I Hjertet af Polanski
5.0
Roman Polanski’s Pianisten er måske den første film i næsten et årti, omhandlende holocaust og jødeforfølgelsen under 2.Verdenskrig, der ikke bare står som en fodnote til Steven Spielberg’s Schindler’s Liste.
Selvfølgelig er det ret fristende at sammenligne de to film, såmænd også for at fremhæve kontrasterne, men det er endnu mere fristende at argumentere for hvorfor den ene er bedre end den anden (læs bare adskillige af anmeldelserne under denne film).
Når alt kommer til alt synes jeg dog ikke helt at nogen af disse film behøver eller for den sags skyld anmoder om en sådan sammenligning. Begge kan utvivlsomt stå alene som nogle utrolige kunstneriske forsøg på at belyse et af de mørkeste emner i verdenshistorien.
Roman Polanski, der selv er polsk jøde og som overlevede holocaust, var blandt de instruktører Spielberg i sin tid tilbød manus til Schindler’s Liste førend han besluttede selv at instruere den. Polanski valgte dengang at afstå fra muligheden for at instruere en film med holocaust som tema og har efterfølgende udtalt, at han følte sig for nært beslægtet rent personligt med det pågældende materiale.
Næsten 10 år senere vendte Polanski alligevel tilbage til emnet holocaust og lavede Pianisten, en film, jeg synes må betegnes som værende særdeles objektiv i hele sin behandling af et så følsomt emne som holocaust.
Måske er det derfor Polanski ikke ville lave Schindler’s Liste dengang?
Det sad måske stadig for dybt i ham, dette mareridt af en oplevelse og måske følte han dengang ikke at han derfor ikke var i stand til at instruere en film om holocaust uden at miste objektiviteten?
Hvad der end er baggrunden for disse valg har Polanski med Pianisten formået at lave en film, der fremstår nærmest blottet for ethvert melodrama, for sentimentalitet og endda for de klichéer, der typisk forbindes med film om dette emne.
Klichéer Polanski behændigt undgår ved f.eks ikke at fremstille nazisterne som entydigt ”onde” og samtidig undgår han at Pianisten blot bliver en hyldest til jødernes kamp for overlevelse og et portræt af de lidelser de gennemgik.
Pianisten er, bl.a i kraft af det ovennævnte, et værk af fortræffelig tilbageholdenhed for Polanski’s vedkommende.
Polanski, der må have været klar over at ethvert fejltrin kunne resultere i at reducere det frygtelige ved jødeudryddelsen til en brik i et moralespil. Polanski undgår dog på imponerende vis hver en fælde og fristelse, der er i filmen, til at dreje historien om Wladislaw Szpilman i den retning.
Pianisten fortæller den autentiske historie om Wladislaw Szpilman, der ligesom Polanski var såvel kunstner som af jødisk afstamning. Fortællingen fokuserer i høj grad på den personlige rejse som Szpilman foretager i filmens løb og begivenhederne tager deres begyndelse i 1938, da tyskerne smider bomber over Warszawa imens Szpilman’s spiller sin piano-koncert på radiostationen.
For Szpilman bliver hans egen overlevelse i høj grad et spørgsmål om tilfældigheder og til en vis grad forudseenhed fremfor heltemodige bedrifter. Polanski skildrer de brutale hændelser og umenneskelige oplevelser Szpilman udholder uden at fremstille ham som en helteskikkelse. Szpilman fremstår i stedet mere som en iagttagende hovedperson, der gennemlever krigens grusomheder fra forskellige gemmesteder.
Polanski vælger den direkte, næsten underdrevne tilgang til materialet og det overrasker lidt at der slet ikke er blevet plads til det for denne genre ellers så populære håndholdte kamera eller de ubehagelige scener fra KZ-lejrene, men det fungerer ganske fint uden.
I stedet ser man som tilskuer alt igennem Szpilman’s øjne mens det hele udspiller sig i Warszawa’s ghetto.
Selvom Pianisten indeholder scener, der er mindst ligeså oprivende og afskyelige som hvad der ellers er set i film, virker Polanski ikke interesseret i den følelsesmæssige indvirkning på tilskueren.
Der fokuseres i stedet på det menneskelige perspektiv af fortællingen, nemlig Szpilman’s. Den tilbageholdenhed der er i de ubehagelige scener repræsenterer den distance et øjenvidne til sådanne grusomheder nødvendigvis må udvise for overhovedet at kunne rumme det.
Pianisten handler ikke om krigen som skændsel eller om sejrens triumf, den handler heller ikke om godt og ondt eller mod og fejhed.
Pianisten er om liv og død, civilisation og kaos. Den forklarer ikke definitivt det onde i holocaust, hvilket Szpilman’s musik heller ikke gør eller noget andet kunst gør det.
Det at Polanski har lavet Pianisten viser derimod, at holocaust var et forfejlet forsøg på at udslette et folk.
Selvfølgelig er det ret fristende at sammenligne de to film, såmænd også for at fremhæve kontrasterne, men det er endnu mere fristende at argumentere for hvorfor den ene er bedre end den anden (læs bare adskillige af anmeldelserne under denne film).
Når alt kommer til alt synes jeg dog ikke helt at nogen af disse film behøver eller for den sags skyld anmoder om en sådan sammenligning. Begge kan utvivlsomt stå alene som nogle utrolige kunstneriske forsøg på at belyse et af de mørkeste emner i verdenshistorien.
Roman Polanski, der selv er polsk jøde og som overlevede holocaust, var blandt de instruktører Spielberg i sin tid tilbød manus til Schindler’s Liste førend han besluttede selv at instruere den. Polanski valgte dengang at afstå fra muligheden for at instruere en film med holocaust som tema og har efterfølgende udtalt, at han følte sig for nært beslægtet rent personligt med det pågældende materiale.
Næsten 10 år senere vendte Polanski alligevel tilbage til emnet holocaust og lavede Pianisten, en film, jeg synes må betegnes som værende særdeles objektiv i hele sin behandling af et så følsomt emne som holocaust.
Måske er det derfor Polanski ikke ville lave Schindler’s Liste dengang?
Det sad måske stadig for dybt i ham, dette mareridt af en oplevelse og måske følte han dengang ikke at han derfor ikke var i stand til at instruere en film om holocaust uden at miste objektiviteten?
Hvad der end er baggrunden for disse valg har Polanski med Pianisten formået at lave en film, der fremstår nærmest blottet for ethvert melodrama, for sentimentalitet og endda for de klichéer, der typisk forbindes med film om dette emne.
Klichéer Polanski behændigt undgår ved f.eks ikke at fremstille nazisterne som entydigt ”onde” og samtidig undgår han at Pianisten blot bliver en hyldest til jødernes kamp for overlevelse og et portræt af de lidelser de gennemgik.
Pianisten er, bl.a i kraft af det ovennævnte, et værk af fortræffelig tilbageholdenhed for Polanski’s vedkommende.
Polanski, der må have været klar over at ethvert fejltrin kunne resultere i at reducere det frygtelige ved jødeudryddelsen til en brik i et moralespil. Polanski undgår dog på imponerende vis hver en fælde og fristelse, der er i filmen, til at dreje historien om Wladislaw Szpilman i den retning.
Pianisten fortæller den autentiske historie om Wladislaw Szpilman, der ligesom Polanski var såvel kunstner som af jødisk afstamning. Fortællingen fokuserer i høj grad på den personlige rejse som Szpilman foretager i filmens løb og begivenhederne tager deres begyndelse i 1938, da tyskerne smider bomber over Warszawa imens Szpilman’s spiller sin piano-koncert på radiostationen.
For Szpilman bliver hans egen overlevelse i høj grad et spørgsmål om tilfældigheder og til en vis grad forudseenhed fremfor heltemodige bedrifter. Polanski skildrer de brutale hændelser og umenneskelige oplevelser Szpilman udholder uden at fremstille ham som en helteskikkelse. Szpilman fremstår i stedet mere som en iagttagende hovedperson, der gennemlever krigens grusomheder fra forskellige gemmesteder.
Polanski vælger den direkte, næsten underdrevne tilgang til materialet og det overrasker lidt at der slet ikke er blevet plads til det for denne genre ellers så populære håndholdte kamera eller de ubehagelige scener fra KZ-lejrene, men det fungerer ganske fint uden.
I stedet ser man som tilskuer alt igennem Szpilman’s øjne mens det hele udspiller sig i Warszawa’s ghetto.
Selvom Pianisten indeholder scener, der er mindst ligeså oprivende og afskyelige som hvad der ellers er set i film, virker Polanski ikke interesseret i den følelsesmæssige indvirkning på tilskueren.
Der fokuseres i stedet på det menneskelige perspektiv af fortællingen, nemlig Szpilman’s. Den tilbageholdenhed der er i de ubehagelige scener repræsenterer den distance et øjenvidne til sådanne grusomheder nødvendigvis må udvise for overhovedet at kunne rumme det.
Pianisten handler ikke om krigen som skændsel eller om sejrens triumf, den handler heller ikke om godt og ondt eller mod og fejhed.
Pianisten er om liv og død, civilisation og kaos. Den forklarer ikke definitivt det onde i holocaust, hvilket Szpilman’s musik heller ikke gør eller noget andet kunst gør det.
Det at Polanski har lavet Pianisten viser derimod, at holocaust var et forfejlet forsøg på at udslette et folk.
08/07-2005
