ungdomsfilm uden bid
2.0
Fejlsagen forsøg på at begå en glat Altman-film for unge, der ligeledes er dybt inspireret af Limans fremragende GO. Den spillefilmsdebuterende Greg Marks starter ellers ganske fornuftigt ud med pudsige indledningscredits, akkompagneret af Clint Mansells rosværdige, men også lidt for joviale musik. Indledningen indikerer dog ikke den søvndyssende kedsommelighed, som 11:14 byder på, og man skal lede længe efter så ungdomsfikseret og unuanceret en film.
Omdrejningspunktet er de mange begivenheder omkring tidspunktet 11:14 pm, hvor vi ser hovedtrækkene fra forskellige folks, der indblandet i hændelserne, synspunkt. Der er intet beundringsværdigt over denne struktur, der langsomt er gået hen og blevet en smule uoriginal. I hvert fald hos talentløse folk, der kun bruger den som et tiltrækningsplaster og ikke som en signifikant del af filmen. De mange sidehistorier er uinteressante og ufængende i sig selv, mens 11:14 samlet set er en overlæsset (nærmest hysterisk), popkulturel (her ment i en negativ sammenhæng) og prætentiøs film uden dybere mening. Der er ingen dyberegående lag eller tvetydighed i filmen, der ultimativt føles som ligegyldig tidsspilde.
De mange unge skuespillere gør ellers et udmærket stykke arbejde med de endimensionale karakterer, uden dog at nogen for alvor brillerer. Colin Hanks (søn af guess who) beviste i Jake Kasdans morsomme Orange County, at han var et komisk geni og ydermere en talentfuld skuespiller. Hvorfor han gider indlade sig i en bagatel som denne film, kan man kun gisne om, men jeg spår en stor og følgeværdig fremtid for den unge Hanks, der ikke bare høster respekt på grund af faderens skuespilmæssige status. I 11:14 præsenteres publikum for en ordentlig bunke selvcentrerede mennesker, hvor Marks konstant skifter sympatipunkt. Marks beretter filmens historier ud fra en sorthumoristisk ’du sår som du høster’ mentalitet, men 11:14 føles oftest anstrengende på grund af Marks’ narcissistiske tro på egne ikke-eksisterende filmiske evner. 11:14 er i hvert fald underligt kedelig og spild af gode skuespillerkræfter. Kun i slutningen ser man en smule evne for filmmediet, da den heftige sammenklipning af hændelserne faktisk er ganske virtuos. Desværre er det bare for lidt og for sent.
Omdrejningspunktet er de mange begivenheder omkring tidspunktet 11:14 pm, hvor vi ser hovedtrækkene fra forskellige folks, der indblandet i hændelserne, synspunkt. Der er intet beundringsværdigt over denne struktur, der langsomt er gået hen og blevet en smule uoriginal. I hvert fald hos talentløse folk, der kun bruger den som et tiltrækningsplaster og ikke som en signifikant del af filmen. De mange sidehistorier er uinteressante og ufængende i sig selv, mens 11:14 samlet set er en overlæsset (nærmest hysterisk), popkulturel (her ment i en negativ sammenhæng) og prætentiøs film uden dybere mening. Der er ingen dyberegående lag eller tvetydighed i filmen, der ultimativt føles som ligegyldig tidsspilde.
De mange unge skuespillere gør ellers et udmærket stykke arbejde med de endimensionale karakterer, uden dog at nogen for alvor brillerer. Colin Hanks (søn af guess who) beviste i Jake Kasdans morsomme Orange County, at han var et komisk geni og ydermere en talentfuld skuespiller. Hvorfor han gider indlade sig i en bagatel som denne film, kan man kun gisne om, men jeg spår en stor og følgeværdig fremtid for den unge Hanks, der ikke bare høster respekt på grund af faderens skuespilmæssige status. I 11:14 præsenteres publikum for en ordentlig bunke selvcentrerede mennesker, hvor Marks konstant skifter sympatipunkt. Marks beretter filmens historier ud fra en sorthumoristisk ’du sår som du høster’ mentalitet, men 11:14 føles oftest anstrengende på grund af Marks’ narcissistiske tro på egne ikke-eksisterende filmiske evner. 11:14 er i hvert fald underligt kedelig og spild af gode skuespillerkræfter. Kun i slutningen ser man en smule evne for filmmediet, da den heftige sammenklipning af hændelserne faktisk er ganske virtuos. Desværre er det bare for lidt og for sent.
11/07-2005
