bliver trættende i længden
3.0
Mesterinstruktøren Gus Van Sant gik ind i de mere mainstream’ske spor med denne sorthumoristiske og satiriske komedie, uden at han dog komplet mistede sit originale øje for filmmediet. To Die For kan dog ikke kaldes en decideret vellykket film, og Van Sants emotionelle engagement er langtfra nærværende, på trods af at netop dette er en af hans helt store og inspirerende styrker. Det store kritikpunkt angående filmen er selve historien, der ikke kan udfylde spilletiden på halvanden time. Som novellefilm ville den skeptiske og pessimistiske fortælling om omkostningerne for en psykotisk kvindes jagt på de famøse 15 minutters berømmelse være ideel, men som spillefilm bliver den indledningsvis underholdende og bidende satire i sidste halvdel triviel, mekanisk og ultimativt uinteressant, da man savner ægte indlevelse.
Nicole Kidman er velspillende i en atypisk rolle som den virkelighedsfjerne, følelseskolde, manipulerende og narcissistiske kvinde, hvis overfladiske facade vi som publikum faktisk finder ud af er hele hendes psykiske tyngde. Som hovedperson er hun aldeles usympatisk og anstrengende, men rollen er ikke tilpas velskrevet, så vi for alvor for et psykologisk indtryk af hende, ergo hendes personlige motiver, osv. Vi ved bare, at denne viljefaste og forfængelige kvinde på en eller anden måde er blevet hjernevasket af underliggende idealer (den stupide ’man er ikke noget, før man er kendt’), som samfundet mere eller mindre bevidst praktiserer og propaganderer. Van Sant er lettere nihilistisk i hans tilgang, og momentvis aner man hans evidente intelligens. Eksempelvis pointerer han det paradoksale i de semi-dokumentariske sekvenser, hvor bipersoner åbenhjertet krænger indre følelser ud for åben skærm. Hvis To Die For var i besiddelse af mere af denne slags legene tvetydighed ville slutresultatet utvivlsomt have været en del mere kvalitativ.
To Die For bød på et comeback til filmens verden for Joaquin Phoenix, der efter broderen River Phoenix’s tragiske død bedyrede, at han ikke længere ville være skuespiller. Heldigvis fik Van Sant (der arbejdede sammen med River med filmen My Own Private Idaho) ’lokket’ Joaquin tilbage, og det er nærmest det eneste prisværdigt, der er at sige om To Die For.
Nicole Kidman er velspillende i en atypisk rolle som den virkelighedsfjerne, følelseskolde, manipulerende og narcissistiske kvinde, hvis overfladiske facade vi som publikum faktisk finder ud af er hele hendes psykiske tyngde. Som hovedperson er hun aldeles usympatisk og anstrengende, men rollen er ikke tilpas velskrevet, så vi for alvor for et psykologisk indtryk af hende, ergo hendes personlige motiver, osv. Vi ved bare, at denne viljefaste og forfængelige kvinde på en eller anden måde er blevet hjernevasket af underliggende idealer (den stupide ’man er ikke noget, før man er kendt’), som samfundet mere eller mindre bevidst praktiserer og propaganderer. Van Sant er lettere nihilistisk i hans tilgang, og momentvis aner man hans evidente intelligens. Eksempelvis pointerer han det paradoksale i de semi-dokumentariske sekvenser, hvor bipersoner åbenhjertet krænger indre følelser ud for åben skærm. Hvis To Die For var i besiddelse af mere af denne slags legene tvetydighed ville slutresultatet utvivlsomt have været en del mere kvalitativ.
To Die For bød på et comeback til filmens verden for Joaquin Phoenix, der efter broderen River Phoenix’s tragiske død bedyrede, at han ikke længere ville være skuespiller. Heldigvis fik Van Sant (der arbejdede sammen med River med filmen My Own Private Idaho) ’lokket’ Joaquin tilbage, og det er nærmest det eneste prisværdigt, der er at sige om To Die For.
10/07-2005
