Life Aquatic with Wes Anderson
5.0
Wes Andersons ”Life Aquatic” er måske den dejligste amerikanske film jeg har set i år. Det er en af de underfundigste, særeste film, jeg har haft fornøjelsen at se i lang tid.
Steve Zissou (Bill Murray) er et charmerende røvhul og en ulidelig, men hyggelig gammel taber af en oceanograf og en dokumentarfilmskaber, der med sit skib og sine mænd tager på eventyr blandt fantasihavvæsenerne i det store hav. Det går ikke godt for den gamle mand. Økonomisk kniber det med at få ekspeditionerne til at hænge sammen, hans bedste ven er lige blevet spist af en tigerhaj, og hans kone (Anjelica Huston), der er den eneste på skibet, der rent faktisk kender til marinebiologi, vil ikke med ud længere. Piloten Ned Plimpton (Owen Wilson) fra Kentucky dukker op ud af det blå, og siger til Steve, at han måske er hans søn, så Steve tager ham med på skibet. Selv om Ned investerer penge i den nye ekspedition for at dræbe den morderiske haj, så er der problemer forude. Det gamle besætningsmedlem Klaus (Willem Dafoe) er jaloux på Ned, Steve skal love ikke at dræbe hajen for at banken vil låne penge, den gravide journalist Jane (Cate Blanchett) kommer imellem far og søn. Det hele bliver ikke bedre, da skibet angribes af en flok filipinske pirater, og den eneste der kan redde skibet er ærkerivalen og Steves kones eksmand Hennessey (Jeff Goldblum).
Filmen er spækket med førsteklasses skuespillere, der alle underspiller deres stereotype og lidt tegneserieagtige karakterer med stor komisk effekt. Manuskriptet har sjældent eksplicitte falden-på-halen jokes. Det er i stedet fyldt med små lune absurditeter, som man ikke kan lade være med at smile og blive rørt af. Delfiner med kameraer bundet om hovedet, Neds fanbrev til sin far, som han skrev som barn, de små røde tophuer. I det hele taget den uhøjtidelige og uvirkelige stemning som eventyret og Neds og Steves forhold udfolder sig under. Specielt soundtracket ramte mig lige i hjertet med David Bowie og Iggy Pop både i originale og akustiske udgaver, samt simplt og primitivt technopop i 70'er stil til at danne baggrund for Wes Andersons fabelagtige fantasidyr under havet.
Med sådan en stemning og sådan en baggrund er det svært ikke at holde af det kære dumme svin Steve Zissou i skikkelse af Bill Murray. En dejlig film, som ingen andre end Wes Anderson kan lave.
Steve Zissou (Bill Murray) er et charmerende røvhul og en ulidelig, men hyggelig gammel taber af en oceanograf og en dokumentarfilmskaber, der med sit skib og sine mænd tager på eventyr blandt fantasihavvæsenerne i det store hav. Det går ikke godt for den gamle mand. Økonomisk kniber det med at få ekspeditionerne til at hænge sammen, hans bedste ven er lige blevet spist af en tigerhaj, og hans kone (Anjelica Huston), der er den eneste på skibet, der rent faktisk kender til marinebiologi, vil ikke med ud længere. Piloten Ned Plimpton (Owen Wilson) fra Kentucky dukker op ud af det blå, og siger til Steve, at han måske er hans søn, så Steve tager ham med på skibet. Selv om Ned investerer penge i den nye ekspedition for at dræbe den morderiske haj, så er der problemer forude. Det gamle besætningsmedlem Klaus (Willem Dafoe) er jaloux på Ned, Steve skal love ikke at dræbe hajen for at banken vil låne penge, den gravide journalist Jane (Cate Blanchett) kommer imellem far og søn. Det hele bliver ikke bedre, da skibet angribes af en flok filipinske pirater, og den eneste der kan redde skibet er ærkerivalen og Steves kones eksmand Hennessey (Jeff Goldblum).
Filmen er spækket med førsteklasses skuespillere, der alle underspiller deres stereotype og lidt tegneserieagtige karakterer med stor komisk effekt. Manuskriptet har sjældent eksplicitte falden-på-halen jokes. Det er i stedet fyldt med små lune absurditeter, som man ikke kan lade være med at smile og blive rørt af. Delfiner med kameraer bundet om hovedet, Neds fanbrev til sin far, som han skrev som barn, de små røde tophuer. I det hele taget den uhøjtidelige og uvirkelige stemning som eventyret og Neds og Steves forhold udfolder sig under. Specielt soundtracket ramte mig lige i hjertet med David Bowie og Iggy Pop både i originale og akustiske udgaver, samt simplt og primitivt technopop i 70'er stil til at danne baggrund for Wes Andersons fabelagtige fantasidyr under havet.
Med sådan en stemning og sådan en baggrund er det svært ikke at holde af det kære dumme svin Steve Zissou i skikkelse af Bill Murray. En dejlig film, som ingen andre end Wes Anderson kan lave.
07/07-2005
