under overfladen

Den i Danmark ukendte (men ikke filmisk uerfarne) filmmager David Mackenzie har konverteret Alexander Trocchis’ roman om menneskelig fordærv til filmmediet, og resultatet er blevet et karakterdrevet psykologisk drama af den mere atypiske og deprimerende kaliber. Det er længe siden man har set så nådesløs en film, uden evident morale eller psykisk udvikling for hovedpersonen, men på trods af de mange kvaliteter, der utvivlsomt er at finde i Young Adam, bliver den for mit vedkommende aldrig for alvor en rigtig god film. Jeg ville ikke påstå, at jeg er blevet amerikaniseret i min filmopfattelse (ikke for meget, i hvert fald) og jeg elsker da film, hvor alt ikke serveres på et nedladende sølvfad, men pakkes således ind, at tankevirksomheden faktisk får betydning. I tilfælde med Young Adam blev jeg bare aldrig for alvor suget ind i dens kompromisløse univers, da jeg konstant sad med en fornemmelse af kølig følelsesdistancering.

Ewan McGregor har tidligere bevist sit unikke værd som skuespiller (toppende i Danny Boyles eminente Trainspotting, der var i besiddelse af en mere humoristisk indfaldsvinkel til begrebet misantropi), men efter nogle umindeværdige optrædener i et univers langt, langt væk, påminder han os med Young Adam igen om, hvor superb og nuanceret en skuespiller, han egentlig er. Hans præstation som den i starten ubevidst egoistiske Joe er filmens bærende element, og McGregor levendegøre så sandelig nogle dæmoniske sider af os mennesker, som vi helst underminerer. Sympatien for ham sænkes gradvis, for slutteligt at ende som decideret had. Det er modigt af Mackenzie, og hvis han bare havde haft fat på en mere omfangsrig og dramatisk historie (ofte går filmen helt i stå), så ville Young Adam utvivlsomt havde fået en stjerne eller to ekstra. Mackenzie udviser nemlig et nonchalant overblik over historiefortællingen og dertilhørende virkemidler, og den mystikprægede og komplicerede dybde i karaktererne visualiseres også tilpas subtilt, så plausibiliteten aldrig forsvinder.

McGregor er den kyniske sexmaskine, der er så forblændet af seksuelt begær, at han ikke indser de emotionelle aftryk han efterlader hos menneskerne omkring sig. Young Adam bugner nærmest med eksplicit fremført og upersonlig sex, hvor erotikken dog er fuldstændig ude af billedet, og som publikum bevidner man kun infame sexakter, der fra personernes side betyder en flygtig eskapisme. Blandt disse kærlighedsløse intriger udfoldes et noget banalt mordmysterium, der fungerer som baggrundsfortælling for McGregors manglende samvittighed. Det langsommelige tempo bibringer en nærmest allestedsnærværende intimiderende stemning, der hviler tungt under hele filmen. Her findes der ingen overromantisering, og som førnævnt, heller ingen karakterudvikling for McGregor (billedsymbolikken indikerer dette bedst på et tidspunkt, hvor kameraet står stille på land, men filmer den sejlende pram, som McGregor går på. Fikspunktet er den samme (McGregor), der bevæger sig uden at komme nogen vegne for publikums vedkommende), der gennemskueligt (gennem sit engagement) nyder at spille hårdhærdet svin.

Titlen Young Adam tolker jeg (åbenlyst) som en bibelsk reference, her dog anvendt i en kontrasterende betydning. Her er ingen optimisme eller livsglæde, og uskyldigheden er ingen steder at finde. Ikke engang hos den lille dreng, der bogstaveligt talt trækkes ned i sølet til alle de andre af filmens personer. Den karismatiske og prismæssigt oversete Peter Mullan er fremragende som forsmået ægtemand, mens både Tilda Swinton og Emily Mortimer yder en respektabel indsats som brikker i McGregors seksuelle puslespil. Filmens billeder (der er både trøstesløse og uglamourøse) og den skræmmende musik understøtter Mackenzies ønske om en ultimativ misantropisk og deprimerende oplevelse for publikum. Normalvis ville Young Adam være præcis en film for mig, tvetydig og fortolkningsfuld, men i denne omgang kunne jeg bare ikke engagere mig tilstrækkeligt i fortællingen. Et gensyn ville muligvis hjælpe på dette og hæve filmen op til de fire stjerner, som den på et eller andet plan fortjener.