moderne humor i rørende film
5.0
Brad Silberlings loyale og ret så vellykkede filmatisering af Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events er baseret på de tre første bøger i en eventyrlig bogserie, der tør være mere dunkel og menneskelig end Harry Potter-universet. Bøgerne er ikke synderlig kendte i Danmark, men er skrevet af Daniel Handlen, der anvender pseudo-forfatternavnet Lemony Snicket, Handlens andet jeg, som fortæller. Personligt havde jeg høje forventninger til denne film, da Silberlings sidste værk var den meget personlige og inspirerende Moonlight Mile, der tilsyneladende er blevet skamløst overset og undervurderet nærmest overalt. Silberling havde tydeligvis vokset som instruktør siden hans to første flotte, men også lidt banale film (Casper og City of Angels), samtidig med at hans æstetiske sans var blevet ganske unik. Ligeledes er jeg ikke den store fan af det renskurede og ganske uophidsende Potter-univers (som jeg finder ganske overvurderet og overfladisk), og Lemony Snicket så ud til at være et mere dystert og grusom alternativ til dette. Mine forventninger blev da også indfriet, og mere til, og det er længe siden jeg sidst er blevet så fænget af en exceptionel blanding af en eventyrlig stemning, rendyrket underholdning og rørende sidehistorier.
Jim Carrey er en af disse gudbenådede fysiske komikere, som man enten elsker eller hader. Personligt tilhører jeg den første kategori, men var også en smule skepsis omkring hans indladenhed i dette projekt. Carrey kan godt være anstrengende i længden (momentvis aner man også en smule narcissisme), og oftest er han det eneste omdrejningspunkt, i de film han medvirker i. Lemony Snicket er dog heldigvis ikke bare endnu et velproduceret one-man-Carrey-show, men har liv og mening rundtomkring Carreys overgearede og ret så lattervækkende udskejelser. Lemony Snicket er i realiteten et meget fantasifuldt og indfølt portræt af 3 tragedieramte børn, der ufrivilligt kastes ud i den voksne verden, hvor egoismen og nedladenheden hersker, hvorved børnene ikke får lov til at behandle deres sorg efter deres forældres død. Børnene spilles grandiost og imponerende nuanceret af Liam Aiken som den belæste bror, Emily Browning som den opfindsomme storesøster og Kara/Shelby Hoffman (okay, meget skuespil er der nok ikke for sidstnævnte) som den lille pige med de stærke og velvillige tænder. Deres respektive talenter supplerer hinanden perfekt og giver et facetteret billede af handlekraftige og rationel tænkende børn. Og dette er præcis essensen og omdrejningspunktet i Lemony Snicket; de voksnes arrogante og selvindbildte bedrevidenhed, der nedladende underminerer børns intelligens. Dette portrætteres med en menneskelig indsigt og efterlader ingen uberørt.
Persongalleriet i Lemony Snicket er bredtfavnende, velbesat og ganske interessant. Carrey er dominerende som den selviscenesættende, excentriske og modbydelig ondskabsfulde Grev Olaf, der desperat jagter de afdøde forældres formue. Man ligger dog også mærke til en eminent Timothy Spall som snæversynet bankmand, Billy Connolly som dyreelskende onkel og ikke mindst en herligt overspillende Meryl Streep som neurotisk og overforsigtig tante, hvis tragiske fortid, og dennes psykiske konsekvenser, fortælles subtilt og meget virkningsfuld. Bemærk også en hurtig cameo af mesteren Dustin Hoffmann, der leverede en af karrierens bedste præstationer i Silberlings forrige film. Jude Law agerer forfatteren Lemony Snicket, og han giver filmen en ret underfundig, og nærmest original, fortællerstil.
Filmen fokuserer på signifikante familieværdier som sammenhold og kærlighed, men falder aldrig i de alt for kvalmende og sentimentale fælder, hvor Silberling heldigvis aldrig føler trang til at skære tingene ud i pap for publikum. Lemony Snicket er under overfladen (og nogen gange også åbenlyst) fyldt med tragiske undertoner, men den formår stadig at være både opløftende og humanistisk. Dette skyldes den perfekte balancegang mellem den alvorlige dramatik og befriende humor, der er så forbandet svær at ramme. En af Silberlings store bedrifter med filmen er netop hans behandling af disse, hvor han absolut rammer plet. I tilgift er de mere rendyrkede spændingssekvenser både actionfyldte og ret så medrivende.
Lemony Snicket suger publikum ind i dens fascinerende og til tider originale univers. Silberlings visualisering er ubeskrivelig (tydeligvis inspireret af the one and only Tim Burton, men aldrig plagierende), og der bydes på i sandhed mindeværdige og utrolig smukke billeder, der kontrasterer de tragiske aspekter af historien. Silberling er en detaljerig og virtuos billedmager, hvor filmen op til flere gange bliver helt poetisk, både i fortællingen og på billedsiden. Scenografisk er den både fremragende og opfindsom (Rick Heinrichs er bagmand, en af Burtons faste kollaboratører), mens Silberling er blevet så velsignet ved at have fået det ubestridte musikalske geni Thomas Newman som komponist, hvis musik er ubeskrivelig smukt.
Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events er raffineret og forrygende underholdning, når det er allerbedst. Silberling, der har en evident fortællerglæde, har begået en superb og ganske rørende film, der tør være dyster og alvorlig mellem de store grin. Fortsættelser er i dette tilfælde ikke uønsket, da man med barnlig ivrighed gerne vil udforske universet yderligere.
Jim Carrey er en af disse gudbenådede fysiske komikere, som man enten elsker eller hader. Personligt tilhører jeg den første kategori, men var også en smule skepsis omkring hans indladenhed i dette projekt. Carrey kan godt være anstrengende i længden (momentvis aner man også en smule narcissisme), og oftest er han det eneste omdrejningspunkt, i de film han medvirker i. Lemony Snicket er dog heldigvis ikke bare endnu et velproduceret one-man-Carrey-show, men har liv og mening rundtomkring Carreys overgearede og ret så lattervækkende udskejelser. Lemony Snicket er i realiteten et meget fantasifuldt og indfølt portræt af 3 tragedieramte børn, der ufrivilligt kastes ud i den voksne verden, hvor egoismen og nedladenheden hersker, hvorved børnene ikke får lov til at behandle deres sorg efter deres forældres død. Børnene spilles grandiost og imponerende nuanceret af Liam Aiken som den belæste bror, Emily Browning som den opfindsomme storesøster og Kara/Shelby Hoffman (okay, meget skuespil er der nok ikke for sidstnævnte) som den lille pige med de stærke og velvillige tænder. Deres respektive talenter supplerer hinanden perfekt og giver et facetteret billede af handlekraftige og rationel tænkende børn. Og dette er præcis essensen og omdrejningspunktet i Lemony Snicket; de voksnes arrogante og selvindbildte bedrevidenhed, der nedladende underminerer børns intelligens. Dette portrætteres med en menneskelig indsigt og efterlader ingen uberørt.
Persongalleriet i Lemony Snicket er bredtfavnende, velbesat og ganske interessant. Carrey er dominerende som den selviscenesættende, excentriske og modbydelig ondskabsfulde Grev Olaf, der desperat jagter de afdøde forældres formue. Man ligger dog også mærke til en eminent Timothy Spall som snæversynet bankmand, Billy Connolly som dyreelskende onkel og ikke mindst en herligt overspillende Meryl Streep som neurotisk og overforsigtig tante, hvis tragiske fortid, og dennes psykiske konsekvenser, fortælles subtilt og meget virkningsfuld. Bemærk også en hurtig cameo af mesteren Dustin Hoffmann, der leverede en af karrierens bedste præstationer i Silberlings forrige film. Jude Law agerer forfatteren Lemony Snicket, og han giver filmen en ret underfundig, og nærmest original, fortællerstil.
Filmen fokuserer på signifikante familieværdier som sammenhold og kærlighed, men falder aldrig i de alt for kvalmende og sentimentale fælder, hvor Silberling heldigvis aldrig føler trang til at skære tingene ud i pap for publikum. Lemony Snicket er under overfladen (og nogen gange også åbenlyst) fyldt med tragiske undertoner, men den formår stadig at være både opløftende og humanistisk. Dette skyldes den perfekte balancegang mellem den alvorlige dramatik og befriende humor, der er så forbandet svær at ramme. En af Silberlings store bedrifter med filmen er netop hans behandling af disse, hvor han absolut rammer plet. I tilgift er de mere rendyrkede spændingssekvenser både actionfyldte og ret så medrivende.
Lemony Snicket suger publikum ind i dens fascinerende og til tider originale univers. Silberlings visualisering er ubeskrivelig (tydeligvis inspireret af the one and only Tim Burton, men aldrig plagierende), og der bydes på i sandhed mindeværdige og utrolig smukke billeder, der kontrasterer de tragiske aspekter af historien. Silberling er en detaljerig og virtuos billedmager, hvor filmen op til flere gange bliver helt poetisk, både i fortællingen og på billedsiden. Scenografisk er den både fremragende og opfindsom (Rick Heinrichs er bagmand, en af Burtons faste kollaboratører), mens Silberling er blevet så velsignet ved at have fået det ubestridte musikalske geni Thomas Newman som komponist, hvis musik er ubeskrivelig smukt.
Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events er raffineret og forrygende underholdning, når det er allerbedst. Silberling, der har en evident fortællerglæde, har begået en superb og ganske rørende film, der tør være dyster og alvorlig mellem de store grin. Fortsættelser er i dette tilfælde ikke uønsket, da man med barnlig ivrighed gerne vil udforske universet yderligere.
10/07-2005
