Dødsrobotter og dårlige fædre
3.0
Spoilers
Jeg blev dybt imponeret af den tekniske side af filmen og Spielbergs kunnen med effekter og et kamera, der snurrer rundt om en bil på en motorvej og tager en hektisk og dramatisk scene i et shot. Til gengæld blev jeg ikke imponeret af den dramatiske udvikling i filmen, og slet ikke den fuldkommen utroværdige slutning, hvor en falden mand bliver accepteret af sin familie efter at gennemleve en bunke strabadser med marsmænd og deres dødsrobotter. Fedt ord, dødsrobotter :)
Den faldne mand er Ray Ferrier (Tom Cruise). En drengerøv der bruger sit køkken som et opbevaringsrum for de bilmotorer, han roder i for sjov. Han har to børn fra et sammenbrudt ægteskab, men han er en røvdårlig far, der ikke kan kommunikere med sine børn. Specielt ikke teenagesin søn Robbie (Justin Chatwin) der stjæler sin fars bil under et weekendbesøg. Den lille datter Rachel (Dakota Fanning) føler sig mere tilknyttet sin bror end sin far, der ikke engang gider at fylde noget mad i sine børn. Og så kommer der nogle marsmænd forbi i deres trebenede dødsrobotter, og de slår en masse mennesker ihjel, fordi de er misundelige på vores frodige planet. Disse kæmpedødsrobotter dukker op under jorden og smadrer New York og skyder på alt og alle. Resten af filmen handler om hvordan Ray flygter med sine børn, mens de gemmer sig fra disse robotter uden at vide, hvad der foregår omkring dem.
Det får Spielberg lavet mange spændende og spektakulære scener ud af. For eksempel det førnævnte familieskænderi i en hurtigt kørende bil med en skrigende møgunge på bagsædet, mens kameraet roterer rundt og fanger det hele i et shot. Eller også en enormt flot scene ved en færge ved en flod som vores lille familie skal over, hvor rumvæsenerne dukker op i deres kæmpestore dødsrobotter og skyder på det hele med deres discolys-våben. Spielberg forstår at lave spektakulære film. Og den lille pige i filmen forstår at lave spektakler. Der går ikke fem minutter i filmen uden at den lille pige skriger som en vanvittig. Og faren tør ikke lade hende konfrontere omgivelserne. Sikkert fordi at han er bange for, at hun vil sagsøge ham for påførte traumer, når hun bliver voksen.
I det hele taget fungerer forholdet i familien ikke, og Spielberg overbeviser ikke, at det bliver bedre efter, at han lukker sine helte ind i en kælder med en psykopat (Tim Robbins) eller i en menneskeædende dødsrobotfælde. Da familien til sidst accepterer ham, og Robbie omfavner ham og kalder ham far, tror vi ikke på det. Hvor meget Spielberg end vil gøre hovedpersonen til en helt, så lykkedes det ikke i mine øjne. Tilbage står en middelmådig underholdningsfilm, der er spektakulær og ganske spændende den første times tid. Dødsrobotterne er der dog ikke noget i vejen med.
Jeg blev dybt imponeret af den tekniske side af filmen og Spielbergs kunnen med effekter og et kamera, der snurrer rundt om en bil på en motorvej og tager en hektisk og dramatisk scene i et shot. Til gengæld blev jeg ikke imponeret af den dramatiske udvikling i filmen, og slet ikke den fuldkommen utroværdige slutning, hvor en falden mand bliver accepteret af sin familie efter at gennemleve en bunke strabadser med marsmænd og deres dødsrobotter. Fedt ord, dødsrobotter :)
Den faldne mand er Ray Ferrier (Tom Cruise). En drengerøv der bruger sit køkken som et opbevaringsrum for de bilmotorer, han roder i for sjov. Han har to børn fra et sammenbrudt ægteskab, men han er en røvdårlig far, der ikke kan kommunikere med sine børn. Specielt ikke teenagesin søn Robbie (Justin Chatwin) der stjæler sin fars bil under et weekendbesøg. Den lille datter Rachel (Dakota Fanning) føler sig mere tilknyttet sin bror end sin far, der ikke engang gider at fylde noget mad i sine børn. Og så kommer der nogle marsmænd forbi i deres trebenede dødsrobotter, og de slår en masse mennesker ihjel, fordi de er misundelige på vores frodige planet. Disse kæmpedødsrobotter dukker op under jorden og smadrer New York og skyder på alt og alle. Resten af filmen handler om hvordan Ray flygter med sine børn, mens de gemmer sig fra disse robotter uden at vide, hvad der foregår omkring dem.
Det får Spielberg lavet mange spændende og spektakulære scener ud af. For eksempel det førnævnte familieskænderi i en hurtigt kørende bil med en skrigende møgunge på bagsædet, mens kameraet roterer rundt og fanger det hele i et shot. Eller også en enormt flot scene ved en færge ved en flod som vores lille familie skal over, hvor rumvæsenerne dukker op i deres kæmpestore dødsrobotter og skyder på det hele med deres discolys-våben. Spielberg forstår at lave spektakulære film. Og den lille pige i filmen forstår at lave spektakler. Der går ikke fem minutter i filmen uden at den lille pige skriger som en vanvittig. Og faren tør ikke lade hende konfrontere omgivelserne. Sikkert fordi at han er bange for, at hun vil sagsøge ham for påførte traumer, når hun bliver voksen.
I det hele taget fungerer forholdet i familien ikke, og Spielberg overbeviser ikke, at det bliver bedre efter, at han lukker sine helte ind i en kælder med en psykopat (Tim Robbins) eller i en menneskeædende dødsrobotfælde. Da familien til sidst accepterer ham, og Robbie omfavner ham og kalder ham far, tror vi ikke på det. Hvor meget Spielberg end vil gøre hovedpersonen til en helt, så lykkedes det ikke i mine øjne. Tilbage står en middelmådig underholdningsfilm, der er spektakulær og ganske spændende den første times tid. Dødsrobotterne er der dog ikke noget i vejen med.
11/07-2005
