm er måske alligevel ikke den rette betegnelse af bruge, for selvom budgettet vidner herom, så overrasker filmen med dens valg af fokus. For midt i det massive ragnarok er det den lille historie, der tæller. En smuk og rørende historie om en faders afmagt og hans kamp for sine børn – bogstaveligt talt såvel som i overført betydning.

Det er først og fremmest denne menneskelighed, der gør Spielbergs nye film god. Det er ikke en traditionel storfilm, men på det menneskelige plan er filmen i sandhed ”stor”. Og det er her, man skal finde filmens sande styrke frem for at forvente en pompøs film, der bare brager derudaf. Titlen på filmen er faktisk en smule misvisende, for den største kamp der her kæmpes, er ikke mellem mennesker og fremmede væsener, men mellem mennesker og mennesker.

Kronen på værket er så, at Spielberg sideløbende med sin smukke historie også mestrer storfilmens grundelementer med et suverænt overblik. Hans skildring af verdens undergang er rystende og flot, og Spielberg bestiger atter tronen på det visuelle og fortællertekniske område. Det er storslået underholdning, effekterne er mageløse, og huskomponisten John Williams leverer vanen tro store og flotte toner, som fuldender oplevelsen.

Derudover er filmen ualmindelig medrivende, og spænding skabes på allerhøjeste niveau. Som en anden Hitchcock mestrer Spielberg stadigvæk suspensen til fulde, hvilket tydeligt ses i kælderscenen, hvor den mekaniske ”slangearm” ledende snor sig rundt. Her benytter vores instruktør oven i købet lejligheden til at sende en respektfuld hilsen til et par jævnbyrdige kollegaer, Ridley Scott og James Cameron, hvor scenen tydeligvis henter inspiration fra henholdsvis ”Alien” og ”The Abyss”.

I skuespillet klarer Tom Cruise sig flot. Det er skønt at se, at han gerne påtager sig en sådan rolle, og Cruise giver et mindeværdigt portræt af en mislykket far, der må sande, at han har spillet fallit overfor sine børn. Ikke engang en faderlig erstatning kan det blive til, for som datteren (spillet overbevisende af Dakota Fanning) siger til sin bror i en scene, hvor han vil forlade dem til fordel for at tage kampen op mod fjenden, ”hvem skal så tage sig af mig?”. Her ramler en fars verden sammen – i takt med resten af kloden.

Scener som disse gør filmen fremragende, mens andre scener ligefrem giver den en helt ny dimension. Såsom scenen hvor den magtesløse far skal foretage sit livs sværeste valg med hænderne omkring sin søns ankler. En af de mest mindeværdige og dramatisk fremragende scener længe set, hvor Spielberg billedligt henviser til fortællingen om Abraham og skærsilden og tilfører sin film en bibelsk dimension med det brændende træ i baggrunden til at fuldende billedet.

Man overraskes faktisk over, hvor mange lag der er i fortællingen. Filmen udforsker også menneskets natur, hvor vi får lov at opleve mennesker fra deres værste og bedste sider - i splittelse såvel som sammenhold. Spielberg er stadig humanist, men filmen har også en overraskende grum side, hvor vi oplever noget så sjældent som en Spielberg-film med en misantropisk vinkel.

Med andre ord så er Spielbergs ”War Of The Worlds” en film, der både indfrier og overrasker. Nogle havde måske forventet en langt mere heftig og storladen film i form af et gigantisk krigsinferno, men Spielberg skal belønnes for at have modet til at satse på den lille men betydningsfulde historie og samtidig minde os om vigtigheden i at have det menneskelige aspekt med uanset en films størrelse. ”War Of The Worlds” fungerer på så mange forskellige planer at en skuffelse burde være uladsiggørlig. Det er filmskabelse på højeste niveau, og Steven Spielberg må i sandhed siges at have genfundet topformen. Bravo.