Hemingway uden skæg
4.0
Lad mig bare være ærlig og indrømme, at det her ikke så ud til at være min kop te. Richard Attenboroughs nye film om Ernest Hemingways store ungdomskærlighed, "In Love and War", lignede faktisk en dræber på forhånd.
Attenborough er en fremragende håndværker og en ærlig mand, tænk på biopics som "Gandhi", "Chaplin" og "Biko". Store fortællinger om store mænd, der vakte store følelser i alle os knap så store mænd og kvinder.
Men på den anden side også meget traditionel og forudsigelig, når stoffet ikke lige kan stå distancen. Og det stof her står ikke distancen, selvom der er kommet en hæderlig film ud af det alligevel.
Ingen skægvækst
Chris O'Donnell er noget af det mest glatbarberede, man kan forestille sig. Glatbarberet i gennembrudet som den flinke unge mand, der hjælper Al Pacino i "En duft af kvinde", og meget glatbarberet under halvmasken som Robin i Batmanfilmene. Alt i alt er han vel lige så farlig og utilregnelig som en bankrådgiver, der afslår et overtræk på lønkontoen. Det syntes dødfødt at caste ham som machomand nr. 1, Ernest Hemingway, godt nok som ganske ung og skægløs, men alligevel. Det svarer nærmest til at lade Hugh Grant spille Caligula. Usandssynligt.
Som den lidt ældre, erfarne sygeplejerske Agnes von Kurowsky har Attenborough valgt Sandra "jeg-spiller-en-god-baghånd-i-badminton" Bullock. Hun er noget af det nysseligste, en mand kan tænke sig, men man kan ikke beskylde hende for at have erotisk udstråling, med mindre man hører til typen, der tænder på en reklame for Mentos eller V6.
Den Store Kærlighed
Tiden er 1. Verdenskrig. Italienerne er trængt af østrigerne i Norditalien, og amerikanerne, som netop er gået ind i krigen, er koncentreret om Vestfronten. Men for at vise deres gode vilje, sender amerikanerne Røde Korsfolk og ambulanceførere til Italien og den unge Ernest drager afsted. Han blev kasseret som soldat på grund af en synsfejl, som han i følge sig selv og filmen havde pådraget sig den ved for meget boksning, men i virkeligheden var det medfødt. Han bliver såret efter kun seks dage og bliver bragt på hospitalet hvor han møder den otte år ældre sygeplejerske Agnes. Hun er netop ankommet til Italien, og på trods af de strenge regler om ikke at fraternisere med patienterne, fatter de to interesse for hinanden - ja, jeg tøver ikke med at kalde det Den Store Kærlighed. Agnes mener dog at aldersforskelen er for stor og afviser derfor Ernest, til hans store bitterhed, en følelse han aldrig kommer over. Og som den virkelige Hemingway måske heller aldrig overvandt, til trods for at han var gift fire gange.
En stor del af "In Love and War" er autentisk stof. Hemingway var i Italien, men blev ikke såret nær så slemt som filmen viser (han får koldbrand i benet) og han mødte Agnes von Kurowsky, som i øvrigt døde i 1984 i en alder af 92 år. Filmen er bygget på hendes dagbøger og viser klart, at myterne omkring Hemingway langt fra er i overensstemmelse med virkeligheden, hvad enten de er gymnasieungdommens heltedyrkende opspind, eller det er Hemingways selvforståelse som den kommer til udtryk i hans værker. Fx er "Farvel til våbnene", en af det 20. århundredes største romaner, klart bygget på hans egne oplevelser i Italien, men den historie der fortælles er fordrejet i forhold til de faktiske begivenheder - interessant nok lader Hemingway heltinden Catherine Barkley dø i barselssengen, ligesom han selv mistede sin elskede - hun døde bare ikke. På mange måder er denne sammenblanding af Hemingways liv og myten om Hemingways liv noget rigtigt miskmask, som aldrig får reddet trådene ud i løbet af filmen. Ikke fordi en film nødvendigvis skal være præcis i sin skildring af virkeligheden, men fordi den her ikke kan lade være at bruge lidt af myten og samtidig give sig ud for at være autentisk.
Forelskelsens natur
Der hvor "In Love and War" rigtigt fungerer, er i den nære analyse af forelskelsens natur, fortællingen om den spirende erotiske tiltrækning og den altfavnende og -ædende kærlighed. Og stik i mod mine forventninger viser Sandra Bullock et format, som er ganske overbevisende. Som fx når Ernest sniger sig til at berøre Agnes ene ankel, da hun står på en stige i hospitalets linnedrum. Her er der undertrykt sex i luften, så det for alvor kan fornemmes. I nogle dele af filmen går Bullock rundt med et fiffigt smil, som vist skal forestille at være fjernt og mystisk, men i flere passager viser hun altså, at hun kan meget mere end at være bare sød.
Filmen er smukt fotograferet og fint fortalt og hører man til den rørstrømske type, er der masser af klump-i-halsen-scener. Folk dør jo i et væk, mens andre må rejse væk under en krig. Sir Richard Attenborough er såmænd velmenende nok, men der er alligevel ikke rigtigt gods i historien til det store epos, som filmen også gerne vil være. Ærgerligt, for den lille historie om den store kærlighed havde været nok.
Attenborough er en fremragende håndværker og en ærlig mand, tænk på biopics som "Gandhi", "Chaplin" og "Biko". Store fortællinger om store mænd, der vakte store følelser i alle os knap så store mænd og kvinder.
Men på den anden side også meget traditionel og forudsigelig, når stoffet ikke lige kan stå distancen. Og det stof her står ikke distancen, selvom der er kommet en hæderlig film ud af det alligevel.
Ingen skægvækst
Chris O'Donnell er noget af det mest glatbarberede, man kan forestille sig. Glatbarberet i gennembrudet som den flinke unge mand, der hjælper Al Pacino i "En duft af kvinde", og meget glatbarberet under halvmasken som Robin i Batmanfilmene. Alt i alt er han vel lige så farlig og utilregnelig som en bankrådgiver, der afslår et overtræk på lønkontoen. Det syntes dødfødt at caste ham som machomand nr. 1, Ernest Hemingway, godt nok som ganske ung og skægløs, men alligevel. Det svarer nærmest til at lade Hugh Grant spille Caligula. Usandssynligt.
Som den lidt ældre, erfarne sygeplejerske Agnes von Kurowsky har Attenborough valgt Sandra "jeg-spiller-en-god-baghånd-i-badminton" Bullock. Hun er noget af det nysseligste, en mand kan tænke sig, men man kan ikke beskylde hende for at have erotisk udstråling, med mindre man hører til typen, der tænder på en reklame for Mentos eller V6.
Den Store Kærlighed
Tiden er 1. Verdenskrig. Italienerne er trængt af østrigerne i Norditalien, og amerikanerne, som netop er gået ind i krigen, er koncentreret om Vestfronten. Men for at vise deres gode vilje, sender amerikanerne Røde Korsfolk og ambulanceførere til Italien og den unge Ernest drager afsted. Han blev kasseret som soldat på grund af en synsfejl, som han i følge sig selv og filmen havde pådraget sig den ved for meget boksning, men i virkeligheden var det medfødt. Han bliver såret efter kun seks dage og bliver bragt på hospitalet hvor han møder den otte år ældre sygeplejerske Agnes. Hun er netop ankommet til Italien, og på trods af de strenge regler om ikke at fraternisere med patienterne, fatter de to interesse for hinanden - ja, jeg tøver ikke med at kalde det Den Store Kærlighed. Agnes mener dog at aldersforskelen er for stor og afviser derfor Ernest, til hans store bitterhed, en følelse han aldrig kommer over. Og som den virkelige Hemingway måske heller aldrig overvandt, til trods for at han var gift fire gange.
En stor del af "In Love and War" er autentisk stof. Hemingway var i Italien, men blev ikke såret nær så slemt som filmen viser (han får koldbrand i benet) og han mødte Agnes von Kurowsky, som i øvrigt døde i 1984 i en alder af 92 år. Filmen er bygget på hendes dagbøger og viser klart, at myterne omkring Hemingway langt fra er i overensstemmelse med virkeligheden, hvad enten de er gymnasieungdommens heltedyrkende opspind, eller det er Hemingways selvforståelse som den kommer til udtryk i hans værker. Fx er "Farvel til våbnene", en af det 20. århundredes største romaner, klart bygget på hans egne oplevelser i Italien, men den historie der fortælles er fordrejet i forhold til de faktiske begivenheder - interessant nok lader Hemingway heltinden Catherine Barkley dø i barselssengen, ligesom han selv mistede sin elskede - hun døde bare ikke. På mange måder er denne sammenblanding af Hemingways liv og myten om Hemingways liv noget rigtigt miskmask, som aldrig får reddet trådene ud i løbet af filmen. Ikke fordi en film nødvendigvis skal være præcis i sin skildring af virkeligheden, men fordi den her ikke kan lade være at bruge lidt af myten og samtidig give sig ud for at være autentisk.
Forelskelsens natur
Der hvor "In Love and War" rigtigt fungerer, er i den nære analyse af forelskelsens natur, fortællingen om den spirende erotiske tiltrækning og den altfavnende og -ædende kærlighed. Og stik i mod mine forventninger viser Sandra Bullock et format, som er ganske overbevisende. Som fx når Ernest sniger sig til at berøre Agnes ene ankel, da hun står på en stige i hospitalets linnedrum. Her er der undertrykt sex i luften, så det for alvor kan fornemmes. I nogle dele af filmen går Bullock rundt med et fiffigt smil, som vist skal forestille at være fjernt og mystisk, men i flere passager viser hun altså, at hun kan meget mere end at være bare sød.
Filmen er smukt fotograferet og fint fortalt og hører man til den rørstrømske type, er der masser af klump-i-halsen-scener. Folk dør jo i et væk, mens andre må rejse væk under en krig. Sir Richard Attenborough er såmænd velmenende nok, men der er alligevel ikke rigtigt gods i historien til det store epos, som filmen også gerne vil være. Ærgerligt, for den lille historie om den store kærlighed havde været nok.
19/11-2018