harmløs, men seværdig bagatel
3.0
Ikke siden Ron Howards flotte, men kunstlette og genreforvirrede Backdraft, har vi set en amerikansk film omhandlende brandvæsnet og deres erhverv. Jay Russells Ladder 49 er ikke så meget en velovervejet film, men mere en stille hyldest til brandmændenes livsreddende indsats under og efter den tragiske hændelse med World Trade Center. Filmen har dog ingen evident relation til 9/11, for så ville indfaldsvinklen jo lugte af noget kontroversielt, og Ladder 49 skulle jo gerne være så uanstødelig og politisk korrekt som overhovedet muligt. En mental opmuntring og påmindelse for det amerikanske folk, at heroiske og prisværdige udgydelser stadig forekommer, især efter 9/11. Taget i betragtning at Ladder 49 tydeligvis er et bestillingsarbejde, så er filmen langtfra så slem, som jeg havde forventet. Personligt blev jeg i hvert fald positivt overrasket, og jeg må da velvilligt indrømme, at den er en sympatisk film, kreeret ud fra så oprigtige intentioner, at man nemt tilgiver filmen dens talrige fejltrin.
Ladder 49 er ulineært struktureret, hvor de mest interessante begivenheder fortælles i lidt abrupte flashbacks. Strukturen har ingen filmisk eller historisk signifikans, den prøver på at understøtte det forfærdelige i hovedpersonens tilstand, samtidig med at publikum holdes hen i spænding angående slutresultatet. Joaquin Phoenix spiller hovedrollen som den fangede brandmand, der tænker tilbage på sit liv. Phoenix er en af mine yndlingsskuespillere, da han til sine roller altid bibringer en drenget og næsten naiv skrøbelighed, der tangerer til det decideret hjerteskærende. Phoenix er en yderst talentfuld skuespiller, der altid er seværdig, og selvom denne rolle ikke besidder den store psykologiske substans, så løfter han den et pænt stykke over det endimensionale. John Travolta fortsætter sin udfordringsløse odysse i samlebåndsproduktioner, men i Ladder 49 er han tilpas underspillet og man fristes til at avende ordet god. Han udstråler i hvert fald den rette autoritære varme, som rollen forlanger, og mere er der så ikke i det. Glæder mig dog til at se ham i A Love Song for Bobby Long, hvor han efter sigende skulle bevise sit værd som skuespiller.
Ladder 49 er en lettilgængelig og uforpligtende omgang velproduceret underholdning, der ultimativt er udbyttesfattig, men behagelig og velmenende, så længe det står på. Den har sine intense og medrivende momenter, og selvom den både er glorificerende og lettere naiv, så bliver den aldrig for alvor kvalmende. Bevares, slutningen er bundsentimental, men kan heller ikke undsige sig at være ganske virkningsfuld. Ladder 49 er ellers nem at kritisere for den overfladiskhed, simplificerende karakterskildringer, hamrende uoriginalitet og forudsigelige dramatik, men filmen besidder tydeligvis et stort og oprigtig hjerte, der redder den fra banaliteterne. I den sidste halve time mistes der både tempo og energi, men generelt er filmen fyldt med et smittende humør og en fængende hovedhistorie. Musikken af William Ross er rørende god og tilpas bombastisk, mens filmen visuelt set er en nydelse. Jay Russell har intet at skamme sig over med Ladder 49. 3 stjerner med en stille pil op.
Ladder 49 er ulineært struktureret, hvor de mest interessante begivenheder fortælles i lidt abrupte flashbacks. Strukturen har ingen filmisk eller historisk signifikans, den prøver på at understøtte det forfærdelige i hovedpersonens tilstand, samtidig med at publikum holdes hen i spænding angående slutresultatet. Joaquin Phoenix spiller hovedrollen som den fangede brandmand, der tænker tilbage på sit liv. Phoenix er en af mine yndlingsskuespillere, da han til sine roller altid bibringer en drenget og næsten naiv skrøbelighed, der tangerer til det decideret hjerteskærende. Phoenix er en yderst talentfuld skuespiller, der altid er seværdig, og selvom denne rolle ikke besidder den store psykologiske substans, så løfter han den et pænt stykke over det endimensionale. John Travolta fortsætter sin udfordringsløse odysse i samlebåndsproduktioner, men i Ladder 49 er han tilpas underspillet og man fristes til at avende ordet god. Han udstråler i hvert fald den rette autoritære varme, som rollen forlanger, og mere er der så ikke i det. Glæder mig dog til at se ham i A Love Song for Bobby Long, hvor han efter sigende skulle bevise sit værd som skuespiller.
Ladder 49 er en lettilgængelig og uforpligtende omgang velproduceret underholdning, der ultimativt er udbyttesfattig, men behagelig og velmenende, så længe det står på. Den har sine intense og medrivende momenter, og selvom den både er glorificerende og lettere naiv, så bliver den aldrig for alvor kvalmende. Bevares, slutningen er bundsentimental, men kan heller ikke undsige sig at være ganske virkningsfuld. Ladder 49 er ellers nem at kritisere for den overfladiskhed, simplificerende karakterskildringer, hamrende uoriginalitet og forudsigelige dramatik, men filmen besidder tydeligvis et stort og oprigtig hjerte, der redder den fra banaliteterne. I den sidste halve time mistes der både tempo og energi, men generelt er filmen fyldt med et smittende humør og en fængende hovedhistorie. Musikken af William Ross er rørende god og tilpas bombastisk, mens filmen visuelt set er en nydelse. Jay Russell har intet at skamme sig over med Ladder 49. 3 stjerner med en stille pil op.
10/07-2005
