uglorificerende
4.0
John Holmes-inspireret fortælling om en ung fyrs stigning og fald i den lumre pornofilms-industri. Efter den nedtonede og ret fremragende Hard Eight (omhandlende et far/søn forhold, fordækt som mentor/protege) var der store forventninger til P.T. Andersons næste projekt, men den ambitiøse Boogie Nights indfrier aldrig rigtig forventningerne; til det er stilen for løs og fortællingen for uoriginal. Anderson var dog tilbage i topform med den beundringsværdige Magnolia, et moderne mesterværk af høj kaliber. Med denne fastsatte Anderson sin status som en af Amerikas mest talentfulde og anderledes filmmagere, hvis karriere utvivlsomt er værd at følge.
Mark Wahlberg fik sit skuespillergennembrud i Boogie Nights, hvor han spiller en 17-årig knøs, der takket være en ordentlig fætter hives ind i pornoverdenen af en notorisk pornofilmsinstruktør, en tilpas afdæmpet og forrygende velspillende Burt Reynolds. Wahlberg gør en god indsats og bibringer en skrøbelighed og barnlighed til karakteren, der understøtter sidehistorien med, at han mentalt mangler at udvikle sig. Indledningsvis er Wahlberg loyal og uselvisk (overfor sin arbejdsgiver og dermed også generelt), men ender som en falleret og overprætentiøs stjerne, uden kontakt med omverdenen eller sig selv. Boogie Nights er derved den velkendte historie om destrueringen af uskyldigheden og den selviscenesættende idealist, der må vågne op til realiteterne og tragedien indtræffer på grund af dette (på trods af den stedvis lette tone, så er filmen sprængfyldt med tragiske livshistorier, åbenlyse og under overfladen). Det ’nye’ er dog, at handlingen udfolder sig i pornoverdenen, hvor Anderson præsenterer de involverede nuanceret og med absolut gennemførte personskildringerne. Den konstante karakterplausibilitet skyldes ikke mindst de mange kendte og semi-kendte skuespillere, der hver især gør et fantastisk stykke arbejde. Anderson har et beundringsværdigt greb om skuespillerne, der virkelig kommer til at yde deres bedste i uglamourøse præstationer. Ingen kommer dog til at hæve sig over den kvalitative mængde.
Boogie Nights er, emnet til trods, aldrig lummer eller decideret pornografisk, dette har ikke været Andersons intention. Han har villet fortælle en sørgelig historie i et hidtil uudforsket miljø (i hvert fald indenfor mainstream-filmene) om en usikker mand, der langsom mister sin egen identitet. Anderson udleverer aldrig sine karakterer, men fremstiller dem med et menneskeklogt og nuanceret indblik som illusionister, ignoranter, excentriske originaler, skæve eksistenser og en del af adskillige minoriteter. Portrætteringerne er rørende og stedvis endda uafrystelige. Især en scene fremstår hjerteskærende. Hykleriet og den manglende realitetssans er evident i sekvensen, hvor Reynolds kører rundt i en bil og vil ’make movie history’ ved at give en tilfældig passerende mulighed for at knalde en af hans pornoskuespillerinder. Tragedien indtræffer dog for alvor på det tidspunkt, hvor Rollergirl (fint spillet af Heather Graham, der vakte en del opmærksomhed med hendes indladenhed i filmen) konfronteres med sit sande navn (og identitet), men slår dette hen som en fejltagelse. Personerne i Boogie Nights gemmer sig for dem selv via ubegrænset meget sex, stoffer og manglende genuin menneskelig relation og overblik over konsekvenserne. Fortabelsen skildres som overgangen til 80’erne og som et led i Wahlbergs utaknemmelighed og indifferens.
Boogie Nights er et eminent tidsbillede, hvor man elegant suges ind i det både fascinerende og frastødende univers. Teknisk set er filmen også en triumf, hvor kameraarbejdet for alvor er virtuost!
Anderson udviser et nærmest usandsynligt overblik på mange punkter, men holder desværre ikke historien i kort snor. Filmen er en overlang sag, hvor Anderson flere gange trækker scener unødvendig langt ud, når disse ikke har en større betydning for plottet eller dennes fremdrift. Dette koster filmen en stjerne, men Boogie Nights er alligevel en anbefalelsesværdig sag for folk, der ikke nemt bliver (fra)stødt af tabubelagte emner.
Mark Wahlberg fik sit skuespillergennembrud i Boogie Nights, hvor han spiller en 17-årig knøs, der takket være en ordentlig fætter hives ind i pornoverdenen af en notorisk pornofilmsinstruktør, en tilpas afdæmpet og forrygende velspillende Burt Reynolds. Wahlberg gør en god indsats og bibringer en skrøbelighed og barnlighed til karakteren, der understøtter sidehistorien med, at han mentalt mangler at udvikle sig. Indledningsvis er Wahlberg loyal og uselvisk (overfor sin arbejdsgiver og dermed også generelt), men ender som en falleret og overprætentiøs stjerne, uden kontakt med omverdenen eller sig selv. Boogie Nights er derved den velkendte historie om destrueringen af uskyldigheden og den selviscenesættende idealist, der må vågne op til realiteterne og tragedien indtræffer på grund af dette (på trods af den stedvis lette tone, så er filmen sprængfyldt med tragiske livshistorier, åbenlyse og under overfladen). Det ’nye’ er dog, at handlingen udfolder sig i pornoverdenen, hvor Anderson præsenterer de involverede nuanceret og med absolut gennemførte personskildringerne. Den konstante karakterplausibilitet skyldes ikke mindst de mange kendte og semi-kendte skuespillere, der hver især gør et fantastisk stykke arbejde. Anderson har et beundringsværdigt greb om skuespillerne, der virkelig kommer til at yde deres bedste i uglamourøse præstationer. Ingen kommer dog til at hæve sig over den kvalitative mængde.
Boogie Nights er, emnet til trods, aldrig lummer eller decideret pornografisk, dette har ikke været Andersons intention. Han har villet fortælle en sørgelig historie i et hidtil uudforsket miljø (i hvert fald indenfor mainstream-filmene) om en usikker mand, der langsom mister sin egen identitet. Anderson udleverer aldrig sine karakterer, men fremstiller dem med et menneskeklogt og nuanceret indblik som illusionister, ignoranter, excentriske originaler, skæve eksistenser og en del af adskillige minoriteter. Portrætteringerne er rørende og stedvis endda uafrystelige. Især en scene fremstår hjerteskærende. Hykleriet og den manglende realitetssans er evident i sekvensen, hvor Reynolds kører rundt i en bil og vil ’make movie history’ ved at give en tilfældig passerende mulighed for at knalde en af hans pornoskuespillerinder. Tragedien indtræffer dog for alvor på det tidspunkt, hvor Rollergirl (fint spillet af Heather Graham, der vakte en del opmærksomhed med hendes indladenhed i filmen) konfronteres med sit sande navn (og identitet), men slår dette hen som en fejltagelse. Personerne i Boogie Nights gemmer sig for dem selv via ubegrænset meget sex, stoffer og manglende genuin menneskelig relation og overblik over konsekvenserne. Fortabelsen skildres som overgangen til 80’erne og som et led i Wahlbergs utaknemmelighed og indifferens.
Boogie Nights er et eminent tidsbillede, hvor man elegant suges ind i det både fascinerende og frastødende univers. Teknisk set er filmen også en triumf, hvor kameraarbejdet for alvor er virtuost!
Anderson udviser et nærmest usandsynligt overblik på mange punkter, men holder desværre ikke historien i kort snor. Filmen er en overlang sag, hvor Anderson flere gange trækker scener unødvendig langt ud, når disse ikke har en større betydning for plottet eller dennes fremdrift. Dette koster filmen en stjerne, men Boogie Nights er alligevel en anbefalelsesværdig sag for folk, der ikke nemt bliver (fra)stødt af tabubelagte emner.
05/07-2005
