no more play!!!
1.0
Infantil og direkte forfærdelig femte del i Child’s Play-serien, hvor manuskriptforfatteren til alle fem film, Don Mancini, har sat sig i førerstolen i troen på eget instruktørkompetence. Dette har utvivlsomt været projektets største fejltagelse, da Mancini tydeligvis er klinisk renset for overblik over og talent for medrivende historieudfoldelse, og handlingen i Seed of Chucky er endda uhyggelig simpel og banal. Mine forventninger til filmen var ikke decideret høje, men jeg satsede da på en herlig omgang uforpligtende underholdning af den mere makabre slags, da Ronny Yus sorthumoristiske og seværdige Bride of Chucky var netop dette. De skeptiske anelser var dog til stede, og disse blev fuldt ud bekræftet under overværelsen, hvor jeg var meget tæt på at slukke for dette makværk efter 20 minutter.
Seed of Chucky starter ellers godt ud med en virkningsfuld, om end noget umotiveret, nedslagtning i et fint parcelhus, opfindsomt fotograferet fra point-of-view. Herfra flader kvaliteten dog drastisk, hvor man som publikum bliver vidne til en af filmhistoriens mest ligegyldige, tanketomme, patetiske og pinagtige fortsættelse, hvor man konstant undrer sig over, hvorledes et så latterligt manuskript nogensinde kunne blive realiseret. Heldigvis blev Seed of Chucky også en kommerciel fiasko af de større, og dens skæbne som direkte-til-dvd premiere i Danmark er fuldt ud fortjent.
Mancini bruger unødvendig meget tid og energi på at bygge logisk bro til den forrige film, men man indser hurtigt, at dette bare er udfyldende nonsens, da Mancini tydeligvis ikke har nogen anelser om, i hvilken retning han vil trække filmen. Som publikum savner man et fast karakterholdepunkt, og da de morderiske legedukker denne gang er kommet helt i fokus, i stedet for at lade dem understøtte en mere jordnær fortælling som i de forrige film, mister man lynhurtigt interessen. Jennifer Tilly vender tilbage i skikkelse som sig selv, og Mancini og Tilly har tydeligvis moret sig med at inkorporerer så mange åbenlyse meta-hilsner, men morskaben smitter ikke af på publikum, der i stedet irriteres over de mange trivielle gentagelser. Omdrejningspunktet omkring sønnen/datteren (Glen/Glenda, hehe tænker man), der finder sine morderiske forældre, har potentialet til at være en bizar og sartirisk ’familieskildring’, men dette udnyttes aldrig. Sarkasmen er ukonsekvent og umorsomt, og selv ikke engang altid seværdige (nu lytteværdige) Brad Dourif kan formidle de elendige replikker med humor. At Billy Boyd kommer direkte fra Ringenes Herre (med kryds over Master and Commander) til dette bræk kan man kunne undre sig hovedrystende over.
Mancini griber ufokuseret ud efter alt, hvad der kunne forekomme morsomt (familie- og identitetskrise, meta-scener, osv.) indenfor filmens univers, men rammer meget, meget sjældent plet. At Child’s Play-serien er gået fra uhyggelig til nedladende splatterkomik er en skam, og Seed of Chucky formår aldrig nogensinde at skræmme publikum bare en smule. En vaskeægte stinker og flop, der forhåbentlig bliver slutningen på dræberdukken Chucky’s udskejelser. Mancini forsøger dog ellers imbecilt at afslutte åbent, men enhver producent vil højst sandsynlig holde sig langt væk fra nu af.
Seed of Chucky starter ellers godt ud med en virkningsfuld, om end noget umotiveret, nedslagtning i et fint parcelhus, opfindsomt fotograferet fra point-of-view. Herfra flader kvaliteten dog drastisk, hvor man som publikum bliver vidne til en af filmhistoriens mest ligegyldige, tanketomme, patetiske og pinagtige fortsættelse, hvor man konstant undrer sig over, hvorledes et så latterligt manuskript nogensinde kunne blive realiseret. Heldigvis blev Seed of Chucky også en kommerciel fiasko af de større, og dens skæbne som direkte-til-dvd premiere i Danmark er fuldt ud fortjent.
Mancini bruger unødvendig meget tid og energi på at bygge logisk bro til den forrige film, men man indser hurtigt, at dette bare er udfyldende nonsens, da Mancini tydeligvis ikke har nogen anelser om, i hvilken retning han vil trække filmen. Som publikum savner man et fast karakterholdepunkt, og da de morderiske legedukker denne gang er kommet helt i fokus, i stedet for at lade dem understøtte en mere jordnær fortælling som i de forrige film, mister man lynhurtigt interessen. Jennifer Tilly vender tilbage i skikkelse som sig selv, og Mancini og Tilly har tydeligvis moret sig med at inkorporerer så mange åbenlyse meta-hilsner, men morskaben smitter ikke af på publikum, der i stedet irriteres over de mange trivielle gentagelser. Omdrejningspunktet omkring sønnen/datteren (Glen/Glenda, hehe tænker man), der finder sine morderiske forældre, har potentialet til at være en bizar og sartirisk ’familieskildring’, men dette udnyttes aldrig. Sarkasmen er ukonsekvent og umorsomt, og selv ikke engang altid seværdige (nu lytteværdige) Brad Dourif kan formidle de elendige replikker med humor. At Billy Boyd kommer direkte fra Ringenes Herre (med kryds over Master and Commander) til dette bræk kan man kunne undre sig hovedrystende over.
Mancini griber ufokuseret ud efter alt, hvad der kunne forekomme morsomt (familie- og identitetskrise, meta-scener, osv.) indenfor filmens univers, men rammer meget, meget sjældent plet. At Child’s Play-serien er gået fra uhyggelig til nedladende splatterkomik er en skam, og Seed of Chucky formår aldrig nogensinde at skræmme publikum bare en smule. En vaskeægte stinker og flop, der forhåbentlig bliver slutningen på dræberdukken Chucky’s udskejelser. Mancini forsøger dog ellers imbecilt at afslutte åbent, men enhver producent vil højst sandsynlig holde sig langt væk fra nu af.
08/07-2005
