den evige outsider
4.0
Lettere konventionel, men fyldestgørende, yderst medrivende og fascinerende biografisk skildring over den nu afdøde Ray Charles, en musikalsk legende og banebrydende geni. Dette har været et drømmeprojekt for instruktøren Taylor Hackford i flere år (han kæmpede en hård kamp for at erhverve sig finansiering), og man kan da kun respektere denne herre for hans indsats og engagement. Hackford har altid været konsekvent i hans kvalitative film og er ligeså en brillant underholder. Ray må dog siges, at være en af hans bedste værker, og oscarnomineringen for bedste instruktion var fuldt ud berettiget.
Ray var en af sidste års mest omtalte film, og dette skyldes ikke mindst den tidligere komiker Jamie Foxx’s eminente præstation som den højt statuerede musiker af stærk betydning. Man føler hans nærvær under hele filmen, og selvom jeg forventede at se en stærk personificering, så blev jeg alligevel fuldstændig overrumplet af Foxx’s unikke engagement og enestående skildring, der ifølge mig står som en af de bedste, jeg nogensinde har set (alle priserne og alt ros har været fortjent!), især hvis man tager Foxx’s noget brogede bagland i betragtning. Via hans ligeledes superbe præstation i Michael Manns formidable Collateral fra samme år, har Foxx bevist, hvor talentfuld en skuespiller, han egentlig er. Jeg vil ikke mene, at Foxx ’bare’ pasticherer den virkelige Ray Charles, da man konstant føler den følelsesmæssige tyngde og usvigelig sikre servering af Charles’ mere signifikante personlighedstræk. I samarbejde med Hackford glorificeres Charles ikke (som det ofte sker i disse biografiske film), men skildres med både menneskelige fejl, psykoser og usympatiske træk. Charles har utvivlsomt været et kompleks menneske, splittet mellem løftet til moderen om ikke at blive behandlet som en krøbling og den dybdegående selvmedlidenhed, der opbygges gennem hans ’handicap’. Charles’ traumatiserede barndom visualiseres lidt for tommetyk og unødvendig eksplicit, men understøtter alligevel fint det psykologiske aspekt af karakteren. Man rammes hårdt i hjertet, når Charles udsættes for racisme og almen nedladenhed, men kommer aldrig til at bifalde hans heroinmisbrug, der er hans eneste form for eskapisme, udover hans opslugenhed i musikken. Ray Charles var et yderst spændende menneske, og Hackfords film og Foxx’s præstation giver et både håndgribeligt og indfølt portræt af denne herre.
Ray er filmet i en lidt ubeskrivelig blanding mellem tørre og sprudlende farver, der symboliserer Charles’ op- og nedture. Æstetisk er filmen fremragende, og musikken er naturligvis en oplevelse i sig selv. Filmen er en smule overlang, men strukturen er gennemført, og som publikum underholdes man sublimt nærmest konstant. Slutningen falder desværre i den sentimentale fælde, men man tilgiver velvilligt Hackfords enkelte fejltrin, da han igennem hele filmen har begået så få af dem. Ray er en rørende, inspirerende og yderst seværdig og anbefalelsesværdig film, der ligger sig et sted mellem de fire og fem stjerner.
Ray var en af sidste års mest omtalte film, og dette skyldes ikke mindst den tidligere komiker Jamie Foxx’s eminente præstation som den højt statuerede musiker af stærk betydning. Man føler hans nærvær under hele filmen, og selvom jeg forventede at se en stærk personificering, så blev jeg alligevel fuldstændig overrumplet af Foxx’s unikke engagement og enestående skildring, der ifølge mig står som en af de bedste, jeg nogensinde har set (alle priserne og alt ros har været fortjent!), især hvis man tager Foxx’s noget brogede bagland i betragtning. Via hans ligeledes superbe præstation i Michael Manns formidable Collateral fra samme år, har Foxx bevist, hvor talentfuld en skuespiller, han egentlig er. Jeg vil ikke mene, at Foxx ’bare’ pasticherer den virkelige Ray Charles, da man konstant føler den følelsesmæssige tyngde og usvigelig sikre servering af Charles’ mere signifikante personlighedstræk. I samarbejde med Hackford glorificeres Charles ikke (som det ofte sker i disse biografiske film), men skildres med både menneskelige fejl, psykoser og usympatiske træk. Charles har utvivlsomt været et kompleks menneske, splittet mellem løftet til moderen om ikke at blive behandlet som en krøbling og den dybdegående selvmedlidenhed, der opbygges gennem hans ’handicap’. Charles’ traumatiserede barndom visualiseres lidt for tommetyk og unødvendig eksplicit, men understøtter alligevel fint det psykologiske aspekt af karakteren. Man rammes hårdt i hjertet, når Charles udsættes for racisme og almen nedladenhed, men kommer aldrig til at bifalde hans heroinmisbrug, der er hans eneste form for eskapisme, udover hans opslugenhed i musikken. Ray Charles var et yderst spændende menneske, og Hackfords film og Foxx’s præstation giver et både håndgribeligt og indfølt portræt af denne herre.
Ray er filmet i en lidt ubeskrivelig blanding mellem tørre og sprudlende farver, der symboliserer Charles’ op- og nedture. Æstetisk er filmen fremragende, og musikken er naturligvis en oplevelse i sig selv. Filmen er en smule overlang, men strukturen er gennemført, og som publikum underholdes man sublimt nærmest konstant. Slutningen falder desværre i den sentimentale fælde, men man tilgiver velvilligt Hackfords enkelte fejltrin, da han igennem hele filmen har begået så få af dem. Ray er en rørende, inspirerende og yderst seværdig og anbefalelsesværdig film, der ligger sig et sted mellem de fire og fem stjerner.
03/07-2005
