Minghellas odyssé
4.0
Anthony Minghellas borgerkrigsodysse ”Cold Mountain” har det hele: Gode skuespillere, god musik, flotte scener, fantastiske landskaber, men den mangler trovædighed i kærlighedshistorien, der er central for hele filmen.
Inman (Jude Law) er en stille og genert ung mand, der forelsker sig i den rige southern belle og præstedatter Ada (Nicole Kidman). Først få øjeblikke før han sendes afsted til fronten under den amerikanske borgerkrig får han taget sig sammen til at gøre noget ved det. Efter at have set død og ødelæggelse ved fronten deserterer han, og tager hjem på en lang, lang rejse til Ada. Vi følger ham i hans møde en liderlig præst (Philip Seymour Hoffman) og en ensom enke (Natalie Portman) og andre folk, der hjælper ham på vejen, mens han flygter fra sydstats- og nordstatsfolk i det fattige, elendige krigshærgede amerika.
Imens er den forkælede præstedatter ude af stand til selv at overtage gården, og den griske Teague (Ray Winstone) er i bedste Morten Korch-stil efter hendes bo. Men hun får hjælp fra den gæveste af gæve piger, Ruby (Renée Zellweger). Til gengæld dukker Rubys tidligere drukkenbolt af en far op på gården, hvilket skaber endnu flere problemer med Teague. Kommer Inman hjem til Ada? Går det syn som Ada ser i en magisk brønd i opfyldelse? Svarene på disse spørgsmål er ganske forudsigelige.
Og hvad værre er, det virker absolut ligegyldigt, da den store kærlighed mellem hovedpersonerne ikke er specielt troværdig. Hvis Inman havde deserteret og gået flere hundrede mil med sure tær og skudsår for at være sammen med Ada, så ville det nok ikke være for kærlighed, men for at få hendes ejendom. Den store romantiske kærlighed i filmen virker ikke i mine øjne. Men til gengæld så er det en interessant tur igennem sydstaterne. Dog ikke nær så interessant som Coen-brødrenes ”O Brother, Where Art Thou?” Men som sagt er det en flot produktion med flotte skuespilspræstationer og flot arbejde på så mange fronter. Måske lidt for flot på make-up fronten, da Kidmans make-up og hår i filmen er lidt for perfekt til klimaet. Selv når Kidman er i vildmarken eller står op klokken lort om morgenen for at malke køer, så ser hendes hår, tænder og ansigt fuldkommen perfekt ud.
Alt i alt er dog en udmærket film om kærlighed og overlevelse, men Minghellas bedste værk er og bliver hans manuskripter til ”Storyteller”.
Inman (Jude Law) er en stille og genert ung mand, der forelsker sig i den rige southern belle og præstedatter Ada (Nicole Kidman). Først få øjeblikke før han sendes afsted til fronten under den amerikanske borgerkrig får han taget sig sammen til at gøre noget ved det. Efter at have set død og ødelæggelse ved fronten deserterer han, og tager hjem på en lang, lang rejse til Ada. Vi følger ham i hans møde en liderlig præst (Philip Seymour Hoffman) og en ensom enke (Natalie Portman) og andre folk, der hjælper ham på vejen, mens han flygter fra sydstats- og nordstatsfolk i det fattige, elendige krigshærgede amerika.
Imens er den forkælede præstedatter ude af stand til selv at overtage gården, og den griske Teague (Ray Winstone) er i bedste Morten Korch-stil efter hendes bo. Men hun får hjælp fra den gæveste af gæve piger, Ruby (Renée Zellweger). Til gengæld dukker Rubys tidligere drukkenbolt af en far op på gården, hvilket skaber endnu flere problemer med Teague. Kommer Inman hjem til Ada? Går det syn som Ada ser i en magisk brønd i opfyldelse? Svarene på disse spørgsmål er ganske forudsigelige.
Og hvad værre er, det virker absolut ligegyldigt, da den store kærlighed mellem hovedpersonerne ikke er specielt troværdig. Hvis Inman havde deserteret og gået flere hundrede mil med sure tær og skudsår for at være sammen med Ada, så ville det nok ikke være for kærlighed, men for at få hendes ejendom. Den store romantiske kærlighed i filmen virker ikke i mine øjne. Men til gengæld så er det en interessant tur igennem sydstaterne. Dog ikke nær så interessant som Coen-brødrenes ”O Brother, Where Art Thou?” Men som sagt er det en flot produktion med flotte skuespilspræstationer og flot arbejde på så mange fronter. Måske lidt for flot på make-up fronten, da Kidmans make-up og hår i filmen er lidt for perfekt til klimaet. Selv når Kidman er i vildmarken eller står op klokken lort om morgenen for at malke køer, så ser hendes hår, tænder og ansigt fuldkommen perfekt ud.
Alt i alt er dog en udmærket film om kærlighed og overlevelse, men Minghellas bedste værk er og bliver hans manuskripter til ”Storyteller”.
04/07-2005
