Nonner fra helvede
5.0
Denne film viser et andet billede af Irland og den katolske orden.
Den foregår i 1960'erne, og den starter med et bryllup, hvor præsten spiller en typisk irsk folkevise på en tromme, mens gæsterne bjergtages. Under brylluppet hiver en ung mand sin kusine Margaret (Anne-Marie Duff) ud i et baglokale, hvor han voldtager hende. Margaret sendes til et klosterhjem på grund af sin synd. Her er også Bernadette (Nora-Jane Noone), der har begået den frygtelige synd at flirte med nogle drenge. Rose (Dorothy Duffy) er blevet sendt afsted for at have født et barn udenfor ægteskab. På klosterhjemmet skal de finde tilbage til Jesus og blive renset for deres synder gennem hårdt arbejde og bøn.
Men nonnerne gør ikke livet let for dem. Da de ankommer til klosterhjemmet, forsøger Margaret at forklare sin situation. Søster Bridget siger med et sadistisk smil, ”Har du ikke lært at du ikke må afbryde? Du har måske haft for travlt med at hore?”. Rose får ikke engang lov til at beholde sit navn, men kaldes Patricia. Disse nonner er som sendt fra helvede. Klosterhjemmet er alt andet end et hjem af Guds kærlighed. Pigerne bliver kaldt for ludere og horekællinger, og de behandles som slavearbejdere, eller endnu værre.
Det er interessant at se denne film i forhold til Fords ”The Fugitive” (1947), hvor de sekulære fremstilles som totalitære fascister, og de katolske som de lidende. I ”The Magdalene Sisters” fremstilles de katolske som totalitære fascister, som uskyldige lider under. Måske er det ikke en kritik af katoliscismen som sådan, men af de fanatiske nonners misbrug af katolsk tro til at stigmatisere unge piger som syndere, og dermed misbruge deres arbejdskraft.
Under alle omstændigheder er det en stærk og flot skildring af selvretfærdighed som umenneskelighed, og et samfund der tillader det. Den fortjener den gyldne løve den vandt i Venedig det år. Det sidste klosterhjem lukkede for resten i 1996.
Den foregår i 1960'erne, og den starter med et bryllup, hvor præsten spiller en typisk irsk folkevise på en tromme, mens gæsterne bjergtages. Under brylluppet hiver en ung mand sin kusine Margaret (Anne-Marie Duff) ud i et baglokale, hvor han voldtager hende. Margaret sendes til et klosterhjem på grund af sin synd. Her er også Bernadette (Nora-Jane Noone), der har begået den frygtelige synd at flirte med nogle drenge. Rose (Dorothy Duffy) er blevet sendt afsted for at have født et barn udenfor ægteskab. På klosterhjemmet skal de finde tilbage til Jesus og blive renset for deres synder gennem hårdt arbejde og bøn.
Men nonnerne gør ikke livet let for dem. Da de ankommer til klosterhjemmet, forsøger Margaret at forklare sin situation. Søster Bridget siger med et sadistisk smil, ”Har du ikke lært at du ikke må afbryde? Du har måske haft for travlt med at hore?”. Rose får ikke engang lov til at beholde sit navn, men kaldes Patricia. Disse nonner er som sendt fra helvede. Klosterhjemmet er alt andet end et hjem af Guds kærlighed. Pigerne bliver kaldt for ludere og horekællinger, og de behandles som slavearbejdere, eller endnu værre.
Det er interessant at se denne film i forhold til Fords ”The Fugitive” (1947), hvor de sekulære fremstilles som totalitære fascister, og de katolske som de lidende. I ”The Magdalene Sisters” fremstilles de katolske som totalitære fascister, som uskyldige lider under. Måske er det ikke en kritik af katoliscismen som sådan, men af de fanatiske nonners misbrug af katolsk tro til at stigmatisere unge piger som syndere, og dermed misbruge deres arbejdskraft.
Under alle omstændigheder er det en stærk og flot skildring af selvretfærdighed som umenneskelighed, og et samfund der tillader det. Den fortjener den gyldne løve den vandt i Venedig det år. Det sidste klosterhjem lukkede for resten i 1996.
03/07-2005
