Form er tomhed

Bernado Bertoluccis store produktion om en bande buddhister, der tror, at deres tidligere mester er genfødt i en amerikansk snotunge, er til tider ganske flot, men alt for didaktisk og simplificeret. Den virker ofte som en bibelfilm, en buddhistisk konfirmationsskole. Ind imellem historien om the all-american kid og hans forældre (Chris Issak & Bridget Fonda) serverer Bertolucci nemlig også historien om Siddharta (Keanu Reeves), manden der blev til Buddha. På sin vis er det en god skolefilm, der kan introducere buddhisme på to timer for skoleelever med smukke billeder(fotograferet af Vittorio Storato) og smuk musik (komponeret af Sakamoto Ryuichi), men som drama og som film virker, i hvert fald den første halvdel, ikke så hensigtsmæssigt. Munkene dukker op hos familien Conrad i Seattle, hvor moren er skolelærer og faren er arkitekt. Moren har tilsyneladende ingen problemer med disse besynderlige mennesker, men faren virker lidt skeptisk, indtil hans ven dør, og han pludselig går fra at være overfladisk og kold til dyb og varm. Han slæber den altid glade og nysgerrige søn med til Bhutan, hvor de vil undersøge om han engang var en gammel læremester. Mærkelig nok er der ikke den store konflikt mellem de buddhistiske munke og familien. Billedmæssigt er kontrasten derimod alt, alt for udpenslet. Seattle er overnaturligt blå, og Bhutan og Indien er evigt skildret i varme farver. Specielt ”bibel”-scenerne, hvor vi sidder på skolebænken og hører historien om Siddharta, som var den fortalt igennem en pixi-bog. Den simplificerer buddhistiske tanker igennem åbenlyse metaforer og symboler, men til gengæld gør den det meget flot. Sjovt at høre buddhistiske munke tale så meget om form og tomhed i en film, der netop er så meget form og dermed også tomhed.